3. juni 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En sækfuld af protester

Man kan protestere på mange måder. Arrangere en march, lave borgerforslag, støtte politikere og meningsdannere, du synes varetager dine holdninger. Men det kan også gøres noget nemmere. Den tyske filosof Hannah Arendt sagde det egentlig ret simpelt tilbage i slutningen af 1950’erne: Let måsen og ud på gaden – og vupti, det er en politisk […]

Det bedste vi har set

Kontrolleret trip

Kliniske forsøg med psykedeliske stoffer bliver mere og mere udbredte. Det samme gør forhåbningerne om, at alt fra svampe til LSD kan være med til at kurere psykiske lidelser som PTSD og depression. En stor udfordring er dog, at det med den slags stoffer er næsten umuligt at lave en såkaldt dobbelt blindtest, hvor forsøgspersonerne ikke ved, om de har fået en placebo eller den ægte vare – for du er i hvert fald ikke i tvivl om, hvorvidt du tripper på 200 mikrogram LSD. Og hvad gør man så? Wired fortæller, hvordan forskere tænker i nye eksperimentelle baner.

Ej blot til Spot

“Jeg ville beklage, hvor lidt et mega-event som Spot gør for at understøtte sit eget vækstlag, når en by som Aarhus iscenesættes som musikby, mens de lokale rødder snydes for enhver rest af den økonomiske gødning, musikindustrien kører ind på paller klistret ind i label-logoer. Jeg ville beklage, hvor desillusionerede det er at se kønsfordelingen ved buffeten på Radisson Blue, når der skal sælges eksportparat musik til de mange branche-bros […] Jeg ville skildre følelsen af pludselig at erkende, at man som publikum er ufrivillig statist i et totalteater […] Men ak, selvom det meste af ovenstående var netop som forventet, havde jeg faktisk en god festivaloplevelse.” Godt en måned på bagkant leverer det genopstandne musikmedie Passive/Agressive en ganske forrygende reportage fra Spot Festival i Aarhus.

Dødens stuepige

Mens aktiv dødshjælp stadig ikke er tilladt herhjemme, er sagen straks en anden i Canada. Her tilbydes MAID – medical assistance in dying – uden så mange dikkedarer. Faktisk er flere begyndt at argumentere for, at det er blevet alt for tilgængeligt. I 2021 blev MAID udvidet, så det også tilbydes til folk, der ikke er uhelbredeligt, dødeligt syge. Og i 2024 pønses der på at udvide ordningen igen, så den nu også kan bruges af personer med mentale lidelser. The Walrus forklarer, hvorfor det vækker flere bekymringer.

Politi og røverhistorier

Tilbage i 2009 gik en bizar historie viralt i Chicago: En 14-årig dreng havde forklædt sig som betjent og var herefter vadet ind på en politistation med en historie om, at han lige var blevet forflyttet fra et andet distrikt. Drengen fik udleveret en politiradio og en makker og blev efterfølgende sendt på patrulje. Først fem timer efter indså politiet, at “Kid Cop” slet ikke var den ægte vare. Som The Verge beskriver i en langlæser, er der dog langt flere facetter til historien. Eksempelvis påstår Vincent Richardson – som “Kid Cop” hedder – at han patruljerede gaderne i flere uger. Og sidenhen dengang har han ikke kunnet stoppe med at spille betjent.

 Antikkens arvefølge

Har du også allerede Succession-abstinenser? Selvom vi ikke kan kurere dem, kan de måske dulmes med det her: Nogle ganske underholdende videoer om henholdsvis Romerrigets og det antikke Grækenlands historie, indtalt af Logan “L to the OG” Roy, også kendt som skuespiller Brian Cox. Eneste minus er, at man ikke har fået Tom og Greg til at spille Nero og Sporus. Og hvis ingen af de referencer giver mening, er det bare om at komme i gang med Succession. 

Spisesedlen

Ugen startede brat tirsdag, da vi kunne takke Helligånden for at give os pinsefri. Og nu vi er ved helligdage, fik fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) samme dag belyst nødvendigheden af at afskaffe store bededag (tre mia. kr.), da han præsenterede regeringens nye forsvarsforlig. 143 mia. kr. skal over de kommende ti år doneres til Forsvaret i et hidtil uset kreativt regnestykke, der kun øger gisningerne om en mulig generalsekretærpost til Mette Frederiksen i Nato. Den vender vi tilbage til.

Vi fortsatte på den anden side af Atlanten, hvor USA’s præsident, Joe Biden, efter lang tids tovtrækkeri blev enig med den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, om at tage de første skridt mod midlertidigt at suspendere det amerikanske gældsloft. Aftalen nåede med nød og næppe at blive stemt igennem i begge kamre senere på ugen, efter man ellers havde frygtet, at USA ville blive sendt i betalingsstandsning ved skæringsdatoen d. 5. juni.

Onsdag var Oliver Stilling i spalterne med en tekst, som en af vores mest trofaste læsere beskriver som “mindst ligeså vigtig som afslutningsdebatten i Folketinget, krigen i Ukraine og diverse retssager”, og som “beviser, hvorfor Føljeton har berettigelse og burde læses af LANGT LANGT flere”. Inden vi kommer for godt i gang, kan du i stedet selv tage turen til tøjmarkedet Kantamanto i Ghanas hovedstad, Accra, hvor alt det tøj, du godhjertet smider i en genbrugscontainer, ender: I en stor bunke – eller i havet – uden nogen som helst økonomisk kompensation. “Hvorfor skal jeg arbejde hårdt for, at mine skattepenge skal fjerne jeres affald? Vi har fået nok,” sagde en delegeret fra Katamanto, Solomon Noi, på en konference i Paris i weekenden.

David Dragsted tog turen til Reykjavík i det næstsidste afsnit af vores reportageserie om EU’s kandidatlande, der de seneste måneder har kørt i vores europæiske Doppelgänger Feuilleton (det er gratis at skrive sig op). Da Island i 2009 søgte om EU-medlemskab, var de fleste sikre på, at det var en fait accompli og dermed kun et spørgsmål om formalia – men pludselig skiftede folkestemningen. Kan den vendes igen?

“Hvor farlig er kunstig intelligens? Det kommer nok an på, hvem der bruger det – og til hvad,” indledte David Dragsted torsdagens ‘Kære læser’. Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) vil teknologien i hvert fald “forandre vores samfund i et omfang, som vi slet ikke forstår endnu”, som hun sagde ved Folketingets afslutningsdebat efter at have snydt sine kollegaer med en robotskrevet tale: “Pludselig lød Mette Frederiksen atter som sig selv: Som den evigt frygtsomme profet, der bare gerne vil beskytte danskerne. Den tone kunne ChatGPT slet ikke matche.”

I samme ombæring gennemgik Lars Trier Mogensen de fem mest sandsynlige kandidater til posten som Nato-generalsekretær. Hvor Mette Frederiksen er det neutrale valg, er de fire kvinder Ursula von der Leyen, Zuzana Čaputová, Kaja Kallas og Federica Mogherini også på listen. “Status er ikke desto mindre, at Danmark meget vel kan få en ny statsminister i løbet af de næste uger. Hvis det ikke lykkes for Mette Frederiksen, vil det faktisk snart stå tilbage som et personligt nederlag.”

Måske lagde du mærke til den lille opfordring til at tilmelde dig vores ugentlige europæiske briefing. Nogle gange får vi nemlig at vide, at vi ikke er gode nok til at reklamere for vores øvrige nyhedsbreve. Så det gør vi nu: Fredag var dagen, hvor Atlas og Føljetons litteraturfællesskab var i luften med en omvendt Kesi, Emmy Laura Perez Fjalland gav dig en bærepose med kykloper og ukrudt, og Lars Trier Mogensen og jeg – Emma Louise Stenholm – forklarede, hvorfor regeringens nyeste klimakrumspring er dobbeltkukkuk. Hele universet er gratis, så der er faktisk ikke nogen undskyldning for ikke at skrive dig op.

I den daglige Føljeton lagde Oliver Stilling vejen forbi Karl Ove Knausgårds irritation over svensk godis – og hvordan Stockholm pludselig er blevet en venstreorienteret udgave af den danske SVM-regering. Alt imens Ungarns Viktor Orbán har drejet sin befolkning endnu mere mod højre, men nu er blevet offer for et bagholdsangreb fra sit tidligere bagland. Så har du lidt at gå på weekend på – og husk, at vi først holder fri den grundlovsdag, forfatningen bliver grøn. Ses på mandag! /Emma Louise Stenholm

Et sidste ord

Elsker du ikke også bare sand?

Vi elsker i hvert fald weekenden – ses på mandag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12