Møde mellem giganter
Jovist, vi kan også lave podcasts her på Føljeton. Lyden er ikke dadelfri (endnu), men til gengæld er autenticiteten i højsædet på denne vidunderlige optagelse fra Boghallen ved Københavns Rådhusplads, hvor Føljetons Oliver Stilling for nylig interviewede de skønlitterære forfattere Kaspar Colling Nielsen og Peter Adolphsen foran et nysgerrigt, velinformeret og lattermildt publikum i alle aldre. Colling Nielsen er aktuel med romanen Det europæiske forår, og i august udkom Adolphsens længe ventede Rynkekneppesygen. Spol lidt, hvis interviewet er lang tid om at komme i gang. Der er en time i alt, og det er uredigeret, hvilket også har sin charme.