Kære læser

Det royale fravær

Kirsty Wigglesworth/AP/Ritzau Scanpix

Da et unavngivent medlem af Føljetons redaktion her fredag morgen var på vej til kontoret, fik vedkommende stukket en lille kuvert i hånden indeholdende et stykke chokolade og en lille printet udgave af Verdens Bedste Nyheder, “Danmarks uafhængige medie for fremskridt“. Der var ligesom noget i timingen, der virkede påfaldende. Med raske skridt ilede vores anonyme redaktionsmedlem videre i regnvejret, spændt på at åbne kuverten, der virkede faretruende tæt på at blive opløst i vandmasserne – en ironisk skæbne for det, der skulle have været et opløftende indspark fra morgenstunden.

Tilbage i kontorets sikkerhed (der måske/måske ikke har været opvarmet på de 19 grader celsius) blev indholdet forsigtigt åbnet. Til det, der bedst kan beskrives som lige dele lettelse og galgenhumoristisk skuffelse kunne vi konstatere, at det altså trods alt ikke var Dronning Elizabeths død, der havde ryddet forsiden i Verdens Bedste Nyheder. Faktisk var hun slet ikke nævnt i den lille, fire siders lang avis, der i stedet kørte med hovedhistorien, at der ikke findes nogen fremtid uden fred, og at “fred kræver hårdt arbejde for at skabe en mere retfærdig og balanceret verden“. Et drønsikkert synspunkt, som det er svært at være uenig i. Pludselig slog det os, at dronningen måske alligevel var at finde mellem linjerne.

Torsdag døde Storbritanniens Dronning Elizabeth II, 96 år gammel. Som den næstlængst siddende monark i historien – kun overgået af Frankrigs Ludvig XIV, der overtog tronen som 4-årig – har hun været så selvfølgelig en del af verdens indretning, at hun nærmest er gået i ét med tapetet. Eller som Berlingskes udenrigskorrespondent Poul Høi rammende skriver: “14 britiske premierministre, 12 amerikanske præsidenter, seks romerske paver, de kom og gik, det samme gjorde medlemskabet af EU, men Elizabeth 2. gik ingen steder. Med hat og håndtaske var hun der bare.“

Hævet over enhver tvivl er det, at den britiske dronning har været garant for en særlig form for stabilitet. Ved hendes blotte tilstedeværelse har hun mindet os om, at ikke alt er omskifteligt i en ellers omskiftelig verden. Billedet forplumres dog også, når man går skridtet længere end til at beskrive dronningens statiske tilstedeværelse med hat og håndtaske. Som negation af omskifteligheden var Elizabeth II’s arbejde forbilledligt, men reelt var tilstedeværelsen også et demonstrativt fravær. Eller som Washington Post meget venligt udtrykker det:

“Gennem politisk omvæltning og økonomiske kriser, familiedramaer og en svingdør med 15 premierministre, var dronningen rolig og udholdende. Hun gav sjældent interviews eller tilbød en offentlig mening og fremsatte en royal tilstedeværelse defineret af hendes umeddelsomhed. Hendes stoiske kontinuitet var, i sig selv, en form for nåde.“

Så hvad er der egentlig tilbage at hylde, hvis ikke det er negationen i sig selv? Hos BBC bemærkes det, at Elizabeth II udviste en “konstant forpligtelse“ til det britiske Commonwealth og ligefrem “besøgte ethvert Commonwealth-land mindst én gang“. Sættes de 56 Commonwealth-lande op mod dronningens regeringstid på 70 år, blegner bedriften dog en smule. Det samme gør hendes tilbageholdenhed.

Under Elizabeth II svandt det britiske imperium mærkbart ind. De nu tidligere koloniserede lande og territorier gjorde med rette oprør mod den historiske undertrykkelse. Og selvom dronningens rolle først og fremmest var ceremoniel, var det under hendes symbolske åsyn, at Storbritannien forsøgte at holde fast i besiddelser, der var et resultat af fortidige forbrydelser. Det britiske kongehus er uløseligt forbundet med racisme og dominans, med en rigdom skabt på andres bekostning. Kronen er og bliver tynget af blodfyldte juveler – og der findes næppe de corgier i verden, der kan bortforklare dronningens tavse accept. For som den irske socialist James Connolly også skrev tilbage i 1911:

“Vi vil ikke klandre ham [kong Georg den femte., red.] for sine forfædres forbrydelser, hvis han giver afkald på de royale rettigheder fra sine forfædre; men så længe han gør krav på deres rettigheder i kraft af sin afstamning, må han bære ansvaret for deres forbrydelser.“ Tavshed er en dyd, som Dronning Elizabeth II til fulde mestrede. Sommetider er det dog ikke nok at udmærke sig ved sin konstante tilbageholdenhed. For som Verden Bedste Nyheder jo meget rigtigt bemærker: “Fred kræver hårdt arbejde for at skabe en mere retfærdig og balanceret verden.“ /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12