fw – fredag

Fredag blev vi inden for Rigsfællesskabets grænser og beskæftigede os med de mere problematiske dele af Danmarks fortid og nutid. Jeg – Emilie Ewald – spolede tiden tilbage til 2018, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen satte sig for at lappe “hullerne i danmarkskortet“. I 2021 ændrede den nuværende regering ordet “ghetto“ til “parallelsamfund“ og “hård ghetto“ blev erstattet af “omdannelsesområde“, men det er altså langt fra nok til at overbevise Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance, om at de har rent mel i posen. Kommissionen udgav deres statusrapport om Danmark torsdag og var rimelig klare i spyttet: ”Denne politik, som blev forlænget i november 2021, selvom dens officielle relaterede terminologi blev ændret på samme tid, medfører diskrimination af personer med indvandrerbaggrund på en række områder.”

Statsminister Mette Frederiksen (S) og forperson for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) underskrev torsdag en aftale, der forpligter dem at spole tiden tilbage og levere en ”historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark.” Som Lars Trier Mogensen påpeger i sin skarpe analyse, er der dog ret forskellige ting på spil for de to lande. “For regeringen i Danmark handler fortidens mørke kapitler mestendels om personlige fejltagelser og uheldige misforståelser, som det kun vil være godt at få bragt frem i dagens lys“ efter de nyere afsløringer af forløbet med 22 grønlandske børn, som blev tvangsfjernet og sendt til Danmark i 1951. For inuitterne rækker overgrebene imidlertid langt længere tilbage og er snarere udtryk for et kolonialt mønster. Godt nok mødtes Frederiksen og Egede på neutral grund i Tórshavn, men i udredningen kan de – med Lars’ ord – ikke undgå at bevæge sig ind i et ekstremt følsomt terræn. /Emilie Ewald

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12