“Ligesom vi i dag bekymrer os om stress, var man i middelalderen klar over, at for stort ansvar kunne gøre en person syg, og man mente, at mænd med høj status var særligt udsatte,” skriver historikeren Katherine Harvey i Aeon. Selvom de ikke havde diagnoserne, som vi kender i dag, viser gamle dagbøger, at folk var stressede, ængstelige – fx omkring den sorte død – og deprimerede. Mens noget af middelalderens medicin, herunder strudselever eller saffron, nok ikke er kuren til et godt mentalt helbred, var der også mange forebyggende remedier, som vi bruger i dag – og måske burde benytte os af i højere grad: Motion, hænge ud i haver, samvær, kunst og musik.

For en uge siden døde den amerikanske forfatter Annie Dillard, som vandt Pulitzerprisen for bogen Pilgrim at Tinker Creek, 81 år gammel. Men hendes stemme lever videre, skriver The New York Times Magazine: “Ingen skrev sætninger som hende: tætte, musikalske, slagkraftige, mærkelige. ‘De gamle brosten var blege, pukkelryggede ovaler som brød,’ skriver hun om gaderne i Pittsburgh. Hun elskede at trække ord ud af deres normale sammenhæng og sætte dem ind, hvor de ikke hører hjemme, hvilket skabte små overraskelser: ‘Himlen kvæles af træer.’ Hun var fremragende til sammenligninger, og hun anvendte dem, ligesom hun gjorde alt andet, uden den mindste tilbageholdenhed: ‘At se en delvis solformørkelse har samme forhold til at se en total solformørkelse, som at kysse en mand har til at gifte sig med ham, eller som at flyve i et fly har til at falde ud af et fly. Selvom den ene oplevelse går forud for den anden, forbereder den dig på ingen måde på den.’”

Til den rutinemæssige nakkefoldsscanning fandt journalist på Zetland Helle Fuusager ud af, at hendes fosters hjerte ikke længere bankede og blev efterladt med række spørgsmål: “Er det et tab? Eller bare naturens gang? Og hvad er det overhovedet, jeg har mistet? Har jeg mistet et barn, en fremtidsdrøm eller ingenting?” Det viser sig, at disse spørgsmål er en del af et større opgør i den danske sundhedsverden. “For mig er det at udskille syge fostre ikke en sygdom,” siger overlæge og chef på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard til Fuusager. “Det er et vilkår, og den anden skole vil med djævlens vold og magt kalde det en sygdom.”

“Inden for ‘moderskabsinstitutionen’ – en patriarkalsk ramme af underkastelse og kontrol adskilt fra den levede oplevelse af moderskabet … – bliver en kvinde sekundær til sit ufødte barns overlevelse. Mine madlyster er selviske, og jeg bliver spurgt, hvorfor jeg ikke bare kan vente ni måneder med at tilfredsstille min cravings.” Madskribenten Allison Tan – alias Sapphire Ketchup – har skrevet et essay til onlinemagasinet O.cult om skam, graviditetscravings og selvoptagethed.

Nyhedssatireshowet Last Week Tonight med John Oliver er tilbage efter en måneds ferie. Som sædvanlig ligger afsnittet gratis tilgængeligt på YouTube dagen efter, det er blevet sendt på HBO. I søndagens afsnit zoomer han ind på den private sygeforsikring UnitedHealth Group, USA’s tredjestørste virksomhed. I ‘the land of the free’ er der nemlig ingen mere fri end et monopolistisk, profitsøgende firma. Det er svært ikke at tilslutte sig John Olivers forhåbninger om at UnitedHealth Group “[får] eksplosiv diarré. Ikke kun for én nat, men hver evig eneste nat”.

Videnskab.dk har udgivet et nyt afsnit af podcasten ‘Brainstorm’. Her undersøger værterne Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen 100.000 år gamle streger på sten og æggeskaller fundet i to grotter i Sydafrika. Og selvom lidt grus og køkkenaffald kan lyde ligegyldigt, viser fundene noget helt specielt. Nemlig selve menneskehjernens udvikling: “De streger, som vores forfædre lavede på sten og æggeskaller, kan man se som […] en forlænget del af deres sind, eller mere præcist, deres kognition.”

Wired interviewer forfatter Emily St. John Mandel, som står bag bestsellerbogen Station Eleven om tiden efter en influenzapandemi, der har hærget verden. Bogen udkom i 2014, og efter corona blev hun kendt som en pandemiprofet. Mandel er aktuel med en ny roman, og denne gang forestiller hun sig to mulige fremtider for USA: En totalitær stat og kaos efter en borgerkrig. Hun begyndte at skrive i 2022 – før Trump 2.0 – og undervejs har hendes kone været nervøs for, om virkeligheden ville spoile fiktionen.

Marokko har navngivet en 1.055 km lang motorvej efter Donald Trump, nok fordi han i 2020 anerkendte Marokkos suverænitet over det omstridte område Vestsahara. Ifølge Politico, der har roadtrippet langs motorvejen, siger den en del om Vestsaharas fremtid. Det ser ikke godt ud.

Forlaget A Mock Books podcast Det planetariske bibliotek har fået besøg af Informations Bodil Skovgaard Nielsen til en snak om den amerikanske kritiker Susan Sontag og værket Om sygdom (1978). Bogen udkom i sommer i dansk udgave med forord skrevet af Skovgaard Nielsen. Som forlægger Karsten Wind Meyhoff pointerer i podcasten: Der findes et Sontag-essay til stort set alt. Det lever vi også efter her på kontoret:

+ Genlæs Anders Rod Thomsens essay om Snapchat og Susan Sontags Om fotografi. 

++ Eller Emilie Ewalds anmeldelse af filmen The Substance og Sontags geniale essay On the Double Standard of Aging. Essayet dukker også op i Astrid Plums anmeldelse af Yorgos Lanthimos film Poor Things.

+++ Og her Sontags essay ‘Fascinating Fascism’ fra 1975 om fascistisk æstetik, KI-slop og kropspolitik i nutidens USA.

The New York Times har spurgt en række amerikanske 10-årige børn, hvordan de tror, verden kommer til at se ud i 2050 (blød betalingsmur). Der er få lysglimt i krystalkuglen, som ellers er fyldt med kunstig intelligens, færre venner, 3. Verdenskrig og Donald Trumps ansigt på 200 dollarseddelen.

“Ventetiden blev sværere at acceptere. I takt med at tiden gik, blev noget, der tidligere blot havde været teoretisk, pludselig påtrængende. Jeg studerede ultralydsbillederne som en spøgelsesjæger på udkig efter tegn – på hvem hun mon var, og hvad hun måske allerede vidste.” Millennialgenerationens stemme Lena Dunham er blevet mor. Det har hun skrevet et essay om i Vogue, der handler om mødre og den svære kunst at købe babytøj. Hvorfor bliver alle småpiger klædt ud som malkepiger?

“Endetidsfascisme er en fascisme, som er i dialog med eksistentielle kriser i planetisk målestoksforhold; en fascisme, der tager denne verdens undergang for givet,” forklarer forfatter Naomi Klein. I anledning af den nye bog End Times Facism and the Fight for the Living World har hun og medforfatter Astra Taylor været forbi The New York Times’ podcaststudie og talt med David Marchese om endetidsfascisme, uhellige alliancer på højrefløjen og techgiganter, der arbejder mod verdens undergang.

Byen Predappio, hvor Benito Mussolini blev født og begravet, har længe været afhængig af den henrettede diktator. Han tiltrækker nemlig besøgende, der bidrager til den lokale økonomi. Før 1957 var Mussolinis krop gemt væk i et skab i et kloster, men den kristendemokratiske premierminister Adone Zoli gav diktatorens familie lov til at få de jordiske rester hjem til familiegraven. Siden har op mod 100.000 mennesker besøgt graven hvert år. Det er dog ikke kun nysgerrige turister, men også en del neo-fascister, der kommer på besøg. Journalist Dani Garavelli har besøgt den italienske by dagen før Il Duces fødselsdag. I London Review of Books beretter hun om at befinde sig blandt folk iført nazi-bind og et museums ucensurerede gæstebog: “Den var også fuld af beundrede, racistiske budskaber. Jeg bladrede om til bagsiden, hvor nogen havde tegnet en tegneseriefigur, der smed et hagekors og en økse i en skraldespand. ‘Denne bog er skrald,’ havde vedkommende skrevet. ‘Fuck Benito og fascisterne.’ Nederst, med mindre skrift, havde vedkommende tilføjet: ‘Men det er da et fint museum!’”

Palæstinas Oscar-bud Citizen Osama havde premiere på dette års filmfestival i Venedig, men instruktøren bag filmen, Ahmed Hassouna kunne ikke rejse fra Gaza til Italien. Filmmagasinet Ekko har interviewet Hassouna over skrift: “I løbet af et år ser vi Osama forsøge at være journalist, far og ægtemand på samme tid, mens han lever gennem frygt, fordrivelse og mangel på de mest grundlæggende fornødenheder. Osama er selvfølgelig bare ét eksempel blandt tusinder af palæstinensere, der leder efter mad og sikkerhed, og som forsøger at beskytte deres familie og overleve. Men for mig kan disse små, menneskelige detaljer sige mere om krigen end et bredere portræt. Det er også en vigtig del af det palæstinensiske billede, jeg ønsker at præsentere: et menneske, som elsker livet og holder fast i håbet selv under de mest vanskelige omstændigheder.”

“Nu vidste hun, at hun elskede ham. Hun elskede ham så voldsomt, at resten af verden var forvandlet til en stram, meningsløs knude, bortset fra landskabet, der stadig befandt sig uden for dem, neutralt, med sit orgasmiske sommervejr. Når der ikke var motorbåde, svømmede hun nu sammen med bjørnen, svømmede i timevis, plaskede og fiskede smukke sten til ham, som han med alvorstung mine tog imod og holdt op til sine nærsynede øjne.” En kvinde forelsker sig lidenskabeligt i en bjørn. Weak Press bringer et uddrag af Marian Engels Bjørnen fra 1976, der udkommer på dansk i næste uge.

I sidste uge blev rapperen Macklemore afskediget som opvarmer for popstjernen Ed Sheeran efter at have udtalt sig pro-palæstinensisk ved en koncert. Nu har fire andre opvarmere, herunder Lukas Graham, sagt op på turnéen i solidaritet, og selvom det kan lyde som ligegyldigt kendissladder, er der ifølge Soundvenue mere på spil: “Spørgsmålet er, om den neutrale position stadig er mulig at indtage for en stor popstjerne. Uanset hvor modvilligt, han garanteret har gjort det, er Ed Sheeran jo endt med at vælge side. Eller som Macklemore formulerer det: Der findes ingen neutral position mellem undertrykkeren og den undertrykte.”

Skribenten Adesola Oni-Doings har på sin ‘Yes, it is that deep’-blog taget fat i Lindsey Clancy-sagen – en igangværende retssag om hvorvidt Clancy kan holdes til ansvar for at have slået sine børn ihjel, efter hun blev afvist behandling for en dyb fødselspsykose. Desværre bruger antifeministerne også Clancy som et eksempel på kvinders ‘hormonelle uforudsigelighed’ og dermed en grund til at betvivle kvinders ret til fx at stemme eller besidde lederposter. Oni-Doings giver ikke en døjt for idéen om rettigheder som noget, man gør sig fortjent til: “Det burde være muligt for kvinder at have meninger, som du ikke nødvendigvis er enig i, at begå fejl eller være dårlige mennesker, uden at vores menneskelighed pludselig er til forhandling.”

Kærlighedserklæringer kan fås i mange former – lige fra sonetter til buketter. En mere diskret måde er at sætte et billede af den, man elsker, som baggrunden på sin mobiltelefon. Altså et memento i lommestørrelsesformat meget lig den famøse fotomedaljon eller det klassiske tegnebogsbillede. Konceptet er faktisk en del ældre, end man lige skulle tro. Victoria and Albert-museet i London har lavet en YouTube-video om en smykketrend, som tog 1700-tallets romantikere med storm: øjenminiaturen.

Vi kender vel allesammen den person, der føler sig nedslået over at gå på arbejde, fordi deres indsats kunne erstattes af kunstig intelligens. “Hvad sker der med et samfund og dets erhverv, hvis en hel gruppe af arbejdstagere fra den ene dag til den anden mister troen på deres karriere?” spørger magasinet Noema i et essay om den nedslåethed, der synes at præge folk, der arbejder med teknologi: ‘Hvorfor er alle i tech så triste?’

Tirsdag udkom Naomi Klein og Astra Taylors nye bog End Times Fascism, som vi har pippet om et par gange. Magasinet Cultured har et uddrag fra bogen, hvor de to forfattere beskriver, hvordan Donald Trump har gjort sin politiske eksistens afhængig af Silicon Valley: “Siden han vendte tilbage til Det Hvide Hus, har Trump brudt mange valgkampsløfter, der var vigtige for hans vælgerbase blandt arbejderklassen … Men når det gælder de løfter, han afgav over for Silicon Valley, har han holdt sit ord.”

“Der udbredes i øjeblikket en bestemt fortælling om folkeretten. I sin enkleste form lyder den, at den internationale retsorden er ved at smuldre … Der er noget om den historie. Men der er også en parallel historie, der ikke får samme opmærksomhed, og som peger i næsten den modsatte retning. For faktum er, at internationale domstole aldrig har haft mere travlt.” Essay af de to kriminologiforskere Kyra Wigard og Mikkel Jarle Christensen i Dagbladet Information (gavelink).

US Open er ovre efter kontroverser om irriterende influencere, et slidt stadion og distraherende hashlugt. I sidste ende løb Alexander Zverev med sejren hos herrerne, mens alletiders mest Grand Slam-vindende mandlige tennisspiller Novak Djokovic måtte se sig slået allerede i første runde. Tiden er altså ved at løbe fra Djokeren. Så meget desto bedre grund er der dog til at mindes hans storhed – og hele måden, hvorpå han inkarnerer serbisk trodsighed, også kaldet inat. New Lines Magazine har et godt portræt med fokus på, hvordan Novak Djokovic i høj grad er formet af borgerkrigen og Nato-bombningerne under hans barndom i Beograd.

“Det er et gennemgående tema blandt kvinderne på FOSPA, at naturen ikke er en adskilt størrelse, som kan beskyttes gennem et naturreservat eller en klimamålsætning. En flod er samtidig drikkevand, mad, økonomi, kultur og spiritualitet. De oprindelige folk opfatter sig ikke som opdelte fra naturen, men som en del af et større hele. Vi er alle sammen forbundet, og vores levemåde og handlinger påvirker og er påvirket af hinanden og alle andre.” POV International har en reportage fra det 12. Panamazoniske Sociale Forum (FOSPA) i Ecuador, hvor godt 2.500 deltagere diskuterede bevarelsen af Amazonas – og retten til at blive hørt.

Børn bliver øjensynligt dårligere og dårligere til at læse og regne, og pilen peger for mange bekymrede voksne på forbruget af såkaldt ‘brain rot’-indhold på sociale medier: Meningsløse sjaskevideoer af syngende toiletter og antropomorfe frugter, der ikke leverer meget andet end tom visuel stimuli. Men altså, hvor meget skade gør de egentlig? I et essay i New York Times fortæller forsker i digital kultur Maxi Heitmayer om sin undersøgelse af netop det: “Da vi talte med generation Z’ere om ‘brain rot’, hørte vi velovervejede — om end ubehagelige — udtalelser, der skitserede en generations reaktion på de kulturelle forhold og det overvældende informationsmiljø, den har arvet.”

Det virker åbenlyst, men det er ikke sundt at bruge de fleste af sine dage på at snakke med en computer. Ugentligt viser mere end én million mennesker, der bruger ChatGPT, tegn på mani og mental ustabilitet. I gamle dage troede man, at folk, der blev lidt skøre, havde vokset en sten i hovedet, som gjorde dem vanvittige, og som man kunne tage ud. I dag kan folk få en psykose af ChatGPT. I en ny sæson af podcastserien Black Box møder The Guardian flere personer, der ryger længere og længere ned i et vanvidshul, chatten har skabt, og som tror, de har løst alle verdens hemmeligheder. Man kan tage manden ud af chatten, men det er sværere at få chatten ud af manden.

Han er grundlægger af det tidligere lejesoldatsfirma Blackwater, ville privatisere krigen i Afghanistan og udvikler dronesværme for Ukraine. “Han er kontroversiel selv for amerikanske standarder. Han støttede aktivt Trump og Maga-bevægelsen, men både hans kontrakter og skandalerne … med Blackwater har gjort, at demokrater og progressive ser ham som en utroligt problematisk aktør.” Lektor i krigsstudier Martin Lemberg-Pedersen tegner et farligt medrivende portræt af våbenmilliardær Erik Prince, der har kontrakter og kontakter over hele verden. I Globalnyts podcast Højtryk forklarer han, hvad Prince fortæller os om en verden, hvor private selskaber spiller en større rolle i krig og ikke længere kun byder ind med lejesoldater, men også et “netværk på tværs af forsyningskæder og finansieringsmodeller”.

Den italienske politiker og tidligere EU-kommissær Emma Bonino, der var med til at lovliggøre abort i 1970’ernes Italien, døde i fredags. “Hun var voldsomt stædig — hun røg under hele sin behandling for lungekræft — og gik i sultestrejke, mens hun kæmpede for, at abortpillen skulle gøres tilgængelig i Italien (hvilket skete) og blev anholdt i New York City under AIDS-epidemien i et forsøg på at tvinge byen til at udlevere rene sprøjter til stofmisbrugere,” skriver The New York Times i en nyhed, der fungerer som en udmærket nekrolog over, hvad Bonino var for en:  ‘Jeg hører ikke til på venstrefløjen,’ sagde hun … i 2018, ‘jeg er en ra-di-kal li-be-ral,’ og holdt pause mellem de fleste af stavelserne.” Tirsdag er der statsbegravelse i Rom.

“Så … hvad er dit take?” Den evigt solbrillede komiker Kareem Rahma har forladt metroen og de utallige holdningers helle og er rejst til Damaskus for at tage en taxatur i Syriens hovedstad efter krigens afslutning. Han prajer den tidligere FedEx-chauffør og nuværende turistguide Bashars taxa: “Lad meteret køre, og kør mig hen til dit yndlingssted.” De to mænd og det lille filmhold starter ved en kaffebar fuld af minder og cigaretter og kører rundt i byen, hvor gaderne så smalle, at “katten har mistet sin sol”, som en syrisk talemåde lyder. Det er helt fortryllende godt selskab, især når Bashar dvæler ved de sidste 15 års krig og beslutningen om at tage tilbage til landet for at se sin døende mor og kobler det til ‘Chiqitita’ og hans kærlighed til ABBA.

Sommerens hedebølge fik vandstanden til at falde i Europas næstlængste flod Donau, og op ad mudderet dukkede der en masse vragrester frem fra Anden Verdenskrig. Synet af naziskraldet, der genopstår af det ulækre dynd, har fået Naomi Klein og Astra Taylor til at drage paralleller til nutidens politiske klima: “Det, vi står over for, er ikke en gentagelse af tidligere tiders autoritarisme. I stedet er det dens efterfølger … Vi kalder denne skræmmende nye udvikling for endetidsfascisme.” Vil man forstå deres begreb, skal man vente til næste uge, hvor Klein og Taylors nye bog udkommer.

Det amerikanske retssystem er allerede i gang med at forholde sig til, om en chatbot kan dømmes for retten. Bloomberg undersøger problematikken: “Vi ved, at disse agenter er i stand til at medvirke og tilskynde til skade. Det, vi kæmper med nu – ligesom så mange dommere i middelalderen, der grublede over grisens indre liv – er, hvordan vi skal fordele ansvaret, når de gør det.”

“’Pas på dig selv. Det er der ikke andre, som gør,’ sagde min morfar, når han ansatte nye medarbejdere, for han kendte udmærket de forgiftningssymptomer, som man fik af arbejdet på fabrikken.” Mindeord om Cheminova fra Johanne Mygind, forfatter til bogen Giftig og barnebarn af Aksel Mygind, der i syv år var driftsdirektør på den nu lukkede fabrik, der forurenede grundvandet, ødelagde dyrelivet og øgede kræftforekomsten.

De überrige har ikke tid eller tålmodighed til at lægge et frø i jorden og vente på, at det bliver til et fuldvoksent træ. Hvorfor ikke bare købe et afrikansk baobabtræ for 500.000 dollars? Som Tom Cox, medstifter i et firma, der køber og omplanter nogle af verdens største og tungeste træer, siger til The New York Times: “Folk, der har råd til det, vil have det største, og de vil have det bedste af alt, og de vil have det nu.” Selvom vi godt kan lide, at træer betragtes som værdifulde, føles denne overklassetendens en smule dystopisk.

“Et af de reneste udtryk for vores afmagt over for modernitetens patologier er, at vi altid deponerer dem hos børnene. Forbud mod sociale medier for børn under 15. Kollektiv alarm over elevernes læseevne. Som om vi ikke alle sammen bruger for meget tid på vores telefoner, som om metroen og køen i Netto ikke er fuld af voksne mennesker med nakken bøjet ned over små videoer, hvor der ‘sker noget nyt’. Hele tiden noget nyt. Som om det ikke også rammer forældrenes opmærksomhedevne, som om Netflix ikke er nødt til at lave serier med stadig mere primitive plot, som om børnenes problemer ikke også er vores problemer.” Midt i snakken om Pisa-undersøgelsen, der konkluderede, at danske børn er historisk dårlige til at læse, minder Dagbladet Informations Mathias Sindberg om, at det ikke kun gælder dem.

Københavns Universitet vil bruge 110 mio. kr. på at integrere kunstig intelligens i bl.a. undervisningen. Det har fået tyskstuderende Nina Leonora Himmerslev til at tage det uperfekte sprog i forsvar: “Jeg vil langt hellere læse e-mails, romaner og akademiske opgaver med sproglige fejl og særpræg, end jeg vil læse en død tekst, som er skabt som det mest sandsynlige svar på en prompt. Hver eneste gang, jeg ved et tilfælde snubler ind i en [KI]-produceret tekst, får jeg omgående lyst til at lave hovedspring ned i en pool fyldt med dårlig kommatering, manglende nutids-r og flere sammenblandede ordsprog end i samtlige sæsoner af Paradise Hotel tilsammen.”

Det spøger i Vestbalkan. Mandag blev den dømte krigsforbryder Ratko Mladic begravet i Beograd med en ceremoni, som nogle – bl.a. flere EU-ledere – har pointeret var lige lovligt hyldende med tanke på, at mandens øgenavn var ‘Slagteren fra Bosnien’. Journalisten Anders Stubkjær har været i Sarajevo til sikkerhedskonference, hvor stemningen er presset. “En kvinde, der som barn levede i Sarajevo under belejringen, viste mig og andre rundt i den indre by efter konferencen. ‘Min optimisme har forladt mig’, sagde hun opgivende.”

Jurassic Park-filmtrilogien gjorde måske dinosaurussen til et kulturelt fænomen, men den opfandt ikke dinosaur-filmgenren. Den ære går til ‘Prehistoric Peeps’-stumfilmen fra 1905. Det er dog de færreste, der har set den 121 år gamle film, og det skyldes mest af alt, at filmen hverken er tilgængelig online eller på dvd. Det eneste sted, man kan se den, er på computerne i Det Britiske Filminstituts Ruben-bibliotek i London. Eller sådan var det i hvert fald indtil for nylig. Dinosaur-connaisseur Sergej Bodnartjuk har fået lov til at vise filmen på sin YouTube-kanal – for evigt. Glædelig lillefredag og husk popkorn!