Nyhedsanalysen

Er kvinder kuren mod corona?

(ARKIV) New Zealand's Prime Minister Jacinda Ardern briefs the media about the COVIS-19 coronavirus at the Parliament House in Wellington on April 27, 2020.New Zealand åbner lidt op efter fem uger med en af verdens mest omfattende nedlukninger. Landet kan bryste sig af et lavt smittetal, men økonomien lider. Det skriver Ritzau, mandag den 27. april 2020.. (Foto: MARK MITCHELL/Ritzau Scanpix)

For to dage siden kom der lidt af en bemærkelsesværdig melding fra New Zealand. Ved et pressemøde erklærede landets kvindelige premierminister Jacinda Ardern, at østaten har vundet kampen mod coronavirussen. Ved virussens udbrud frygtede de newzealandske myndigheder, at man kiggede ind i et scenarie med op mod 80.000 døde. Sådan blev det ikke. Af landets godt 5.000.000 indbyggere har kun 19 personer mistet livet til coronaen, og Ardern fortalte på pressemødet, at der ikke længere sker ”nogen uopdaget smittespredning i samfundet i New Zealand.” På spørgsmålet om, hvorvidt sygdommen er udryddet i landet, svarede hun: ”For nuværende.”

Du undrer dig måske over, at vi i ovenstående følte behov for at pointere, at der var tale om en kvindelig premierminister. Det er der en idé med. For New Zealands store coronabedrift med Jacinda Ardern ved roret puster på ny liv i en debat, der har har kørt internationalt de seneste par uger: Er kvindelige statsledere bedst til at håndtere krisen?

Det kræver sin kvinde

Debatten startede for alvor med et indlæg af klumme-forfatteren Arwa Mahdawi i den britiske avis The Guardian. Mahdawi har taget et kig på nogle af de lande, hvis respons mod COVID-19 har været mest effektiv, og de har alle det til fælles, at de ledes af kvinder. Også i finansmagasinet Forbes kigger man mod de kvindelige statsledere. Her har Avivah Wittenberg-Cox bemærket, at kvinder ser ud til at føre deres lande bedre igennem coronakrisen.

Her et par eksempler:

I Taiwan har præsident Tsai Ing-Wen holdt katastrofen for døren, og det på trods af, at landet ligger tæt op af Kina, der i begyndelsen var sygdommens hotspot. Taiwan har klaret sig så godt, at landet har haft overskud til at donere værnemidler til andre lande.

I Tyskland har kansler Angela Merkel i den grad været i modvind de seneste par år, men det er, som om coronakrisen har fået hendes popularitet til at stryge i vejret igen. Med en doktorgrad i kvantekemi manøvrerer Merkel let og kompetent rundt i sygdommens videnskabelige termer, og når man sammenligner med de andre store europæiske lande, så er Tyskland sluppet utroligt nådigt med en dødelighedsrate, der er markant lavere end for andre europæiske giganter som Frankrig, Storbritannien, Spanien og Italien. Årsagen er blandt andet, at Merkels regering har sørget for masser af tests, og at Tyskland fra starten havde masser af intensivsenge.

Også nordiske lande som Danmark, Finland, Norge og Island fremhæves som gode eksempler under coronakrisen. Alle de lande styres ligeledes af kvinder. Hvordan kan det være, at kvinderne har klaret det så godt?

”Korrelation er ikke det samme som kausalitet,” skriver Mahdawi selv og fortsætter. ”At være kvinde gør dig ikke automatisk bedre til at håndtere en global epidemi. Det gør dig heller ikke automatisk til en bedre leder.”

Men!

Til gengæld mener Mahdawi, at kvinder generelt skal være skarpere for at blive statsledere i første omgang, fordi de har et vanskeligere udgangspunkt. Ifølge hende skal man arbejde dobbelt så hårdt som kvinde for at opnå det samme som en mand, og det kan være en af årsagerne til, at kvinder håndterer krisen bedre end deres mandlige kollegaer. Kvinder håndterer krisen med kølig ro, mens ledere som Donald Trump har det ene følelsesudbrud efter det andet. Det får hende til at slutte sin klumme med spørgsmålet: ”Er nogle mænd simpelthen for følsomme til at være statsledere?”

Marxist-feministisk pladder!

Nej, det er de i hvert fald ikke!

I hvert fald ikke hvis man spørger debattører i det generelt noget mere konservative Østeuropa.

Vi starter i Ungarn, der som bekendt ledes af den stærke mand Viktor Orbán. Her skrev journalist László Bernát Veszprémy torsdag i et af landets pro-regerings-medier, at artiklen i Forbes er ”lige så lidt konsistent som den pointe, artiklen fremfører. Men det er jo ikke noget problem for venstrefløjs-feminister.” Han fortsætter:

”Ifølge denne tankegang, der i sin natur er en marxistisk dikotomi, der opdeler verden i undertrykkere og undertrykte, er det helt logisk, at de undertrykte – kvinder, farvede eller religiøse minioriteter – er bedre til at udøve magt. [P]andemihåndtering har intet at gøre med, hvilket kromosom den ledende politiker har.”

Også i Polen finder de sammenblandingen af corona og kønsdebat irriterende. I avisen Polityka skriver de:

”Det giver ingen mening at tilskrive Merkel, Marin og Arderns succes til deres køn alene. Det reducerer deres resultater og kvalifikationer og marginaliserer andre, der har bidraget til deres succes.”

Kigger man et øjeblik bort fra debattens substans, er debatindlæggene endnu engang et spændende indblik i, hvordan kønsdebatten har udviklet sig forskelligt i Øst og Vest. Mens feminismen har vokset sig stor på vores breddegrader, er anti-feministiske bevægelser og regeringer vokset frem i fx Polen og Ungarn. Kampen mellem de to fraktioner fortsætter – også i en pandemi. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12