Hvor ender vores tøj?

Francis Kokoroko/Reuters/Ritzau Scanpix
Kantamanto. Mens vi sidder her hver for sig og sammen forsøger at beslutte os for, hvor vi skal lægge trykket på dette stedord – KANtamanto? KanTAmanto? KantaMANto? – ja, så når der vel at lande 200-300 kilo brugt tøj i Accra i Ghana. Kantamanto er tøjmarkedet i det vestafrikanske lands hovedstad, og det er muligt, at du aldrig kommer til at besøge stedet, men det gør dit aflagte tøj eller modeindustriens overskudstøj med en vis sandsynlighed. Det er verdens største marked for genbrugstøj. Kantamanto modtager 100 tons brugt tøj – om dagen.
Lad os lige gennemgå tallene, som The Guardian præsenterer dem i en gennemgang i dagens avis: Kantamanto optager syv hektar land (svarende til 10 fodboldbaner) og holder 30.000 mennesker beskæftiget. De håndterer 15 mio. beklædningsgenstande om ugen. Seks mio. stykker tøj af bedre kvalitet bliver upcycled hver uge, og det er jo fint. Men 40 pct. af tøjet er ubrugeligt og ender som affald. I den sammenhæng er fast fashion et kæmpe problem: Store varemærker, der hurtigt og billigt får masseproduceret enorme mængder tøj i elendig kvalitet baseret på tidens modetrends; en produktionskæde af mere eller mindre rettighedsløse arbejdere, der leveret varen under ringe forhold; moden, der skifter, og lavkvalitetstøj, som ender med at blive sendt til Accra, hvor den lave kvalitet udhuler genbrugstøjhandlernes indtjening og gældsætter dem.
Alt ved fast fashion er noget lort.