Anmeldelse

Et monstrum af en smuk idiot

Searchlight Pictures.

Yorgos Lanthimos’ Poor Things har kaldt sig selv for “en feministisk Frankenstein-fortælling”. Det havde den ikke behøvet.

I sit essay “The Double Standard of Aging” fra 1972 opridser kritikeren Susan Sontag, hvordan der er, ja, en dobbeltstandard for, hvordan mænd og kvinder ældes. Kvinder, skriver hun, skal skjule deres alder for omverdenen. Det ses fx som uhøfligt at spørge en kvinde af “en vis alder” om, hvor gammel hun er. Samtidig forventes hun at lyve, hvis hun bliver spurgt. Kort sagt betyder det at blive ældre noget andet for kvinder end for mænd, for hvem det at ældes er ensbetydende med at tilegne sig mere viden og opnå succes, mens kvinder sjældent opmuntres til at udvikle deres sind udover “dilletantstandarder”.

Sontag pointerer, at kvinder – i modsætning til mænd, som ser sig selv som et hele “ansigt-og-krop” – er opdelte. Ansigtet og kroppen dømmes ud fra forskellige standarder; hvor ansigtet skal være smukt, skal kroppen først være begærlig og dernæst smuk. I modsætning til drengekroppen, der forventes at udvikle sig og blive mere maskulin i overgangen fra dreng til mand – mere muskuløs, behåret og hårdfør – er alt, hvad vi forbinder med “femininitet” ungdom: den glatte, runde, hårløse, bløde, svagelige krop uden muskler eller rynker.

“Efter kvindekroppen er nået sin seksuelt accepterede form i den sene teenagealder, er enhver yderligere udvikling set som negativ,” skriver Sontag og fortsætter karakteriseringen af det at være kvinde i 1972: “Den ideale tilstand anvist for kvinder er føjelighed, hvilket betyder ikke at være blevet rigtig voksen. Det meste af hvad, der er karakteriseret som klassisk ‘feminint’ er simpelthen adfærd, der er barnlig, umoden, svag.”

Vil du have artiklen gratis?

Vi låser den op med det samme, hvis du tegner et prøveabonnement på Føljeton. Det koster 0 kr. de første 30 dage. Ingen binding.

Bliv abonnent

Allerede abonnent? Log ind.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12