Dagene bliver lysere og lysere, tiden flyver afsted. Hvor blev ugen egentlig af?

Jo, mandag var DF den helt store tidsrøver. Efter partiet søndag havde afviklet et ekstraordinært årsmøde i Herning, stod Morten Messerschmidt tilbage som ensom majestæt. Eller, det er vist et lidt for højstemt udtryk. Faktum er egentlig bare, at Messerschmidt nu kan kalde sig kalde sig DF’s nye formand. Og det kan snildt diskuteres, hvor stor en ære det reelt er. Selvom et nyt kollaps à la Fremskridtspartiet i 1995 udeblev, er DF fortsat et parti i dyb krise. Eller som Oliver Stilling også skrev i sin ‘Kære læser’: ”Afmonteringen af Dansk Folkeparti bliver som at se en crashtest-dummy køre en bil mod en mur i superslowmotion. Dukken hedder Morten Messerschmidt.”

Så er der straks mere styr på sagerne i Kina. På analysepladsen skrev Asta Kongsted om propagandafilmen The Battle at Lake Changjin, den dyreste kinesiske filmproduktion nogensinde. Filmen er virkelig ikke værd at skrive hjem om (spørg bare Asta), men den viser til gengæld, hvordan den kinesiske regering er gået all-in på en ny kulturdefensiv. Mens Disney-film bliver blokeret fra biograferne, satser regeringen på at charmere befolkningen med mere ”lødige” produktioner, der er afstemt med den officielle partilinje. At dømme ud fra The Battle at Lake Changjin, har propagandaen dog også sine begrænsinger.

Tirsdag markerede Emma Louise Stenholm 11-års dagen for demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad, Kairo. For selvom foråret er forduftet under Abdel Fattah el-Sisi diktatur, må oprøret ikke glemmes – og særligt ikke den afgørende rolle, landets kvinder spillede (og stadig spiller): ”I mere end et århundrede har egypterne været pionerer for feminismen i alle dens former, over islamisk feminisme til sekulære bevægelser: Uanset navn har den eksisteret, og forandring har alle dage været drevet af kvinderne selv”.

Samme dag så Asta Kongsted nærmere på hamsterhjulet. Kan det virkelig passe, at vi skal arbejde fem stive dage om ugen, størstedelen af vores liv? Nej, lyder det helt korte svar. En af pandemiens mange lektioner er i hvert fald, at et andet arbejdsmarked er muligt. For som professor ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning, Thomas Bredgaard, fortæller til Føljeton: “Vi kan genkende et ønske om at bryde med de rigide strukturer, vi har omkring arbejdslivet. Der er mange, der under corona, har arbejdet rigtig mange timer og haft rigtig travlt, hvilket har gjort, at de er begyndt at tage deres arbejdsliv op til overvejelse. Der er også noget, der tyder på, at spørgsmålet om arbejdstid er kommet i spil.” Måske er tiden endda kommet til, at vi seriøst skal overveje den fire dages arbejdsuge?

Hvor hårdt der arbejdes i Norge vil vi ikke gisne om. Her har der dog ellers været nok at se til, efter en delegation fra Afghanistans Taliban-regime har været på diplomatisk besøg på invitation fra den norske regering. Onsdag skrev Oliver Stilling om besøget, der på mange måder så underligt ud. Her tænker vi ikke kun på, at Taliban-delegationen bl.a. bestod af broren til Sirajuddin Haqqani, der i 2008 angiveligt stod bag et terrorangreb på det femstjernede Serena Hotel, mens Norges statsminister Jonas Gahr Støre (dengang udenrigsminister) opholdt sig på det. Vi tænker også på de mange tomme ord, besøget kastede af sig.

I nyhedsanalysen så Lars Trier Mogensen nærmere på den dumstolte nervekrig, som i øjeblikket udspiller sig mellem finansminister Nicolai Wammen (S) og Troels Lund Poulsen (V). Det er aftalen om at ville øge arbejdsudbuddet der driller, og forhandlingshårdknuden er opsigtsvækkende. For som Lars også skriver: ”Efter 32 måneder, hvor S-regeringen har haft overrumplende held med at spille de andre partier ud mod hinanden, og fermt har ført en økonomisk kurs, der har ligget en anelse til højre for midten, står det nu klart, at statsminister Mette Frederiksen (S) ikke har et stabilt flertal bag sin etpartisregering”.

Nå, tilbage til Taliban, der også torsdag spøgte i spalterne. I nyhedsanalysen havde Emma Louise Stenholm grebet knoglen, og talt med både Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V) og Nabila Massrali, EU’s talskvinde for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Mens førstnævnte er ”totalt imod”, at man forhandler med et ”terrorregime”, mener sidstnævnte, at man ikke nødvendigvis får løsninger uden dialog. Af samme grund har EU også haft bilaterale møder med Taliban. Hvad er Danmarks rolle egentlig i det spil?

I ‘Kære læser’ så jeg – David Dragsted, at your service – på den længe ventede genåbning af landet. Selvom frihed betyder mange ting, var det nemlig svært at skjule begejstringen over coronakrisens bebudede endeligt. Bevares, det virker måske lidt mærkeligt, at pandemien sådan kan affejes på et pressemøde. Men vi må vel tage de sejre, vi nu engang kan. Sommeren kan bare komme an!

Sejre bliver der også nok af, hvis Fifa-præsident Gianni Infantino får held med sit storstilede projekt om at afvikle fodbold-VM hvert andet år. I hvert fald hvis man skal tro Infantino selv. Ved et møde i Europarådet tidligere på ugen, havde Fifa-præsidenten endda frækheden til at foreslå, at et hyppigere forekommende VM vil resultere i færre drukneulykker i Middelhavet. Som jeg skrev i fredagens ‘Kære læser’, er Infantinos forskruede logik dog vist mest et udtryk for Fifas skruppelløse grådighed. Havde man virkelig placeret VM i Qatar, hvis man kerer sig om menneskeliv?

Slutteligt så Asta Kongsted nærmere på Disney (musen Kina ikke vil lege med), der så gerne vil være woke, men stadig synes at kløjes i forsøgene. I den kommende live action-genindspilning af Snehvide og de syv dværge, har man eksempelvis fundet plads til den latinamerikanske skuespiller Rachel Zegler i hovedrollen, men som Game of Thrones-skuespilleren Peter Dinklage udtrykker det: ”I er progressive det ene sted, men I laver stadig en fucking tilbageskuende historie om syv dværge, der bor i en hule. Hvad fuck laver I, mand?“ Ja, hvad fuck laver Disney – og hvad bliver det næste ikke, som underholdningsgiganten finder på? Asta havde nogle friske bud. /David Dragsted