“Aaargh!” skreg den britiske kunstanmelder Adrian Searle i The Guardian i 1999: “Tracey’s menstrual knickers.” Siden hun for alvor gjorde sin entre på den britiske kunstscene med værket ‘My Bed’ på Tate Modern, har den 62-årige britiske kunstner Tracey Emin været en omdiskuteret og til tider ret så misforstået skikkelse. Værket, sengen, der var uredt og rodet, angiveligt efter en firedages depressiv episode, var grænseoverskridende – fuld af pletter, kondomer og brugte menstruationstrusser, og et gulvtæppe fuld af skrald som vodkaflasker, en graviditetstest, sutsko og lommeservietter. Tyske Sleek Magazine har været forbi hendes store retrospektive udstilling Tracey Emin: A Second Life, der løber frem til august på Tate Modern.

+ “Én ting, Emin rutinemæssigt er blevet nægtet af sin kritiske modtagelse, er friheden til at generalisere ud fra sine egne erfaringer.” Magasinet Frieze har også været forbi.

Kopierer popstjerner vitterligt bare hinandens musik? I en tankevækkende video forklarer den danske youtuber Carl E. Martin, hvordan en bestemt melodi – som han kalder Generation Alfa-melodien – bliver genbrugt i hundredvis af moderne popsange. Man efterlades lidt med en fornemmelse, som den franske filosof René Girard har sat ord på: “Individualisme er en formidabel løgn.”

Det nye regeringsgrundlag taler — som den slags dokumenter nu gør — om reformer. Men hvad en reform egentlig for en størrelse? Videnskab.dk har fået lektor ved Aalborg Universitet Poul Thøis Madsen til at give en omgang begrebsafklaring: “Ordet reform stammer fra latin: reformare, der betyder ‘at forme på ny’ eller ‘at genskabe’. I sin tidlige brug havde det ofte moralske og religiøse betydninger som under Reformationen, hvor den katolske tro blev afløst af en evangelisk‑luthersk forståelse af kristendommen.”

Verden har omkring 3.500 milliardærer, og inden længe får vi nok verdens første billionær. Så hvad giver man mændene, der har alt? Svaret er (desværre) at finde i Biblen: Riget, magten og æren i evighed. I Frankrig har optakten til præsidentvalget i 2027 allerede været propfuld af milliardærer, der ønsker at styre landet mod det ekstreme højre – og Gud. En af dem er forretningsmanden Vincent Bolloré, som har for vane at højredreje alle de kulturinstitutioner, han kommer i nærheden af, ofte med store kunstnerudvandringer til følge. Imens Pierre-Édouard Stérin, der har tjent sine penge på at sælge gaveæsker, har udtalt, at han “tjener penge for at tjene Kristus og Frankrig”. POV International forklarer den penible situation.

VM i herrefodbold er lige om hjørnet, og ekstasen har ramt The Guardian, som har lavet en detaljeret guide til — hold nu fast — samtlige 1.248 spillere fordelt på 48 hold. Entusiasterne er garanteret underholdning i timevis. Og selv hvis man ikke går op i sporten, er det faktisk i sig selv en fornøjelse at trykke sig gennem kataloget, der snildt kunne vinde et verdensmesterskab i interaktiv formidling.

Torsdag døde den fransk-iranske illustrator og filminstruktør Marjane Satrapi af sorg, blot et år efter tabet af hendes mand Mattias Ripa. Satrapi udkom i 2000 med tegneserien Persepolis, der er baseret på hendes egen barn- og ungdom i Teheran, og som siden er blevet filmatiseret.

+ “Tegning – det er menneskets første sprog, før skrivning, før overhovedet at tale, før ord.” Nekrolog i The Guardian.

++ Genlæs vores føljeton om helt bogstaveligt at blive syg af sorg.

+++ Cinemateket viser Persepolis (2007) i slutningen af juni.

“Fattige mennesker har ikke råd til at bekymre sig om varme,” siger Shanti Devi til BBC. Det britiske public service-medie er rejst til Banda i Indien, landets varmeste by. Trods varmen må arbejdet og hverdagen gå videre så vidt muligt. En grønthandler forsøger at få solgt alle sine tomater inden dagen er omme, for ellers bliver de dårlige. Den seneste uges tid har dagstemperaturen ligget fast på ca. 45 grader. Det er normalt, at temperaturerne kommer så højt op i området, men ikke i så lang tid.

Det betyder noget, når medier skriver, om nogen er døde, eller om de er dræbt. På krigskorrespondenten Magda Gads medie Gad World skriver journalist Isabella Harbrecht om at blive censureret af redaktører og få fjernet citater, der kan tolkes “politiske” – og hvordan svenske medier er med til at legitimere folkedrabet ved fx at kalde børn for “mindreårige” i stedet for, ja, børn.

“Menneskeheden kan hæve levestandarden, mindske uligheden og holde den globale opvarmning inden for en stigning på 2 grader”, skriver World Inequality Lab om den planetære overlevelse. Instituttet har udarbejdet en rapport om verdens polykrise. Rapporten har 45 forfattere, herunder økonomen Thomas Piketty, der konkluderer, at at “et bæredygtigt og retfærdigt 21. århundrede er praktisk muligt”. The Guardian bringer lidt håb.

Det er ingen hemmelighed, at Donald Trump ikke bryder sig om Den Internationale Straffedomstol (ICC), der efterforsker folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. USA’s præsident har anklaget domstolen i Haag for “ondartet adfærd” og for at “true amerikansk suverænitet og nationale sikkerhed”. Han har tilmed indført sanktioner mod fire af dens dommere. Den amerikanske modstand mod domstolen er dog ikke et nyt fænomen. Information har talt med den danske chefforhandler Laurids Mikaelsen, som var vidne til modstanden i halvfemserne.

“I mange årtier har Patagonia™ ​​med succes fået navnet på et rigtigt sted til at fungere som navnet på en virksomhed, der har meget lidt at gøre med selve stedet. Det er ikke usædvanligt: ​​[Amazon] er en regnskov og en flod og også en af ​​verdens mest magtfulde virksomheder. [Andes] er en bjergkæde og også et mærke af mintchokolade. Tahoe, Yukon og Denali er både steder og SUV’er.” Men er det lovligt? Emily Atkin fra klimanyhedsbrevet Heated har ringet til en professor i varemærkeret og to eksperter i Patagonien – altså regionen i Sydamerika, ikke tøjmærket med fleecevesten.

“Når dagen stadig er mørk, klokken fire eller fem om morgenen, vil vejret allerede være hos nyhedsbureauerne. Jeg mener ikke vejrudsigterne eller temperaturmålingerne eller end ikke radarkortene. I sidste ende er det bare målinger og illustrationer, der mimer selve tingen. Vejr er regnen, før den fylder regnmålerens glas, eller vinden, før den drejer vindmålerens kopper. Vejr er noget, vi føler; tallene fortæller os kun, hvad det mon føles som.” Der findes ikke det vejr, vi ikke kan få at se. Hver dag, hver time livestreames, uploades og opdateres vi med billeder af vejr fra alle verdenshjørner. Journalisten Wyatt Williams har arbejdet på en vejrstation i et år og skriver glimrende og regnfuldt om vejr og mennesker hos Harper’s Magazine.

Undertegnedes kæreste spørger engang imellem, hvordan vejret er, selvom vi kun har været vågne i en time og stadig er indenfor i vores lille lejlighed. “Det ved jeg ikke, stik hovedet ud af vinduet,” svarer jeg oftest. I stedet tjekker hun sin vejrapp. The Guardian-journalisten Amy Fleming har kørt en kold tyrker med en hel uge uden en vejrapp. Det er blevet til en underholdende (og halvsatirisk?) artikel om ugen, hvor Fleming måtte kigge ud af vinduet i stedet for ned i telefonen, når hun skulle tage tøj på om morgenen.

Torsdag kunne Anthropic, der står bag Claude, informere om, at de har rejst yderligere 65 mia. dollars i finansiering, hvilket betyder, at de har en større værdisætning end OpenAI. Begge firmaer står snart til en børsnotering, og værdisætningen af hvert firma er efterhånden oppe at kysse 1 billion dollars. Anthropic blev startet af afhoppere fra OpenAI og er siden blevet markedsført som den ‘gode’ og ‘samvittighedsfulde’ af de to konkurrenter. Det passer ifølge techjournalisten Brian Merchant ikke helt.

Flere og flere hjemmesider vil gerne have, du lige klikker af, at du er et menneske. Journalist og teknologikritiker Anders Kjærulff er godt træt af det. Hvorfor er det mennesker der skal deklarere, at de er mennesker, og ikke maskiner, der skal deklarere sig selv, spørger Kjærulff i en kommentar hos techmediet Radar. På baggrund af historien om, at Berlingske kom til at opdigte en falsk professor, plæderer han for, at der bør være et vandmærke, hver gang kunstig intelligens er blevet brugt. Denne tekst er skrevet med menneskelige fingre og nedbidte fingernegle – ikke en maskine.

“I løbet af det sidste års tid har flere og flere set på mig med stor medlidenhed. En faktatjekker hos et magasin har næppe lang tid tilbage i denne KI-opgraderede verden. Kald mig bare naiv, men jeg er ikke så bekymret.” Den ene af magasinet Wireds faktatjekkere fortæller, hvordan hendes arbejde har ændret sig på grund af kunstig intelligens. Og det er faktisk ikke det store, for modellerne tager fejl cirka halvdelen af tiden (blød betalingsmur). Halvdelen.

Forfatter og blogger Gabrielle Moss husker bloggerlivet i 2010’erne som forfærdeligt. Selv kalder hun sig den største kliché fra den tid: En udbrændt blogger. For hende var tiden nærmest en farce fyldt med ligegyldige events og så personlige indlæg om sit sexliv, at hun stadig i dag bruger store summer penge på at tale om tiden med sin terapeut. Men var det så slemt, som hun selv husker? Moss har spurgt andre journalistbloggere, som arbejdede for fx Buzzfeed, hvordan de mindes tiden. Svarene er blandede og artiklen en smule indspist, men underholdende er det at få indsigt i den halvsvundne tid.

DR-værten Solaf Masoud forlod Syrien og kom til Danmark, da hun var 14 år gammel. Efter Assad-regimets fald er hun rejst tilbage for at opleve sit hjemland sammen med DR’s afgående Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård. Det er der kommet en rigtig fin to-episoders dokumentar i Horisont ud af. De spiser croissanter med ost og za’atar – “smagen af ture til Damaskus”, som Masoud siger – og besøger ødelagte dele af Syrien, blandt andet Masouds fars gamle kontor, hvor han arbejdede som advokat. I Danmark arbejder han i Netto.

Det er snart et halvt års tid siden, at ICE raserede Minneapolis, hvor de skød og dræbte to amerikanske borgere på åben gade. Channel 5 with Andrew Callaghan har besluttet sig for ikke at glemme ‘Operation Metro Surge’ og har sat sig ned med tre forskellige ICE-agenter. Om den ene dræbte, Renée Good, siger en af agenterne ganske koldt: “Opførte hun sig som en kælling? Klart … Burde hun være blevet hevet ud af bilen og fået tæsk? Klart. Men der er mange måder at gribe det an på. Man kunne have håndteret situationen på en helt anden måde.”

Af en eller anden grund har DR’s radiokanaler besluttet sig for at lave en liste over de 100 bedste danske sange. Derfor sender kanalerne mellem kl. 12 og 14 de kommende uger lutter dansk musik. Og på DR’s hjemmeside er der en samling artikler, der dykker ned i den danske musikarv. Man kan fx læse tilblivelseshistorien om ‘Mormors kolonihavehus’, som Erik Clausen og Leif Sylvester har skrevet uden at tage de store hensyn til versefødder, om ‘Rocket Brothers’, som blev skrevet kort efter en åndemaner havde fjernet Kasper Eistrups skriveblokade, og om ‘Man binder os på mund og hånd’, som Poul Henningsen fik gennem nazicensuren med sine dobbelttydigheder.

Ved de netop overståede Enhanched Games i Las Vegas— også kendt som steroideolympiaden — dystede atleter i velkendte discipliner som sprint, svømning og vægtløftning, men med et twist: Alle præstationsfremmende midler var tilladt. I The Conversation gør videnskabsfilosoffen Byron Hade status på et bizart arrangement, der skulle revolutionere atletikken, men endte som en fiasko: “Begivenheden var transhumanisme i praksis — et blik på menneskehedens atletiske fremtid. Hvad det faktisk leverede var en enkelt verdensrekord, som blev slået med få millisekunder, af den samme svømmer, som havde fået den ære året før ved et prøvearrangement.”

I 2022 gjorde en britisk lovpakke det muligt at straffe forstyrrelse af den offentlige ro og orden med op til ti års fængsel. Det er et af mange eksempler på, at man i Storbritannien har forsøgt slå ned på demonstrationer – særligt de klimapolitiske og propalæstinensiske. I en ny rapport kortlægger forskere fra London og kampagnegruppen Defend Our Juries, at ændringer i love og flere beføjelser til politiet har “skabt et betydeligt mere undertrykkende retligt klima for aktivister”. Al Jazeera gør rede for rapporten.

Den ikoniske britiske sanger og producer FKA Twigs spiller i Falkonersalen d. 4. juni. I den forbindelse har Poptillæggets Lucia Odoom lavet et dejligt interview med kunstneren, som under optagelsen sidder på bagsædet af en bil i London: “Som kvinde kan der være et pres om at være smuk, men jeg er totalt ligeglad. På [sangen] cellophane er jeg ligeglad med, om min stemme knækker, om jeg rammer tonerne, om jeg synger for højt eller for lavt, for hurtigt eller for langsomt. Det er bare ren følelse, og det er meget frigørende som kunstner.”

Den danske filosof Søren Gosvig Olesen takker af efter 30 år som underviser på Københavns Universitet. Gosvig er en ener, som i årevis har bekæmpet universitetsfilosofiens dogmer indefra. Desuden har han opfundet ordet ‘italesættelse’ i forbindelse med sin oversættelse af Foucaults Viljen til Viden. Man kan nu frit tilgå Gosvigs afskedsforelæsning, som han indleder sådan her: “Jeg anser afskedsforelæsningen som en helt særlig genre. Her kan man endelig sige, hvad man vil. Der er ikke længere noget at være bange for, det er for sent at blive fyret.”

“Det handler om to ord der går igen i stort set al dækning af demonstrationen: ‘ifølge aktivisterne.’ Demonstrationen handlede nemlig om, at Mærsk transporterer våbendele til Israel. Dette er ikke bare noget aktivisterne påstår, men dokumenteret af dansk presse. Men denne journalistiske dokumentation af Mærsks våbentransport forties i dækningen. Langt de fleste danske medier undlader simpelthen at nævne, at det aktivisterne protesterer mod rent faktisk har fundet sted ifølge Danwatch og andre medier.” Det er to uger siden, demonstrationen ved Mærsks hovedkvarter fandt sted, men sagen er ikke slut. Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal undersøge politiets behandling af demonstranterne, og mediekritikken her er stadig god.

“På trods af sin oprindelse i Gaza ses Saint Levant af nogle som en privilegeret dreng med en bougie-diaspora-arabers attitude, fjernt fra den sult og de drab, der rammer hans folk i Palæstina. For hans fans er der masser af beviser på, at Saint Levant altid har været politisk, ikke en, der pludselig valgte at ride på en politisk bølge, da angrebet på Gaza begyndte.” Den sudanesiske journalist Nesrine Malik har mødt den 25-årige palæstinensiske kunstner Saint Levant til et stort portræt i The Guardian. “Blandt andre arabiske kunstnere var Palæstina forbeholdt ældre generationer, der havde skabt nu kanoniske sange om længsel og sorg over Palæstina. En sanger, der var fra Palæstina, men brød med den alvorlige udtryksform omkring det, var et chok for systemet.”

Er du hurtigere til at genkende et nummer end den tidligere War on Drugs-guitarist? Kurt Vile udgiver i morgen fredag sit nye album Philadelphia’s Been Good to Me, og – måske – i den anledning tester Jack Coyne fra podcasten The Track Star, hvor velbevandret han er i Bob Dylan, Bruce Springsteen og Neil Young.

+ Vile om Philadelphia – i The New York Times: “Jo ældre jeg bliver … jo mere kender jeg hver en krog og sprække af byen.”

Fredag åbner Kunstakademiets afgangsudstilling, og som noget nyt har Kunsthal Charlottenborg indført en pris på 40.000 kroner, der gives til den kunstner, der får flest stemmer fra udstillingens besøgende. Men over to tredjedele af dimittenderne er kritiske. Her er det Maria Lindeblad fra Billedhuggerskolen: “Afgangsudstillingen markerer afslutningen på en mangeårig uddannelse, og der er noget underligt ved at gøre den til en konkurrence … Det vidner også om en manglende tillid til sit publikum – en manglende tro på, at gæsterne formår at opleve kunsten på deres egen måde.”

Når man ser den her video, er det lige før man ville ønske, vi levede i 1940’erne. Dengang brugte vi tid på at høre radio, lave mad, læse avis og se vores omgangskreds. Her i 2026 er alle de ting røget langt ned ad listen, hvis ikke helt ud. Gæt selv, hvad vi laver i stedet.

Tippet af Dagbladet Informations filmredaktør Christian Monggaard på Facebook: Bedst som man troede, at Late Night Show lukkede og slukkede, er Stephen Colbert pludselig i lokal-tv. Forrygende.

Spaniens premierminister Pedro Sánchez hyldes på den europæiske venstrefløj for hans syn på Gaza, Trump og migration. Ikke desto mindre bliver han mindre og mindre populær på hjemmefronten, hvor han netop har tabt stort ved regionsvalget i Andalusien. I The Guardian forklarer den spanske journalist María Ramírez premierministerens dalende popularitet frem mod næste års parlamentsvalg: “Den øgede fragmentering i spansk politik, og de svage partier til venstre for PSOE [Sánchez’ parti] vil gøre det sværere for ham at vinde denne gang.”

Er det bare noget looksmaxxerne har fundet på, eller har skønhed reelt stor betydning for ens muligheder i livet? Det digitale bibliotek JSTOR forklarer et stort studie, som peger på, at ‘pretty privilege’ eksisterer på tværs af kulturer i hele verden:  “Forskerne fandt ud af, at ansigter, der blev vurderet som mere attraktive, blev vurderet højere på alle positive egenskaber – ikke kun kompetence, men også intelligens, ansvarlighed og andre træk.”

Hvis man siger ‘grøn omstilling’ til Theis Ørntoft, hvad siger han så? “At det er et teoretisk fatamorgana. Jeg har tænkt over det i noget tid, og efterhånden er jeg begyndt at se det som en ulv i fåreklæder.” I slutningen af maj udgiver forfatteren essayet Bag Litiumbjergene, der tager livet af den håbefulde fortælling om omstillingen til grøn energi. Dagbladet Information har lavet et udmærket interview med forfatteren, der taler flydende apokalyptisk.

Der er et problem i konsulentbranchen, mener Niels Ahrengot, som er medstifter af Danmarks største konsulenthus Implement Consulting Group. Eller i hvert fald med det, man kalder “traditionel consulting”. I modsætning til de traditionelle konsulenter – dem, der bare præsenterer analyser og bliver betalt kassen – vil Ahrengodt og hans hær af konsulenter altså implementere løsningerne. Det lyder umiddelbart som en god start. Om det så er lykkedes, kan man læse om i Djøfbladet.

+ Og så kan du med fordel (gen)læse Emma Louise Stenholms interview med Rosie Collington: ‘Konsulenternes store bedrag’.

Yakuzaen i Japan hører efterhånden fortiden til, men den japanske mafiaorganisation trækker lange tråde i landets historie og politik. The Guardian har lavet et portræt af den eneste kvindelige yakuza, Mako Nishimura, der beretter om sit liv som yakuza, men også en stofafhængighed, hun stadig bærer arrene af: “Det varede ikke længe, ​​før [bandelederen] Sugino opdagede bandens afhængighedsproblem og beordrede Nishimura til at undskylde på deres vegne på yakuza-måden: ved at skære spidsen af ​​sin lillefinger af. Nishimura fastgjorde fingeren mellem et kort sværd og jorden og trådte på bladet.”

Der findes et hav af forklaringsmodeller, long reads, hot takes og dårlige holdninger til kunstig intelligens. Men den her er alligevel ny. Man skal se på det som en guldsmed? Noema Magazine giver et bud på en flertydig måde at anskue vor tids største teknologiske fremskridt – som nogle vil kalde det. Igennem øjne bestående af tusinde af linser.

Man kan åbenbart leve af at læse. Newyorkeren Clarke Speicher læser en ny roman hver anden dag for at vurdere, om den er egnet til at blive filmatiseret. The Literary Hub har lavet et udmærket interview med manden, der har enhver læsende enspænders drømmejob: “Hans arbejde tvinger en nærmest daglig samtale mellem to halvdele af Clarkes hjerne: den livslange læser, der sluger bøger, og cinefilen, der drømmer i celluloid. Rent praktisk foregår det sådan her: En agent eller producer sender Clarke en bog eller et manuskript i blinde. Han læser den og skriver et detaljeret scene-for-scene-resumé af de centrale scener, settings, konflikter og karakterer.”

Komikeren Eric André er bedst kendt for dette årtusinds mest bizarre og kaotiske talkshow The Eric André Show. Han er dog også en talentfuld musiker, der har studeret kontrabas på Berklee College of Music. I et vildt musikalsk comeback, han selv tilskriver sin “midtvejskrise”, har han nu komponeret et klassisk album med titlen Film Scores for Films That Don’t Exist. Ifølge Los Angeles Times, der har været med til en live-opførelse og interviewet André ved samme lejlighed, er det “faktisk ret genialt”.

Og hvorfor er der så lidt far-rock på de store scener? De kritiske spørgsmål om Roskilde Festivals musikprogram står hvert år i en kø, der er længere end til toiletterne ved Orange scene. TV2 Kosmopol har inviteret festivalens musikchef Thomas Sønderby Jepsen ud på festivalområdet for at svare for sig – og det er der kommet en rigtig fed lille udsendelse ud af.