Nyhedsanalyse

Der går min klasselærer

Illustration: Midjourney og Føljeton

Vi tør nok godt komme med den påstand, at (næsten) alle mennesker, der har været forbi et skolesystem, kan udpege i hvert fald én lærer, der gjorde en forskel for deres videre udvikling. En lærer, der motiverede, samlede en op eller fik vakt en interesse, som skulle vare livet ud – eller også havde man bare den ene lærer, der var en my bedre end de andre.

Og hvilken underviser har ikke gået med en sagte drøm om at blive ens elevers svar på John “O Captain! My Captain!“ Keating fra Dødes Poeters Klub, der inspirerende river pensum over og i stedet lærer sine elever at elske poesien og følge deres hjerte?

Siden den fornuftige kong Frederik den sjette indførte Danmarks første skolelov i 1814, blev alle danske børn med ét tvunget på skolebænken og vupti, folkeskolen blev født – og med den, ‘klasselæreren’. Men i de seneste par år må folkeskolerne nu se sig truet af, at der ikke længere er lærere nok til at svinge pegepinden, og at Døde Poeters Klub i sig selv ikke er nok motivation.

Tilbage i maj kunne en analyse foretaget af Damvad Analytics for Danske Professionshøjskoler konkludere, at vi i 2030 vil mangle hele 13.100 uddannede lærere på nationalt plan. Chokerende, ja, men allerede tilbage i 2018 viste undersøgelser, at 17 pct. af underviserne i folkeskolen ikke har en læreruddannelse. Og med de nye prognoser bliver det tal altså kun større.

Men det er ikke bare herhjemme, at det tynder ud på lærerværelserne. I samtlige europæiske lande meldes der her ved årets skolestart om et massivt lærermangel, og trods luftige løfter fra statsledere om lidt mere løn til de hårdtarbejdende lærere, står den autoritative plads foran tavlen altså mange steder tom. Det giver anledning til en ubehagelig samtale om, hvad vi gør, når lærerne forsvinder.

På dybt vand

I USA er man flere steder begyndt at forsøge sig med “firedagesskoleugen“, som altså letter arbejdsbyrden for lærerne og løser problemet med at få undervisningen dækket ind – men som potentielt kan have konsekvenser for børnenes læring.

Og selvom vi nok bliver nødt til at tænke i anderledes løsninger for at få folkeskolen til at løbe rundt, så mener forperson for Danmarks Lærerforening (DLF), Gordon Ørskov Madsen, at den model ikke er en holdbar løsning: “Vejen til flere uddannede lærere i folkeskolen er, at vi bliver langt bedre til at holde på de lærere, vi har. Vi ved, at det er omkring 10 pct. af de unge, der overvejer at søge ind på læreruddannelsen, men det er kun 4 pct., der ender med at gøre det.“

Det er især et barskt arbejdsmiljø, der skræmmer de unge idealister væk fra uddannelsen. Siden 2014 har antallet af folkeskolelærere på fuldtid været støt dalende, viste et studie fra 2020, og i år er optaget på læreruddannelsen altså faldet med hele 11 pct.

“Vi ved, at der er stort frafald på læreruddannelsen, omkring 36 pct. Vi ved, at af dem, der færdiggør deres læreruddannelse, er der rigtig mange, der ikke søger ind i folkeskolen, men søger andre steder hen eller læser videre. Og vi ved, at alle de her forhold, hvor vi mister opbakning til både læreruddannelsen og lærerjobbet, først og fremmest skyldes, at det man kigger frem til – både som studerende og som en, der overvejer at søge ind på læreruddannelsen – er, at den opgave, man står med som lærer i folkeskolen, er for svær, for omfattende og kompleks – det er for svært at lykkes,“ fortæller Gordon Ørskov Madsen til Føljeton.

Han understreger dog, at det netop er den viden om bevæggrundene bag frafaldet, som også klargør en handlingsplan. Især fremhæver Ørskov Madsen overgangen fra nyuddannet lærer til at skulle stå med det fulde ansvar ude i klasseværelset som for svær – og afslører dermed et behov for en lærerstartsordning, der giver de nyudklækkede lærere en ordentlig start på arbejdslivet.

Det, der kan købes for penge

Men gode tiltag koster ofte penge, og dem bliver der ikke flere af i denne omgang. Da finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede sit finanslovsudspil for 2023 den sidste dag i august, var der ikke lagt op til, at folkeskolerne skulle tilføres yderligere økonomi. Det betyder, at fastholdelsen af lærerne nu bliver op til kommunerne selv, og her gennemføres der kontraintuitivt også besparelser på skoleområdet.

Selvom situationen er kritisk, så kan en ændret tilgang til undervisningen være en mulig løsning, påpeger Gordon Ørskov Madsen. “Det, vi kan gøre, er at bruge de midler, der er, klogt, så vi har mulighed for at prioritere, at der er to lærere i klassen i stedet for, at man har flere undervisningstimer med én lærer i klassen. Det er en prioriteringsmulighed, der er.“

Færre, mere fokuserede undervisningstimer er også bevæggrunden bag nogle af de amerikanske fireedagesskoleugers ræsonnement for at kunne få det hele til at løbe rundt. Og trods sin umiddelbare modstand mod konceptet, kan Ørskov Madsen sagtens se, hvorfor det for nogle kan være en nødvendig tilgang:

“Jeg vil ikke udelukke, at vi skal snakke firedagesskoleuge. Jeg kan bare ikke se, at det løser noget. Jeg har ikke noget imod, at man ude på skolerne tilrettelægger med en firedagesuge, hvis det passer godt i lokalmiljøet, og hvis det passer forældrene osv. osv. Men det er bare ikke løsningen på det. Hvis vi bare koncentrerer de nuværende undervisningstimer og deres kvalitet på fire dage i stedet for fem, det opnår vi ingenting med. Tværtimod kan vi ende i nogle meget lange dage med nogle meget trætte børn.“

Curlingforældrenes krav

Bare blandt de fem lande Tyskland, Frankrig, Ungarn, Polen og Østrig mangler der op mod 80.000 lærere. Og når man kigger mod vores tyske naboer, hvor lærerne altså er blandt nogle af de bedst betalte i verden, står det klart, at det ikke kun er lønnen, der er problemet. I landets tættest befolkede region, Nordrhein-Westfalen, var der over 4.400 ledige stillinger ved skolestart i august i år.

Derimod handler det i høj grad om trivslen blandt både lærere og elever. Klasser med for mange elever, der har faglige eller sociale problemer, samt de interne forhold på skolerne presser lærerne – og skaber et undervisningsmiljø, hvor det er svært at nå forbi alle. Tidligere på ugen kunne Politiken fremlægge en spørgeskemaundersøgelse foretaget af DLF, der viste, at blandt de adspurgte lærer var det kun fire pct., der kunne sige, at alle deres elever fik deres behov tilgodeset i klassen. Hele 49 pct. svarede, at de havde tre til fem elever, og 19 pct. havde mellem seks og 10 elever, hvis behov altså ikke blev tilgodeset.

Udover et arbejdsmiljø, hvor man kæmper for at få undervisningen til at lykkes – og bliver nedslået, når den gang på gang ikke gør det – viser dimittendundersøgelser noget overraskende: At det ikke længere er ‘uro i klassen’, der fylder mest i årsagen til at vælge professionen fra. Det er forældrene.

De nye lærere oplever, at forældresamarbejdet ikke er lige så meget samarbejde, som det er, at veluddannede forældre kritiserer og konfronterer lærerne i en sådan grad på fx skolernes kommunikationsmedie Aula, at lærerne helt vælger erhvervet fra. En tendens, der gerne skulle kunne kommes til livs, hvorfor der på vegne af lærerne efterspørges en tydeligere afklaring af, hvilken rolle forældrene skal spille i skolen, udtrykker Ørskov Madsen.

 

Vi snakker meget om, at vi skal passe på børnene i skolerne og skarpt holder øje med mistrivsel i klasserne. Men bør der ikke være et mindst lige så stort fokus på, at vi også skal passe på vores lærere? 

 

“Vi skal i den grad passe på lærerne, for i virkeligheden er det to sider af samme sag. Vi skal have lærere, der hver eneste dag møder op med glød i øjnene og parate til at give den gas i undervisningen, for det er også, hvad der smitter af på vores elever. Så alene af den grund, skal vi sørge for, at lærerne har gode rammer og gode vilkår for at løse sådan en opgave,“ fortæller Ørskov Madsen og fortsætter:

“Ved siden af klimakrisen så er børns manglende trivsel mens de er små og som unge, det største problem, vi står med i samfundet. Og det mærker vi i høj grad i skolen. Det mærker lærerne i den grad i skolen, fordi det er os, der står med ansvaret for undervisningen, og nogle lærere kan sagligt se på, at der er børn, der ikke trives og ikke får det, de har brug, og det lider de under.“

Folkeskolen uddanner stadig omkring 75 pct. af landets uddannelsesparate børn, og selvom der desperat mangler både midler og lærere, så understreger Gordon Ørskov Madsen, at der trods alt også er mange ting, der lykkes. Flere og flere skoler og kommuner tager fat på problemerne og finder gode løsninger – og det er i lige så høj grad dem, vi skal interessere os for. For lige så vigtigt det er at italesætte de problemer som folkeskolen og dens lærere står overfor, lige så vigtigt er det at fortælle de gode historier fra klasseværelset. Og at huske på, at drømmen om en “O Captain! My Captain!“-oplevelse stadig kan gå i opfyldelse. /Astrid Plum

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12