Der er ikke meget at grine af, når man ser på elregningerne i øjeblikket. Ja, eller alle de andre ting, der tilsyneladende er galt i verden. Heldigvis forhindrede det dog ikke Oliver Stilling i mandag at holde humøret højt og skrive om den morsomme weekend, der netop var overstået. Som Oliver skrev, var det da i hvert fald tæt på tragikomisk, at justitsminister Mattias Tesfaye (S) i et interview med Berlingske om den verserende FE-sag har fundet det nødvendigt at understrege – og ligefrem gøre det til interviewets vigtigste budskab – at vi ikke lever i en “bananrepublik“. Altså, det er da helt sikkert rart at høre, men skulle det ikke også gerne ligge implicit i det, justitsministeren ellers finder på at sige?

En bananrepublik er Chile heller ikke, men tingene kan nu altid blive bedre – særligt når ens nuværende forfatning er skrevet under den tidligere diktator Augusto Pinochet. Af samme grund havde landets nuværende, venstreorienterede præsident Gabriel Boric håbet på en sejr ved weekendens skelsættende folkeafstemning om en ny, progressiv forfatning, der bl.a. ville have styrket landets klimaindsats, givet flere rettigheder til Chiles oprindelige folk og fastslået retten til uddannelse, sundhedspleje og rent drikkevand. Sådan skulle det dog ikke gå. Med godt 62 pct. af stemmerne for, og 38 pct. af stemmerne imod, blev den nye forfatning nedstemt, hvorfor Boric nu må tilbage til tegnebrættet. Undertegnede – David Dragsted, ¡hola! – samlede op på afstemningen i en nyhedsanalyse.

To lande, der efterhånden kunne ligne bananrepublikker, havde vi til gengæld i søgelyset tirsdag. Vi taler selvfølgelig om Storbritannien og USA, hvor alt fra asylaftaler med Rwanda til Donald Trumps fortsatte undergravning af demokratiet må siges at give gode grunde til bekymring. Emma Louise Stenholm tog sig af de britiske tilstande i en ‘Kære læser’, hvor Liz Truss’ udnævnelse som premierminister næppe vil ændre på regeringens asylplaner, der allerede har mødt kritik fra Menneskerettighedsdomstolen (fik vi i øvrigt nævnt, at Danmark i denne uge har underskrevet en ny fælles erklæring med Rwanda om behandling af asylsager?). Imens skrev jeg om det kommende midtvejsvalg i USA, hvor Donald Trump nok engang har gjort sig selv til altoverskyggende hovedfigur – også selvom han ikke er at finde på stemmesedlen.

Onsdag var det svært at have andet på sinde end den fyringsrunde – undskyld, sindedag – som Danmarks Radio dagen forinden havde gennemført. Helt uforståeligt er det i hvert fald, at faktatjekkerprogrammet Detektor må lade livet lige op til en valgkamp. Og at andet journalistisk indhold tilsvarende får sparekniven, så DR kan investere flere penge i en Netflix-lignende digitalisering. For hvad nytter det overhovedet at have en god streamingplatform, hvis det sker på bekostning af oplysning og magtkritik? “At deltage i en demokratisk debat, faciliteret af et public service-organ, er altså ikke det samme som at dele en Netflix-konto. Det må det heller aldrig blive,“ skrev jeg i en ‘Kære læser’.

At datinglivet er blevet mere og mere digitaliseret takket være apps som Tinder – der her i september fejrer 10-års fødselsdag – er det svært at komme udenom. Den 29-årige amerikanske neuroingeniør Chris Olah må dog siges at have fundet en teknisk vej uden om algoritmernes arbejde som Kirsten Giftekniv, efter han kort og godt har udfyldt et Google Docs i håbet om at finde den eneste ene. Emma Louise Stenholm skrev om den aparte historie i en nyhedsanalyse og brugte også anledning til at filosofere lidt over jagten:

“Heldigvis er der meget mere end formler og ren kemi til kærlighed: Undersøgelser viser, at dem, vi ender med at gifte os med, sjældent er dem, vi tror, er vores type. Hvis det var så enkelt, at vi kunne reducere tiltrækning til et stykke matematik eller risici for fysiske sygdomme og angst eller de stadig højere skilsmisserater, gjorde vi det nok ikke igen og igen. Og det er måske den bedste formel af dem alle.“

Nej, der er ikke noget så smukt som kærlighed mellem to – eller flere – mennesker. Hvordan eksempelvis den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsens vælger at udtrykke sine følelser i privaten, er dog ikke noget hverken den tidligere justitsminister Søren Pind, den øverste chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Finn Borch Andersen, eller den bredere offentlighed bør blande sig i. Det skrev Oliver Stilling lidt om i en ‘Kære læser’ torsdag, efter Berlingske havde afsløret, at Finn Borch Andersen har oplyst toppolitikere om, at Findsen har en hang til sadomasochistisk sex.

Også regeringen fik kærligheden at føle, idet Lars Trier Mogensen gennemgik, hvordan energikrisen og spørgsmålet om forsyningssikkerhed sætter Socialdemokratiet i en stadig større kattepine. Bekymringen for, at det kan blive nødvendigt at rationere energiforbruget, kan i hvert fald dårligt siges at være det bedste valgoplæg, ligesom de borgerliges forslag om eksempelvis at ”banke elafgifterne helt i bund” står som en ubehagelig presbold:

“Timingen er håbløs for Socialdemokratiet. For lige så fornuftige de nye restriktioner kan lyde og rent faktisk være – for netop at sikre en mere lige adgang til energi og samtidig mindske det samlede forbrug – lige så ubekvem er udviklingen for en allerede presset statsminister, der parlamentarisk er tvunget til at udskrive folketingsvalg inden for få uger.“

Fredag var der ikke andet for end at skrive om dronning Elizabeth 2., der dagen forinden var død, 96 år gammel. Det tog jeg mig af i en ‘Kære læser’, der også kom forbi Storbritanniens koloniale fortid, der fortsat behandles stedmoderligt af kongehuset:

“Hævet over enhver tvivl er det, at den britiske dronning har været garant for en særlig form for stabilitet. Ved hendes blotte tilstedeværelse har hun mindet os om, at ikke alt er omskifteligt i en ellers omskiftelig verden. Billedet forplumres dog også, når man går skridtet længere end til at beskrive dronningens statiske tilstedeværelse med hat og håndtaske. Som negation af omskifteligheden var Elizabeth II’s arbejde forbilledligt, men reelt var tilstedeværelsen også et demonstrativt fravær.“

Fravær er der desværre også rigeligt af i klasseværelserne. Og meget tyder på, at problemet kun vil blive værre. Ifølge en analyse foretaget af Damvad Analytics for Danske Professionshøjskoler vil vi i hvert fald mangle hele 13.100 uddannede lærere på nationalt plan i 2030. Astrid Plum satte Gordon Ørskov Madsen, forperson for Danmarks Lærerforening (DLF), stævne for at drøfte problemet, og kom derudover forbi den tilsvarende lærermangel i både USA og resten af Europa. Man får vel hvad man betaler for. Lad os håbe, at beslutningstagerne snart lærer lektien. /David Dragsted