Alle årets afgangsfilm fra filmskolen Super16 ligger lige nu på DRTV. Søg blot efter ‘afgangsfilm’ og nyd showet! En særlig anbefaling af den 19-minutter lange film Mellem bjerge, som er instrueret af Sabrina Ferguen med manuskript af Barbro Skolmen og Sabrina Ferguen. Den følger otteårige Aylin, der står over for en række livsforandrende omstændigheder: Hun skal flytte fra den tågede og kolde nord tilbage til sit hjemland, og hendes mors mave vokser sig større.

Det var ikke kun Republikanerne, som tabte stort til midtvejsvalget. Det gjorde olieindustrien også. Altid gode Emily Atkin, som står bag det eminente klimanyhedsbrev Heated, opridser Big Oils nederlag.

+ Dollarbillionær Elon Musk brugte rekordmange penge – men nok kun en brøkdel af sin formue – på at støtte republikanske kandidater. En fiasko til den nette sum af 446 millioner, skriver The Guardian.

“Et billede siger mere end 1.000 ord,” lyder flosklen, men det passer – i hvert fald i en ny YouTube-video lavet af Getty Images. Kurator Melanie Llewellyn er gravet ned i Getty Images Hulton-arkivet og har fundet historien om en ung pige ved navn Connie Gilchrist, som ellers har været glemt i næsten 100 år. Miss Gilchrist voksede op i den victorianske slum i slutningen af 1800-tallets England, men gennem en blanding af sjippetorvs-opvisninger og strategiske venskaber lykkedes det Connie at blive grevinde – og for at fortælle den historie kræver det mere end 1.000 ord: Et par glemte glasnegativer og nogle gulnede fotografier.

Der findes mange måder at leve med sorgen efter et dødsfald. En af dem er at erindre og genfortælle de minder, man sidder tilbage med efter begravelsen – som journalist Anders Lund Madsen gør i den nyeste episode af podcasten De Døde Forældres Klub. I selskab med vært Benedikte Granvig når Lund Madsen omkring alt fra smårapserier i Magasin du Nord til huske-panikken i kølvandet på storebroren Peters død. For selvom ingen lever evigt, gør den viden ikke nødvendigvis tabet nemmere. Og så er det godt at kunne deles lidt om sorgen.

Biler kører ikke af sig selv. Heller ikke selvkørende biler. Der er mange mennesker i Kenya, Filippinerne og Venezuela, der gennem repetitivt og dårligt betalt arbejde lærer bilerne at “se”. Den franske filminstruktør Nicolas Gourault står bag dokumentarfilmen Their Eyes, som havde verdenspremiere på Berlinalen i 2025 og handler om dette usynlige arbejde og dem, der udfører det. Den kan ses hos Aeon.

I USA er der opstået et milliardstort betting-marked, som ikke centrerer sig om sport, men politik. Og aparte som det allerede lyder, er de store gamblingfirmaer nu begyndt at betale småkendte rappere for at promovere denne type af betting. Men hvorfor? Det undersøger musikanmelder og -journalist Alphonse Pierre i musikmediet Pitchfork. Reklamestrategien er ikke rigtig overraskende: “Lige nu lader det til, at målet for de her firmaer er at ændre den måde, vi taler om verden på. På samme måde som [sportsbettingfirmaer] har ændret måden, hvorpå så mange fans snakker om sport.”

Bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde, siger man, men gør det samme sig mon gældende for succesfulde diktatorer? Det undersøger podcasten Onde kvinder med udgangspunkt i ingen ringere end Jiang Qing – den tidligere formand for Kinas kommunistiske parti Mao Zedongs hustru igennem 38 år. Madame Mao var både ærgerrig og hævntørstig, men om hun ligefrem var ond, kræver en mere nuanceret samtale. Og den leverer værterne Amalia Dea Bonné og Maia Kahlke Lorentzen heldigvis.

“For mig har der altid været noget æstetisk tiltalende ved menuerne i en kebabshop. Jeg elsker den frie brug af primærfarver, de hypermættede stock-billeder og den uforklarlige overbrug af ti-takkede stjerner. Det er præcist sådan, det er inde i mit hoved, og når jeg ser mit sind genspejlet i en lamineret menu kl. 3 om natten, føler jeg en sand kirsebærblomstrende indre ro; som at stirre ned i havet og indse, at det er lavet af næsten det samme stof som mig selv.” Substack-skribenten Sithara Ranasinghe skriver om dårlig smag, herunder Saddam Husseins vægkunst, akrylnegle og skrifttypen Comic Sans, og hvorfor dårlig smag er på mode.

The Metropolitan Museum of Art i New York har lavet en finurlig – og kort! – video om Enhjørningtapeterne. De syv franske gobeliner La Chasse à la licorne, som blev lavet omkring omkring år 1495-1505, viser scener fra en enhjørningejagt og er prydet med alskens farver og skjulte detaljer, såsom frøer og granatæbler. Der er så meget at lade sig betage af, og som kuratoren siger: “De er så fortryllende. Og formsproget […] giver næsten det her magiske, mytiske bæst et skær af realisme. Nogle går virkelig herfra med en lille følelse af, at enhjørninger måske faktisk eksisterer.”

Hvem beslutter, om folk er så nævneværdige, at de kan have deres egen Wikipedia-side? Det gør de mange frivillige redaktører – i plenum. Wired har talt med de mennesker, der har fået og fået frataget en plads i det digitale leksikon. “At se fremmede diskutere ens liv, arbejde og troværdighed på en så intens måde er bestemt en mærkelig oplevelse at bearbejde,” siger Martina Dimoska, som er en astronaut fra Nordmakedonien.

Måske er du lykkeligt uvidende, eller måske har du lagt mærke til, at matematikernes verden er væltet, siden techvirksomhederne begyndte at dele løsninger lavet af kunstig intelligens på nogle af matematikkens mest umulige problemer. Vi er kede af krisen i matematikmiljøet, men vi må indrømme, at vi elsker, at matematikerne får mere taletid. Herunder M.I.T.-matematiker John Urschel, som fortæller The New Yorker, at alle matematikere befinder sig på et spektrum mellem forsker og kunstner: “Jeg vil sige, at det, jeg kalder den mere videnskabelige tilgang, går ud på at fokusere på at skubbe grænserne så langt, som vi kan, så hurtigt som vi kan. Og det kunstneriske perspektiv er: Lad mig skabe noget smukt og underholdende og arbejde med disse ting, og selve handlingen er virkelig, du ved, en glædesfyldt oplevelse.”

Men hvad er det så? Det store spørgsmål forsøger digter Rolf Sparre Johansen at besvare i en ny podcast fra Hvidovre Hovedbibliotek – senest i selskab med digter og forfatter Lea Marie Løppenthin. Lyden skratter lidt, men vi glæder os til at følge med i foretagendet. Flere poesi-podcasts, færre bro-podcasts!

+ Oliver Stilling interviewede Løppenthin i 2016.

For et par år siden havde en af Føljetons venner en oplevelse af Baader-Meinhof-fænomenet, eller frekvensillusion. Pludselig så hun ordet “renæssancemand” overalt. Var det et fænomen i sig selv, eller var renæssancemanden for alvor kommet på mode igen? Men i denne senkapitalisme giver det måske mening, at en person med mange talenter er noget tilstræbt. Anderledes har det forholdt sig med dilettanten. I Aeon har filosoffen Jay Miller skrevet et eminent forsvar for dilettanten, der har mange og mere flygtige interesser, tilgået som amatør og ikke ekspert. Dilettanten kan i sine flygtige og hyperfikserede interesser agere mellemmand mellem ekspert og lægmand, hvis “talent, energi og passioner bliver konstant kanaliseret over i nye udtryksformer. Langt fra et udtryk for mangel, er dilettantisme en konstant søgen efter overflod.” Og hvem drømmer ikke om det?

I gamle dage var verden, som vi jo ved, fuld af alverdens væsener og uhyrer. Og i 1800-tallet var det især søuhyret Kraken, der satte en skræk i livet på tidens sømænd. Videnskab.dk fortæller historien om, hvordan det var kortlægningen af verden, der tegnede et billede af den uhyggelige gigantblæksprutte – som siden skulle blive navngivet af biskoppen i Bergen, danskeren Erik Pontoppidan. Men blæksprutter, selv de største, er egentlig fredelige væsener, så hvorfor holder myten ved? “Man kan ikke aflære et monster,” siger myteforsker Bo Eriksson.

En gang i nat lagde komponisten Peter Navarro-Alonso et ret smukt nykomponeret orgelværk, FAREWELL, ud på nettet. Han spurgte Føljetons Oliver Stilling, om han ville skrive en lille tekst til. Den kommer her: “Det kan ikke være anderledes. Vi er mange, der har det som Peter Navarro-Alonso. USA betød noget for os. Vi kom der. Vi kendte nogen (det gør vi stadig). Vi besøgte steder, vi havde set på film, vi opsøgte kunst, vi havde set på plakater. Vi stod af færgen på Liberty Island. Men vi var ikke naive: Vi vidste godt, at der var flere De Forenede Stater; at alt ikke var lutter lagkage, og at hvor der er lys, er der også mørke. Ingen stjerner uden takker. Ingen striber uden flimmer. Men der må være grænser. Nogle gange må man se i øjnene, at ‘det var det’. Der var noget, og nu er det væk. Det er dramatisk og udramatisk på samme tid. Ligesom landet og ligesom Peter Navarro-Alonsos orgelværk FAREWELL. Et farvel er et farvel. Et farvel er et farvel er et farvel, ikke et på gensyn. Der er ikke noget hasta la vista her, og der er ikke noget, der haster og ‘jeg ska’ vise dig’. FAREWELL er en stille afvikling af en hengiven relation. Det er en bevægelse væk – nøgtern, men ikke uden bevægelse. Til gengæld blottet for håb. Sådan må det må være. Kan det være anderledes?”

Savner du også de gode gamle dage, før alle filmeffekter blev skabt af computergenereret grafik? Så frygt ej! Eller måske bør du netop føle frygt. For The Guardian har i anledning af weekendens allehelgensaften lavet en liste over 20 ikoniske gyserfilm, berygtede for deres brug af specialeffekter. Herunder John Carpenters The Thing fra 1982: “I et af højdepunkterne løsriver en geologs hoved sig fra kroppen, får edderkoppeben og forsøger at ile væk.”

Journalist, forfatter og dokumentarist Nagieb Khaja er aktuel med sin første spillefilm, Løvehjerte, der handler om en ung mands forsøg på at forlade bandemiljøet, imens han kæmper med angstanfald, gæld og familieforhold. Khaja fortæller Informations filmanmelder Christian Monggard, hvorfor han har lavet en fiktionsfilm frem for en dokumentar: “Nogle gange kan jeg med fiktionen skabe en sandere historie end med dokumentarfilmen, fordi der er så mange ting, der forsvinder på grund af de udfordringer, virkeligheden giver”.

Teknomusikkens medstifter og gudfar Juan Atkins er død, 64 år gammel. Pitchfork har samlet reaktionerne på dødsfaldet, blandt andet fra Atkins’ hjemby Detroits borgmester Mary Sheffield: “Som teenager med en synthesizer og en stor idé forestillede han sig, hvordan fremtidens musik kunne lyde. Så skabte han den.”

+ Atkins blev interviewet af The Guardian i 2024: “Mine tekster skal få dig til at tænke på andet end at ryste røven på dansegulvet og blive forelsket. Jeg synes, at kunstnere har en forpligtelse til at sige noget meningsfuldt.”

++ Lyt til fremtiden.

Er man i bekneb for interessante kostumeidéer til den hastigt nærmende Allehelgensaften, kan man læse Ida Nyegård Espersens artikel i Information og lade sig inspirere af seks bud på udklædninger – nogle mere uhyggelige end andre: “For at blive et datacenter skal du trække en stor papkasse over kroppen […] Når du banker på naboernes husdøre, udbryder du ikke »slik eller ballade«, men »vand eller ballade«, hvorefter du maser dig ind i deres køkken og grådigt stikker din åbne mund under køkkenvaskens vandhane, inden du igen begynder at summe som et overophedet ventilationsanlæg.”

Og fra skræmmende udklædninger til ægte uhyrer. Franske Le Monde kortlægger i en minidokumentar, hvordan et venskab med filminstruktøren Woody Allen fik Jeffrey Epsteins forretning tilbage på benene og ind i Europas kulturelle og politiske elite – vel at mærke efter Epstein allerede var blevet dømt skyldig i at misbruge mindreårige. For det var åbenbart meget nemmere for Epstein og co. at begrave hans dårlige ry under bunker af popkultur og celebrity-overskrifter end at opføre sig moralsk forsvarligt.

Close All Tabs-podcasten har udgivet en særepisode som optakt til Allehelgensaften. Denne gang handler det om såkaldte creepypastas – altså gyserfortællinger og -myter fra internettet, der nærmest har fået karakter af vandrehistorier. I episoden undersøger tech-journalist Morgan Sung nogle af de mest kendte creepypastaer, og undervejs når hun endda at interviewe en kurator af hjemsøgte bamser og dukker: “Jeg blev ved med at fange glimt af [den hjemsøgte bamse] over Taylors skulder […] og da Taylor talte om at tage sig af ånder i efterlivet, sværger jeg, jeg så ham kvikke op.” Spooky. Glædelig Halloween!

Bør vi tale om andet end CO2-aftryk og klimakreditter i kampen for klimaretfærdighed? Grænser for omsorg er titlen på en ny debatbog, der handler om klimakrisen som en omsorgskrise. To af forfatterne Isak Winkel Holm og Mikkel Krause Frantzen – begge fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet – har gæstet podcasten Det Planetariske Bibliotek. Forfatterne har ikke blot skrevet bogen som forskere, men som bekymrede verdensborgere. Eller som Frantzen siger: “Der har ikke været nogen aktivismeangst forbundet med det her projekt.”

“Uanset hvad årsagerne til dumplingens globale triumf er, fylder det mig med håb. Hver gang jeg spiser afghanske mantu, argentinske empanadas eller østrigske kasnudeln, føler jeg, at disse små pakker forsøger at give mig en lille lektion i universalisme.” At dumplings er det ultimative bevis på medmenneskelighed, er en bakke, den schweiziske skribent Joseph de Weck gerne vil dø på. Underholdende lille klumme i The Guardian, hvor selv Ursula K. Le Guin bliver nævnt i forbindelse med de små dejlommer, der muligvis forener menneskeheden på tværs af landegrænser.

Techmilliardæren Elon Musk har ikke sine højreradikale tilbøjeligheder fra fremmede. Hans far Errol Musk var en ivrig fortaler for Sydafrikas apartheidsamfund, hvor Elon selv voksede op. Sydafrikaneren Imraan Coovadia fortæller om far-søn-forholdet i Current Affairs: “Det er svært at formidle det fysiske og moralske vrag, som apartheid-systemet efterlod sig, og selv at huske, hvad der dengang syntes at være dets uovervindelige tekniske og økonomiske magt. Gennem far-søn-duoen Errol og Elon er den ødelæggende magt blevet genoplivet og har formeret sig.”

Den latinske vending Memento Mori – på dansk: ‘Husk at du skal dø’ – kan måske virke en anelse morbid, men før i tiden var frasen faktisk ment som en påmindelse om at leve ud fra principper om kærlighed og godhed. Der findes derfor også en del pudsige Memento Mori-artefakter, og nogle af dem er endda på grænsen til det romantiske, som man kan se i Victoria & Albert-museets nyeste YouTube-video: “Man kan åbne [kistelåget] og læse inskriptionen, ‘Her ligger jeg og venter på dig’ […] Og det er jo både lidt creepy, men egentlig også en smule sødt.”

Skribent Laura Binnie har skrevet et morsomt og tankevækkende blogindlæg om begær, objektivisering og at arbejde i kundeservice hos en online sexshop: “Hvis fragmenter af en krop er erotiske, fordi de er passive, og disse dele bliver skræmmende, når de begynder at ligne et menneske for meget, må man spørge om den samme logik også strækker sig længere end sexlegetøj. For Graham var jeg ikke en kvinde, der sad ved et skrivebord og prøvede at hjælpe ham med at opspore hans manglende ordre. Jeg var et fragment, en ulegemlig stemme, som stod mellem ham og det, han begærede. Min ængstelighed og Grahams vrede handlede måske mindre om den røv, vi prøvede at finde, og mere om, at vi ønskede at blive genkendt som hele personer, frem for dele af en krop.”

I middelalderen var der som bekendt ingen streaming, men det betyder ikke, at man savnede actionpakkede historier; man havde nemlig riddervisen. For selvom mange måske antager, at middelalderen mest var fyldt med mudder og analfabetisme, var datidens foretrukne underholdning propfyldt med både blod, bandeord og nuanceret samfundskritik. I det nyeste afsnit af Mægtig Middelalder-podcasten fortæller vært og lektor i middelalderhistorie Thomas Heebøll-Holm om Kong Arthur, Raoul de Cambrai og 1200-tallets ridderviser.

I sommers gik en katolsk nonneordens podcast megaviralt på TikTok og Instagram. Podcastens popularitet fik hurtigt folk til at proklamere, at der var tale om en ‘Nun Girl Summer’ – i reference til sidste års ‘Hot Girl Summer’-trend. Men hvorfor gik en nonnepodcast overhovedet viralt? I det nyeste afsnit af podcasten Close All Tabs undersøger tech-journalist Morgan Sung, hvordan religion og især katolicisme er blevet en del af den popkulturelle zeitgeist hos nogle unge: “Vi leder efter noget autentisk og ægte, og med det åbner der sig også en interesse for det religiøse.”

“Forståelsen af klimakrisen opstod ikke af sig selv. Den blev bygget gennem årtiers forskning, journalistik og politisk debat. Biodiversitetskrisen har brug for samme opmærksomhed – og for en formidling, der forbinder naturtabet med klimaet og de øvrige planetære grænser […] Derfor har vi brug for medier, der følger forhandlingerne og holder regeringerne fast på både deres prioriteringer og resultater.” Ditlev Damhus, programkoordinator ved Aktion Amazonas, skriver til Globalnyt om mediernes mangelfulde dækning af COP17 og om konsekvenserne ved at skille biodiversitet og klima fra hinanden.

Allehelgensaften nærmer sig, og i år markerer dagen også 100-året for tryllekunstner og udbryderkonge Harry Houdinis død. Trænger man til en pause fra græskar-udskæring, kan man derfor lade sig inspirere af historienørd og amatørkok Max Miller. I sin nyeste YouTube-video giver Miller sig nemlig i kast med showmandens egen dessertopskrift fra 1916 – en brødbudding. Selvom Houdini-desserten er rimelig simpel, kommer den nok ikke til at erstatte det klassiske Halloween-slik lige foreløbigt, men man har da lov at håbe!

Nogle af os drømmer nok, mere eller mindre ubevidst, om mindre friktionsfyldte liv. Færre diskussioner, mindre besvær i hverdagen og bare generelt en glattere og blødere omgang med verden. Men ingen friktion, ingen omgang, som man kunne forestille sig en friktionsforsker sige. En tribolog, som det hedder. I Aeon har tribologen Jennifer R. Vail skrevet om friktionsforskning og friktionen som et livsvilkår — fra opfindelsen af hjulet til vikingernes langskibe. “Når folk taler om en friktionsløs verden, forestiller de sig, at alt bliver let. Men lethed uden modstand svarer til et hjul, der snurrer på stedet, bevægelse uden modstand.”

Den søde lugt af råd, synet af mug og orme og følelsen af snask og det ubehageligt våde. Ja, klamme ting er klamme. Men hvad vi finder klamt, har åbenbart også noget at gøre med, hvad vi stemmer. Følelsen af afsky og væmmelse er helt evolutionær; det skal fx til for at stoppe dig fra at spise rådden mad, men følelserne er også politiske. Deutsche Welle er op til midtvejsvalget i USA dykket ned i sammenhængen mellem væmmelse og politik. Et studie fra 2020 med titlen ‘Er væmmelse en konservativ følelse?’ kom frem til, at folk, der stemmer mere konservativt, finder andre ting klamme end deres modparter på midten og venstrefløjen. Et andet studie fandt, at hvis man bliver nemt frastødt, er man også mere tilbøjelig til at stemme konservativt.

Jess Uhre Rahbek, som er adjunkt på Designskolen Kolding, elsker Lego og har skrevet en hel bog om, hvorfor du nok også elsker de farverige klodser. MIT Press Reader har et uddrag fra bogen: “Da jeg var barn, elskede jeg Lego, fordi det gav mig mulighed for at stole på min kreativitet og udleve mine ideer uden begrænsninger. Men det var først flere årtier senere, at jeg fra et teknisk perspektiv virkelig forstod, hvorfor millioner af mennesker som mig finder disse små plastikklodser så magiske.”

+ Kommer børn, der bliver født i dag – som FN kalder generation plastik – til at lege med bæredygtige klodser? Det undersøgte Føljeton i 2024.

Den kinesiske filosof Sun Tzu formulerede for 2.500 år siden ‘kend din fjende’-lærereglen i værket Krigskunsten. I dag er vendingen mere floskel end filosofi, men det nyeste afsnit af Cybernauternes podcast Cybernormer er et godt eksempel på, at den stadig gælder. Vært Maia Kalkhe Lorentzen har nemlig interviewet anti-feminist, digitalkommunikationschef for Borgernes Parti og del af den danske manosfære Asger Garde. Når Garde ikke snakker sig selv i cirkler med uunderbygget pseudovidenskab, kan man få et vigtigt indblik i den misogyne verden, som perforerer både internettet og dele af virkeligheden.

er man cool, kikset, feminin, afslappet, systemkritisk eller bare kronisk online, hvis man kun skriver med små bogstaver? wired magazine undersøger tendensen til at skrive med minuskler, som det hedder på dansk, som bl.a. kan fungere som et statussymbol: “da [tech-ceo] jack dorsey i februar afskedigede 40 procent af sine medarbejdere, gjorde han det i et tweet skrevet udelukkende med små bogstaver. ‘jo højere stilling man får, desto mindre formelle bliver ens e-mails,’ fortæller michelle liang, en investor inden for teknologisk vækst, til mig. det skete sjældent, at nogen af jeffrey epsteins e-mails var skrevet med korrekt brug af store bogstaver.”

Eller i hvert fald den “amerikanske drøm”. Alt fra familiebilen og drømmekøkkenet til hyggelige stearinlys laves af fossile brændsler, og det er ikke noget tilfælde. Olieindustrien har bevidst gjort verden afhængig af sine produkter, skriver The Grist. Klimamagasinet undersøger industriens mange kampagner for sine produkter og spoler tiden tilbage til omkring 1900, hvor elektriske biler faktisk var ret populære. I hvert fald indtil der kom en billig bil på markedet, som kørte på benzin, hvilket indtil da havde været et stort set ubrugeligt restprodukt.