Et sorgfuldt tak til skamklovnen

‘Stańczyk’, Jan Matejko. 1862. Foto: Public domain
Det er en farlig ting at være uden skam i livet. Skammen er både smitsom og selvforstående.
“Til de mennesker, som jeg har gjort kede af det og som jeg har stødt, der vil jeg altså gerne sige undskyld. Det var sygt upassende, og det er ekstremt skamfuldt.”
Sådan indledte journalisten Ditte Okman sidste uge sit sladderprogram Det, vi taler om, efter at ugens største “sladder”historie handlede om hende selv. Den helt berettigede udskamning af Okman – i kølvandet på, at hun flækkede af grin over Rasmus Lund-Sørensens blotte eksistens som en mand med cerebral parese – har fyldt det meste af mediebilledet de sidste uger. Det er anden gang, at Okman undskylder og påtaler, at både episoden og hun selv er “skamfuld”. Så hvad så nu?
Vi har brug for skam for at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Skammen, givet at den ikke knuser os, kan være vejledende, og som vi var inde på tidligere på ugen, revolutionerende, mens det at udskamme nogen i passende mængder kan føre til forbedringer og forandring. Okmans skamfulde episode har startet en samtale om forholdene for personer med handicap i Danmark, der – hvis al opmærksomhed ikke udelukkende lander på Ditte Okmans person – forhåbentlig kan føre noget med sig.