18. maj 2020

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Der må gerne sorteres i fremtiden

Kan du mærke det? Livet er så småt begyndt vende tilbage i det ganske, danske land – i hvert fald cafélivet og mange andre ting, vi har savnet de seneste par måneder. Aldrig har muligheden for at købe en øl til overpris, alt imens man er tvangsindlagt til at lytte til dårlig musik, virket så […]

Kære læser

#OBAMAGATE

Den amerikanske præsident Donald Trump er ikke ligefrem kendt for at holde igen, når han logger ind på det sociale medie Twitter for at give sin mening til kende. Men søndag d. 10. maj gik det alligevel lidt vildere for sig, end det plejer. En vild og voldsom ordskvalder manifesterede sig i intet mindre end […]

Det bedste vi har set

Har vi overhovedet brug for kontoret?

Har vi overhovedet brug for kontoret?

På Føljeton har vi nogle glimrende kontorlokaler, som vi godt nok ikke rigtig har brugt i to måneder. Vi er begyndt at savne det, selvom flere af os generelt nok har det lidt anstrengt med åbne kontorlandskaber og corporate culture i det hele taget. The Economists kulturmagasin 1843 har en herlig lang artikel om kontorkultur og spørger, om vi overhovedet har brug for det (kontoret), blandt andet fordi vi spilder så meget tid på alt muligt andet end at arbejde, når vi er der.

Helt oppe i fjæset på Elmgreen & Dragset

Helt oppe i fjæset på Elmgreen & Dragset

Megagalleriet Perrotin, der har afdelinger i New York, Paris, Tokyo, Seoul og Shanghai, og som blandt andre har den danske videokunstner Jesper Just i stalden, har under coronanedlukningen udvalgt en række gode kunstfilm, som man kan se gratis på deres hjemmeside. En af dem er den danske dokumentarinstruktør Jannik Splidsboels glimrende How are you fra 2011 om den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset. Filmen følger dem i deres arbejde med Den Danske Pavillon i 2009. Tjek Perrotins side ud; der ligger fx også et par gode film af og om den franske kunstner Sophie Calle.

Er kvindelige ledere bare bedre i globale krisesituationer?

Er kvindelige ledere bare bedre i globale krisesituationer?

Andre medier har kigget på det før, men The New York Times går grundigere til værks: Hvorfor synes lande med kvindelige statsledere at klare sig bedre under coronakrisen? Det er noget med en blødere, mere menneskelig tilgang snarere end skræmmekampagner og udskamning. En tilgang, der måske kan gøre lykke i fremtidige globale kriser. Spoiler alert: Artiklen nævner ikke Mette Frederiksen med et ord.

+ Genlæs Andreas T. Kønigs analyse ‘Er kvinder kuren mod corona?’ fra 29. april.

Spisesedlen

Berygtet russisk oligark havde konti i Danske Bank. Ifølge dokumenter, som Berlingske Business er kommet i besiddelse af, var Iskander Makhmudov kunde i Danske Banks skandaleramte estiske filial. Han er både sat i forbindelse med organiseret kriminalitet og selskaber i skattely. ”Han blev betragtet som den farligste af de russiske oligarker,” siger økonomen Anders Åslund fra tænketanken Atlantic Council til avisen.

Japans økonomi går i recession. Landet med klodens tredjestørste økonomi er nu i sin første økonomiske recession siden 2015, skriver nyhedsbureauet AFP. Japans økonomi var hårdt ramt allerede inden, coronaepidemien ramte.

+ USA’s centralbankchef forventer ingen ny amerikansk depression trods nedslående nøgletal.

Rwandisk finansmand arresteret efter 25 års flugt. I weekenden blev en af verdens mest eftersøgte mænd pågrebet i nærheden af Paris, skriver BBC. Félicien Kabuga, 84, har været eftersøgt for at have medfinansieret folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor mindst 800.000 mennesker menes at have mistet livet.

São Paulos borgmester advarer om ”hospitalskollaps”. Bruno Covas, der er borgmester i Brasiliens største by, siger, at sundhedssystemet er ved at bryde sammen under presset fra coronaepidemien, som landets præsident Jair Bolsonaro i det store hele har ignoreret. Covas siger, at hospitalerne nu bruger 90 pct. af deres kapacitet og kalder det ”russisk roulette” med borgernes liv.

Bang & Olufsen ansætter grevinde Alexandra. I sidste uge kom det frem, at B&O er i meget alvorligt pengebekneb, og at coronakrisen kun har gjort ondt værre. Midt i krisen sender den gamle Struer-virksomhed nu en pressemeddelelse ud om, at prins Joachims ekskone, Alexandra, er blevet ansat i en deltidsstilling som ”Director for Client Programmes”. Hun er startet her til morgen. Nice to know.

Et sidste ord

Ikke nok med at den her fyr er blevet smidt ud af sin lejlighed. Han er også blevet bedt om at optage en lille reklamevideo for lejligheden. Det har han gjort helt fantastisk godt.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12