Viva la libertad, carajo!

Agustin Marcarian/Reuters/Ritzau Scanpix

Med uredt hår, læderjakke og en drøm om at lukke landets centralbank har Argentinas nye bad boy vundet befolkningens hjerter. Den 52-årige økonom Javier Milei blev overraskende den suveræne vinder af landets primærvalg søndag med 32,2 pct. af stemmerne.

Dermed er Milei storfavorit til præsidentvalget i oktober i det sydamerikanske land, der har nogle af verdens største olie-, gas- og lithiumreserver. Milei er en oprører, og til sine vælgermøder har han for vane at afspille videoer af bygninger, der sprænger i luften – mens hans vælgere klæder sig ud som motorsave for at symbolisere de markante besparelser i statskassen, som han går til valg på.

Over 40 pct. af argentinerne lever i fattigdom, pesoen er styrtdykket, og den årlige inflation har overskredet 115 pct. Den argentinske befolknings tillid til deres politikere er kort sagt svækket, hvorfor Mileis løfter om at nedlægge samtlige ministerier og erstatte pesoen med den mere stabile amerikanske dollar har vakt begejstring. “Folk, der ønsker en dramatisk ændring, tror, at tingene er så kaotiske, at kun en skør person kan ændre dem,” udtaler en politisk analytiker om Mileis sejr.

Udover at ville afskaffe møntfoden er Milei blevet sammenlignet med Donald Trump, ligesom han har fået støtte fra Brasiliens Jair Bolsonaro. Og så mener han, at salg af organer burde være lovligt, klimakrisen er en løgn, og det skal være nemmere at få fat i våben. Som hans slagord lyder: Viva la libertad, carajo! Længe leve friheden, for fanden!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12