Hvem er det egentlig, der lytter og ser tre timers videopodcasts? Ikke særlig mange. Der er til gengæld mange, som ser korte udklip af dem. The Verge skriver om klip og klipperne, som får indhold fra podcastværter såsom Joe Rogan og streamere såsom looksmaxxer Clavicular til at gå viralt: “Klipperne behøver ikke at have nogen egentlig forbindelse til de emner, de klipper fra, og det klippede indhold behøver ikke at være kreativt, fornyende eller for den sags skyld interessant. Det er internettets brusk, de pladsholdere, som algoritmen suger ind og spytter ud.”

“KI har en superkraft: Evnen til at lagre alt, hvad Molière skrev, og alt, hvad Molière læste. Det kan vi mennesker ikke,” siger instruktør Mickaël Bouffard, som står bag et “nyt” værk af det franske svar på William Shakespeare, Molière, som døde i 1673. Teaterstykket er selvfølgelig ikke skrevet af Molières spøgelse, men i et samarbejde mellem den franske chatbot Le Chat og forskere på Sorbonne. The Guardian skriver om stykket, som anmeldere har kaldt både “slående, næsten foruroligende” og “en pastiche af dramatikerens værker”. Gad vide om Molière vender sig i sin grav?

Hvad har USA’s førstedame Melania Trump til fælles med techgiganten Palantir? Begge vil forsvare de magtfuldes ret til hemmeligheder, skriver filosoffen Slavoj Žižek i Information. Måske ikke den mest sammenhængende analyse, den slovenske filosof har præsteret — ikke desto mindre er man underholdt. Fx. når han skriver om Melanias benægtelse af en relation til Jeffrey Epstein: “Som filosof tænker jeg, at vi står over for negativitet i hegelsk forstand: Hvorfor forsvarer Melania sig imod noget, ingen beskylder hende for?”

“Sydafrika appellerede til konservative af de samme grunde, som Israel gør i dag: Det var en forpost for den vestlige civilisation i en region, hvor det europæiske herredømme var på vej ud.” Journalisten Andrew Ancheta har taget en for holdet, læst sydafrikansk apartheid-litteratur og skrevet om det i Current Affairs, hvor han trækker tråde til Israels besættelse af Palæstina. Kort fortalt bliver der lavet mange kognitive krumspring for at retfærdiggøre en etnostat.

En accepteret venneanmodning fra en tilfældig profil på Facebook blev til et fire år langt mareridt for danske Klara. Personen på den anden side af skærmen oprettede profiler i Klaras navn med samme profilbillede, men feedet var helt anderledes. Der blev fx postet videoer af tortur og mishandling. Da Klara anmeldte profilen, blev den lukket ned, men der dukkede nye op, og gerningspersonen begyndte at skrive beskeder til hendes venner. Klaras historie er én af de mange, der kan ses i DR’s dokumentarserie Forfulgt.

Amerikanske millennial-fædre ser deres børn meget mere, end fædre tidligere har gjort. Mere end dobbelt så meget som deres egen far og firedobbelt så meget som deres bedstefar. Nogle gør det, fordi de simpelthen elsker deres børn, andre, fordi de er bange for, at deres børn ikke får en god fremtid uden samværet, og endnu andre, fordi den generelle socialisering er faldet. Den amerikanske forfatter og journalist Derek Thompson udlægger de forskellige forklaringer på sin Substack, men minder også om, at mor stadig tager størstedelen af ansvaret.

Hvem ville vinde i en kamp mellem de to store troldmænd Gandalf og Dumbledore? The Guardian har lavet et finurligt læserinterview med Ian McKellen, hvor den legendariske Ringenes Herre-skuespiller svarer: “Hvorfor ville de overhovedet kæmpe? Men Gandy ville selvfølgelig vinde. Den oprindelige troldmand.”

Informations journalist Matthias Dressler-Bredsdorff har fundet ud af, at han bedst kan lide fodboldhold, når de taber. Den erkendelse har affødt en udmærket klumme om nederlagets besynderlige tiltrækningskraft: “Mit forhold til Liverpool mindede på den måde om mit forhold til venstrefløjen. Jeg syntes så klart, at klubben var flottest i modvind. En naturlig afledt psykologisk effekt: Toppen af pyramiden er sjældent noget rart sted at være, hvis man har brugt en længere periode af sit liv på pyramidekritik.”

“Landet blev så afhængigt af den tyske bilindustri, at nogle kaldte det et ‘audikrati’ – en udvikling, der blev hilst velkommen af ​​Angela Merkel, som i et årti vendte det blinde øje til, da Orbán blev mere og mere autoritær og korrupt.” Idéhistoriker Jan-Werner Müller skriver nekrolog over Viktor Orbáns regime. I den spritnye udgave af London Review of Books.

“Når vi har produktivitetsvækst, er det den del af væksten, der ikke bliver drevet af hoveder, hænder, maskiner og bygninger.” Nationalbanken er begyndt at arbejde med kunstig intelligens, de mener kommer til at bidrage positivt til dansk produktivitet. Men kan de være sikre på det? Og hvornår? Techmediet Radar stiller de rigtige spørgsmål og går ned i materien med nationalbankdirektør Signe Krogstrup og overvismand Carl-Johan Dalgaard.

Hvordan hænger tidens fascisme sammen med finanskrisen i 2008? Er Iran-krigen begyndelsen på enden for Trump? Hvordan føles det egentlig at være finansminister i Grækenland? Økonom og venstrefløjsikon Yanis Varoufakis svarer på det og meget mere i et gyldent afsnit af podcasten The Rest is Politics. Mod slutningen siger han om sin egen kortvarige karriere i politik: “Jeg tror, folk har en god forståelse for, hvor sjæleknusende det er på samme tid at være ærlig og politiker.”

På Whitney-museet i New York kan man lige nu se en samling af 732 polaroider, som Andy Warhol har taget mellem 1972 og 1973. Interview Magazine har fået lov at dele en håndfuld af dem, og der er skønne billeder af hans gravhund Archie og halvnøgne venner.

Tvillingesøstrene Freda L. Reiter og Ida Libby Dengrove arbejdede som retssalstegnere i New York City for rivaliserende nyhedskanaler i 1970- og 80-erne. Den ene var venstrehåndet, den anden højrehåndet, og de var begge virkelig dygtige. Se fx Reiters tegninger fra Watergate-retssagerne 1973-1975. Eller tjek mange af Dengroves tegninger, som er blevet digitaliseret her. Du kan også nøjes med at se et lille udvalg i denne Bluesky-tråd.

“Højreradikale har i årevis forsøgt at inspirere magtfulde politiske spillere indirekte gennem aktivisme, debatarrangementer og aviskronikker. De har også forsøgt at få foden indenfor hos de politiske partier, så de kunne påvirke dem indefra og – ideelt set – formulere deres politik for dem.” Forfatter og idéhistoriker Mathias Hee Petersen gennemgår højreradikalismens tætte forbindelser til de etablerede politiske partier og opfordrer danske medier til at dechifrere højreradikalismens indtog i politik.

Wake Up To Politics gør overblik over alle de gange, Donald Trump har annonceret nye politiske forslag på Truth Social og sammenligner det med, hvor ofte de så faktisk bliver gennemført. To ud af tre gange sker det ikke.

“Når vi ser den hastighed, hvormed denne udvikling skrider frem, er det tydeligt, at vi er nødt til at sabotere denne teknokratiske ideologi for fremtiden,” siger den tyske fysiker Guido Arnold. Arnold er mistænkt for at være inspirationskilde for et stort netværk af venstreekstreme grupper, der kontinuerligt angriber tysk energiinfrastruktur i bl.a. anarkismens navn. I januar lykkedes det dem at forsage det største blackout i Berlin siden Anden Verdenskrig. Politico har slået sig sammen med WELT og kortlægger et netværk af sabotører.

Hvad gik man med i stenalderen? Den danske, men engelsksprogede Substack om noget så nichet som tekstiler kaldet ‘Textile Archeology’ skriver om kropstemperaturer, dyreskind og menneskets bevægelser for en million år siden.

Vi bliver i tøjet. Ser man billederne fra mandagens Met Gala, er det tydeligt: Rige mennesker har ingen stil. Men sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor samfundets – og USA’s – allerrigeste mennesker ikke bare gik i den samme sweatshirt hver dag, men derimod med tophatte og tiaraer. Så hvorfor ligner rige mennesker ikke rige mennesker længere? Svaret er at finde i de skatter, som de rigeste betaler, siger modejournalisten Avery Trufelman i det seneste afsnit af sin eminente podcast Articles of Interest.

Medmindre man er usædvanligt glad for insekter, vækker tanken om en kakerlak næppe kærlige følelser. Sådan bør det dog ikke være, hvis det står til zoologen Jo Wimpenny, som i sin nye bog Beauty of the Beasts forsøger at aktivere vores fascination for jordklodens mest forhadte kryb og kravl. Wall Street Journal bringer en anmeldelse, der tjener som en god indføring i værkets kriblerier: “Uden [maddiker og kakerlakker] ville vi leve i en verden af råddenskab og pestilens.”

Første maj er efterhånden nogle dage siden. Alligevel kan man godt tåle at læse forfatter Knud Romers sylespidse samfundsrevsning i Altinget bragt på kampdagen: “Selvfølgelig har det altid været tilfældet, at det er den økonomiske og militære magt, som sætter sig igennem lige meget hvad, men vi er gudhjælpemig nået dertil, hvor det er muligt at begå krigsforbrydelser og folkedrab uden at blinke og institutionalisere en åbenlys korruption, som ikke en gang gider at trække elefanthuen ned over sit grimme fjæs.”

Alan Moore — nok mest kendt for sine tegneserier som V For Vendetta og den dertilhørende Guy Fawkes-maske — kommer snart med en ny roman. I den anledning har magasinet The Observer lavet et interview med den 72-årige forfatter, som kommer ind på tegneserieindustrien, han kalder “giftig”, og tidens politiske omvæltninger. Da journalisten spørger ‘Hvad mener du med ‘den gamle verden’?’ svarer Moore pudsigt og opløftende: “Vildskaben i den højredrejning, vi har set de sidste ti år. Jeg kan ikke tilskrive det andet end en desperat fornemmelse af, at de og deres politik ikke tilhører fremtiden.”

En ukrainsk soldat på fronten måtte søge dækning i en nærliggende skyttegrav, efter at hans makker var blevet dræbt af en russisk drone. I skyttegraven sad der til ukrainerens overraskelse en russisk soldat, som tilfangetog ham. Den ukrainske soldat fortæller om de to ugers fangenskab i graven, hvor russeren – en stofmisbruger, der var kommet direkte fra fængsel til fronten – gav ham ét stykke chokolade og ét skruelåg fyldt med vand om dagen til at overleve på. Beretningen bringes hos The Guardian.

“Et socialdemokratisk samfund kan ikke også være et multikulturelt samfund,” siger Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad, på en charmeoffensiv i det vestlige Sjælland. Partiets stemmemæssige nedtur fortsætter, og Vad er taget til sin valgkreds for at forhøre vælgerne om, hvad Socialdemokratiet burde gøre anderledes. Dagbladet Information er taget med Vad på udflugt “for at finde ud af, hvad der sker for Socialdemokratiet. Folketingsvalget var partiets dårligste i 120 år. Sidste års kommunalvalg det ringeste siden kommunalreformen. Forrige års europaparlamentsvalg det værste nogensinde. Aldrig har så få af danskerne stemt på socialdemokraterne. Hvor efterlader det Danmarks sidste store parti?”

Midt i Gazas altomfattende ødelæggelser af bygninger og veje, mellem murbrokker og småsten, er der åbnet flere “luksuscaféer- og restauranter”. Steder med dyre materialer og elegante stole. Er ‘normalen’ ved at komme tilbage i Gaza? Nej. “Langt størstedelen af Gazas befolkning bor i telte, har hverken strøm eller drikkevand og lider under tabet af deres levebrød.” Den palæstinensiske skribent Eman Abu Zayed skriver i Al Jazeera om bagsiden af den nye udvikling.

“Det giver mening, at sådan en bog skulle komme fra den iberiske nation kendt for deres tapas … Her er servietter ikke bare en fin detalje eller til dekoration, men en essentiel del af måltidet.” Den spanske fotograf Felipe Hernández har igennem ti år samlet på servietter fra forskellige barer og restauranter i landet og samlet dem i en fotobog i servietstørrelse. Its Nice That har et interview med fotografen, der belyser de små, kulturelle samleobjekter, der er nemme at overse i hverdagen. Som fx tændstikæsker.

“Det er ingen gåde, hvorfor de ældre gerne vil beholde deres privilegier. At de kan beholde dem så nemt skyldes i høj grad, at gerontokratiet har været en tidsalder med skatteoprør på vegne af de landbesiddende. Et hus er ikke bare et sted at bo; ældre mennesker kan også have fanatiske attituder omkring forstyrrelser af deres ejendom.” I USA er ældrebyrden ikke så meget en byrde som et gerontokrati, hvor de ældre amerikanere holder på magten og pengene – og fylder så meget i amerikansk politik, at unge kandidater har svært ved at vinde frem. Medianalderen i Kongressen har i mange år været over 60. Samuel Moyn, forfatter til den kommende bog Gerontocracy in America, skriver om den amerikanske ældrekrise i Harpers Magazine.

“Jeg har aldrig haft en drøm om at være politiker”. Alternativets nyvalgte folketingsmedlem Elise Sydendal bliver interviewet af Uniavisen og forklarer blandt andet, hvordan New Yorks borgmester Zohran Mamdani inspirerede hende og hendes medaktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse til at starte den danske bevægelse Jordskred, der fik tre af fem kandidater valgt til Folketinget. “Jeg håber, vi har fået noget ægte klimahandling. Ikke bare på papiret, som regeringen har været mester i i mange år.”

“Javist, mange unge mænd er i eksistentiel vildrede. Men prøv et øjeblik at lukke øjnene, og se ham for dig, den unge mand, der tales om. Er han hvid? Fortab dig ikke i hudfarven, for det er ikke pointen, men notér dig, at der findes en parallel fortælling, som sjældent får samme opmærksomhed. Den fortælling handler om den unge, brune mand. Han er et menneske iblandt os, der på én gang frygtes, udpeges som samfundsproblem og samtidig overses. Han optræder i statistikker og tabloide overskrifter. Han er genstand for udstilling, formaninger om at sænke skuldrene i biografen og belæring om at lægge sin ‘herrefolksmentalitet’ fra sig i shoppingcenteret. Langt sjældnere får han lov at fremstå som et tænkende, sammensat subjekt med følelser, håb og helt almindelige, genkendelige kvaler.” Føljetons tidligere Gâzâ Brîef-skribent Poyâ Pâkzâd skriver som altid eminent hos Dagbladet Information.

Hvilke nulevende kunstnere har defineret amerikansk musikhistorie? The New York Times’ kritikere samler deres bud på dette øjebliks kulturkanon.

Da stort set alle billeder, der findes af Stefan Zweig er i sort/hvid, skal det ikke kunne siges, om hans brilleglas var rosenrøde. Det var hans forfalden til nostalgi til gengæld, skriver den britiske forfatter Hari Kunzru om ‘The Habsburg International‘, altså Zweig. Livet i den centraleuropæiske hovedstad omkring Fin de siècle havde forkælet den unge æstetiker med utallige talte sprog og et sprudlende kunst- og kulturliv. “’Før 1914,’ skrev [Zweig] med en slags priviligeret naivitet, ’tilhørte jorden hele menneskeracen. Alle kunne gå derhen, han ville og blive så længe, han havde lyst. Ingen tilladelser eller visa var nødvendige, og jeg er altid tryllebundet af unge menneskers forbløffelse, når jeg fortæller dem at før 1914, rejste jeg til både Indien og Amerika uden et pas.’”

“Når man internaliserer de formodede regler i et spil, er det svært at huske, at vi har fundet på de her regler. Vi kan når som helst stoppe med at spille spillet … men hvordan kunne livet mon se ud bagefter?” Der er rigtig meget lort på internettet. Men nogle steder opstår der noget fuldstændig magisk. Som magasinet Game Poems. Det er et online browserbaseret litteraturmagasin, der formidler poesi i spilform. Altså er hver af de små videospil en poetisk praksis i sig selv. Underskønt. Du kan spille det her.

‘I think the dance floor is dead, so now we’re making rock music,’ lyder det på ny Charli xcx’ kommende plade, som hun spiller for en Vogue-journalist. Den britiske udgave af modemagasinet portrætterer kvinden bag Brat. I interviewet cementerer hun, at rocken for alvor er tilbage – og det med guitar. “’For mig er det sjovt at flippe formen. Vi ved, at der kommer til at være folk, som har et problem med det, men det er fint.’ Sangen om, at dansegulvet er dødt, kommer dog til at kaste nogle virkelig kedelige think pieces af sig, siger jeg til hende. ‘Det ved jeg,’ siger hun og skærer en grimasse.”

+ Apropos think pieces, her er ét: ‘Hvordan rocken blev cool igen‘ (GQ).

“Jeg ved det i alle mine celler, at velkendtheden er kortvarig,” citerer Politikens Jes Stein Pedersen Emmy Laura Pérez Fjallands nye bog Skumringsvers fra den sydskandinaviske regntid (2026). Bogredaktøren har inviteret Fjalland, der skriver Føljeton-nyhedsbrevet Jordbo, på besøg i podcasten ‘Bøger der gør verden større’. Det er en fin og eftertænksom snak om at læse landskaber, gentænke naturen og om at være en del af noget større i skumringstiden.