Onsdag den 28. oktober
Når migranter er nødt til at tage jobs, de er overkvalificeret til, eller med færre timer end de ønsker, holder det fast i myten om, at indvandrere koster samfundet mere end de bidrager med. Ifølge Liv Bjerre, postdoc og ekspert i international migration, har de danske udlændingeregler skabt en incitamentsstruktur, hvor det at tage et “hvilket som helst arbejde” kan blive vigtigere end at tage et, der matcher ens kvalifikationer.
Kære læser
Israelsk politik føles mere og mere som at glo ned i dybet af en dunkel kollektiv underbevidsthed, hvor almene fornuftsprincipper er sat ud af spil. Hvor had mod ‘de andre’, frygt for terrorister og en dybfølt længsel efter sikkerhed afgør, hvor den sitrende hånd sætter sit kryds. I skrivende stund ligner gårsdagens parlamentsvalg dødt løb […]
Det bedste vi har set
I sommers gik en katolsk nonneordens podcast megaviralt på TikTok og Instagram. Podcastens popularitet fik hurtigt folk til at proklamere, at der var tale om en ‘Nun Girl Summer’ – i reference til sidste års ‘Hot Girl Summer’-trend. Men hvorfor gik en nonnepodcast overhovedet viralt? I det nyeste afsnit af podcasten Close All Tabs undersøger tech-journalist Morgan Sung, hvordan religion og især katolicisme er blevet en del af den popkulturelle zeitgeist hos nogle unge: “Vi leder efter noget autentisk og ægte, og med det åbner der sig også en interesse for det religiøse.”
“Forståelsen af klimakrisen opstod ikke af sig selv. Den blev bygget gennem årtiers forskning, journalistik og politisk debat. Biodiversitetskrisen har brug for samme opmærksomhed – og for en formidling, der forbinder naturtabet med klimaet og de øvrige planetære grænser […] Derfor har vi brug for medier, der følger forhandlingerne og holder regeringerne fast på både deres prioriteringer og resultater.” Ditlev Damhus, programkoordinator ved Aktion Amazonas, skriver til Globalnyt om mediernes mangelfulde dækning af COP17 og om konsekvenserne ved at skille biodiversitet og klima fra hinanden.
Allehelgensaften nærmer sig, og i år markerer dagen også 100-året for tryllekunstner og udbryderkonge Harry Houdinis død. Trænger man til en pause fra græskar-udskæring, kan man derfor lade sig inspirere af historienørd og amatørkok Max Miller. I sin nyeste YouTube-video giver Miller sig nemlig i kast med showmandens egen dessertopskrift fra 1916 – en brødbudding. Selvom Houdini-desserten er rimelig simpel, kommer den nok ikke til at erstatte det klassiske Halloween-slik lige foreløbigt, men man har da lov at håbe!
Spisesedlen
Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen (V) er blevet ekskluderet fra partiets folketingsgruppe efter at have stemt imod partilinjen.
Syrien lukker – og genåbner – grænsen til Jordan efter et jordansk luftangreb dræber syv civile.
Efter flere år med nedgang er den sidste is i Sloveniens Triglav-gletsjer nu helt smeltet.
Et af de eneste Nanotyrannus-dinosaurskeletter i verden er blevet solgt for over 300 mio. kr.
En invasiv art af søpindsvin er blevet fundet i Sverige.
En egyptisk domstol har kendt chefredaktør Lina Attalah skyldig i at drive virksomheden uden licens og beordrer nu det uafhængige nyhedsmedie Mada Masr lukket.
Canada og De Forenede Arabiske Emirater underskriver handelsaftale, der skal gøre canadiske producenter mindre afhængige af USA.
Nærsynet
Efter at have tabt præsidentvalget til venstrefløjens Luiz Inácio da Silva, er den brasilianske senator Flávio Bolsonaro nu flygtet til USA sammen med sin hustru og deres to døtre. Bolsonaro har været under efterforskning siden september for korruption, hvidvask og skattesvindel, og mandag beordrede de brasilianske myndigheder ham derfor at blive i landet og indlevere […]
Et sidste ord
Altid godt med lidt Grok-brok.
Ses i morgen!





