Jorden brækker sig

Noaa/Ritzau Scanpix
Hvis ikke det var faktiske billeder fra vores egen planet, ville satellitoptagelserne af det undersøiske vulkanudbrud ud for øriget Tonga have været et fascinerende syn. Havet er blåt og stille, indtil der pludselig samler sig en knude af gråsort materiale, der skyder mod vandets overflade. Virkningen er øjeblikkelig. Du kan nærmest se, hvordan havet forskubber sig, som om det er ved at kaste op, mens det sender den udskilte masse 20 km op i luften og ud over hele kloden. Vulkanudbruddet dækker i første omgang Tonga med aske, hvilket forhindrer kommunikation og gør skadeopgørelsen umulig. I de efterfølgende timer bliver der varslet tsunamier i Australien, New Zealand, Chile og i Japan, langs USA’s vestkyst og i Alaska. Og den kommer, tsunamien, men rammer hovedsageligt de små, udsatte øer i Stillehavet. Enorme bølger når dog Peru, hvor to personer drukner, mens et område omkring Santa Cruz i Californien bliver oversvømmet.
Når vi tillader os at være lidt dramatiske, er det fordi, der tilsyneladende er en tendens til at undervurdere kræfterne i naturen omkring de små østater i Stillehavet – både ift. hvor udsatte øerne er over for dem og ift. deres indvirkning på resten af kloden. Under COP26 i 2021 var en række statsledere og klimaeksperter fra bl.a. Tonga, Tuvalu og Fiji af samme grund blandt klimaaftalens største kritikere: Den underminerer behovet for øjeblikkelig og utvetydig handling fra verdens store nationer, og den ignorerer det faktum, at de klimaforandringer, man frygter rundt omkring i verden, allerede er en realitet blandt østaterne:
“For en planet i krise repræsenterer [den langsommelige udfasning af kul, red.] en monumental fiasko når det kommer til den klare og immanente fare hele lande er i nu – bl.a. mit eget,“ udtalte seniorrådgiver for organisationen Fossil Fuels Non-Proliferation Treaty Initiative, Auimatagi Joe Moeono-Kolio. Endnu engang havde et COP-møde budt på vage formuleringer, og bl.a. havde man i 11. time ændret ordlyden omkring fremtidens kulproduktion fra at hedde en “udfasning“ til en “nedfasning“ – et temposkift, man ikke har tid til i Stillehavet.