Magten korrumperer …

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye under overdragelse i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København, torsdag den 27. juni 2019. Efter regeringsdannelsen overdrages ministerierne torsdag fra VLAK-regeringen til den nye S-regering. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Et af ur-temaerne for alle gode historier er historien om magt. Det er et af de der temaer, som vi mennesker aldrig synes at blive trætte af at bygge fortællinger op omkring. Lidt ligesom at hævn kan være et godt tema, sex kan være en god ingrediens, kærlighed, svigt, identitet, tab, sorg, retfærdighed, nederlag og sejre – der synes at være en håndfuld temaer, som vi barnagtigt vender tilbage til og har gjort det siden de allerførste fortællinger. Og faktisk adskiller det sig ikke voldsomt fra de dagsordener, medierne sender i cirkulation, og magthaverne diskuterer dagligt.
Tag nu historien om den nye lov om statsborgerskab, der med angsten for hjemkomne IS-krigere skal hastebehandles i Folketinget i næste uge. I den lægges der op til, at det bliver ministeren alene, der afgør, om personer med dobbelt statsborgerskab skal have frataget det danske pas, hvis personen har gjort noget til stor skade for Danmarks interesser. Den manøvre er der en hel del problemer i. Blandt andet har det været fremme, at den europæiske menneskerettighedsdomstol muligvis vil underkende retten til at frakende statsborgerskab på så skrøbeligt et grundlag, som der lægges op til, ligesom det kan være et problem, at frakendelsen kan ske, selv om personen slet ikke opholder sig i Danmark. Det har også vist sig at være lidt af et problem at overgive nyheden om det frakendte statsborgerskab til personen, der ifølge oplægget skulle få besked via e-boks, er dermed lige skulle huske at tjekke den, hvis man skulle tænke sig at klage over afgørelsen. Det kan godt være svært, hvis man sidder som kone til en IS-kriger i det rurale Syrien. Men det, der synes at være størst modstand mod, er ministerens egenrådighed i afgørelserne. Kampen om magten.
Som nævnt er der lagt op til, at ministeren alene skal kunne frakende en borger sit statsborgerskab, hvilket der juridisk ikke umiddelbart skulle være noget til hinder for med det system, vi har os. Vi har fulgt med i politik i mange år, og det kommer ærligt talt bag på os, at det forholder sig sådan, men sådan er loven tilsyneladende, selv om det jo altså piller ved noget helt fundamentalt i magtens tredeling. Det er nemlig ikke en dom, ministeren udsteder, men blot en frakendelse, som man så kan indbringe for en domstol, hvis man da ellers husker at tjekke sin e-boks, reagere på den, skaffe sig en advokat og den slags.