21. oktober 2019
Kære læser
Et af ur-temaerne for alle gode historier er historien om magt. Det er et af de der temaer, som vi mennesker aldrig synes at blive trætte af at bygge fortællinger op omkring. Lidt ligesom at hævn kan være et godt tema, sex kan være en god ingrediens, kærlighed, svigt, identitet, tab, sorg, retfærdighed, nederlag og […]
Kære læser
Undtagelsestilstand. ”Vi er i krig,” sagde Chiles præsident Sebastián Piñera i en tv-transmitteret udmelding søndag aften, lokal tid. ”Vi er i krig med en magtfuld fjende, som er villig til at bruge grænseløs vold.” Lørdag morgen indførte præsidenten undtagelsestilstand i Chiles hovedstad Santiago, og søndag rullede han den ud til også at omfatte byerne Antofagasta, […]
Det bedste vi har set
Who watches the Watchmen?
Vi er oppe at køre, for den bedste grafiske roman (altså det som i folkemunde hedder en tegneserie) nogensinde er blevet til en tv-serie på HBO. Vi snakker selvfølgelig om kuleskøre Alan Moores Watchmen. Den har præmiere i dag, den har allerede fået virkelig flotte anmeldelser, og filmanmelder fra Rolling Stone Alan Sepinwall klæder dig på til sæsonstart.
Endnu en sidste nadver
Historiens mange glemte kvindelige kunstnere har fået en lille smule oprejsning. Plautilla Nelli menes at være Firenzes første kvindelige kunstner, og folk med forstand på den slags siger, at hun sagtens kan måle sig med sine mandlige kollegaer fra renæssancen, der har taget al opmærksomheden. Nellis 450 år gamle udgave af ”den sidste nadver” er netop blevet færdigrestaureret, og det hænger nu til frit skue i Firenze.
Nordmændenes olieproblem
Det siges, at udenrigsminister Per Hækkerup i 1963 ved et møde fik en tår over tørsten og kom til at give nordmændene alle de olierige områder i nordsøen. Det er ikke rigtigt, men hvis det var, skulle vi måske takke Hækkerup for at have skærmet danskerne for et skrækkeligt moralsk dilemma. For nok er nordmændene blevet hunderige på olien, men i denne grønne tidsalder skal de til at vælge mellem pengene og den gode samvittighed. Haha, så er det alligevel bare federe at være fattig. Ikke … Ikke?!
Spisesedlen
Johnson vil have sin brexit-aftale til afstemning i dag. Det lykkedes i weekenden det britiske underhus at få udskudt afstemningen om premierminister Boris Johnsons udtrædelsesaftale, hvilket tvang Johnson til at sende en anmodning om udsættelse af brexit til EU. Nu er meldingen, at Johnson vil forsøge at få sin aftale til afstemning i parlamentet allerede i dag. Håbet fra regeringen er stadig, at briterne kan forlade EU d. 31. oktober.
Schweizisk valg: Kæmpe fremgang for Det Grønne Parti. Ved søndagens parlamentsvalg i Schweiz vandt Det Grønne Parti 13,2 pct. af stemmerne, hvilket svarer til en fremgang på hele 6 procentpoint. Det højrenationale parti Schweizisk Folkeparti er stadig det største, men den grønne fremgang får formentlig stor politisk betydning. Det Grønne Parti har aldrig siddet i regeringen (Forbundsrådet), men med dette valg bliver det måske muligt. Forbundsrådet har syv pladser, og det vil være en politisk sensation, hvis blot ét medlem udskiftes.
Myndighed dropper oversættelser fra omstridt tolkefirma. Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har valgt ikke længere at benytte tolkefirmaet EasyTranslate. DUP mener ikke, at kvaliteten af de oversættelser, som tolkefirmaet leverer, er tilfredsstillende. EasyTranslate blev sidste år hyret til at tolke for myndigheder under Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet under en kontrakt på op mod 520 mio. kr. Siden firmaet påbegyndte arbejdet 1. april, har det modtaget en række klager fra flere myndigheder.
Valg i Canada. I dag skal Canada til parlamentsvalg, og det ser ud til at blive lidt af en neglebidder. Lederen af det liberale parti og nuværende premierminister, Justin Trudeau, ligger i meningsmålingerne side om side med den konservative udfordrer Andrew Scheer. Trods økonomisk fremgang har Trudeau været hårdt presset i valgkampen. Han er blevet beskyldt for at være indblandet i korruption og for at have båret en racistisk udklædning for år tilbage.
15-årig bliver ny stormester i skak. Danmark har fået sin yngste stormester i skak nogensinde. 15-årige Jonas Buhl Bjerre opnåede sin sidste stormesternorm ved superturneringen FIDE Chess.com Grand Swiss 2019 på Isle of Man og kan nu kalde sig stormester i skak. Der ligger med al sandsynlighed en stor karriere foran det 15-årige skaktalent: ”Der er alle tegn på, at han bliver Danmarks hidtil bedste skakspiller”, siger formand for Dansk Skak Union, Poul Jacobsen, til DR.
Et sidste ord
Det her er virkelig imponerende. I mellemtiden kan vi fortælle, at i hvert fald ét redaktionsmedlem fra nærværende medie var ved at kollapse, da vedkommende steg ud af sengen i morges.
Tag det roligt derude. Det er stadig kun mandag.