Dårlig stemning blandt allierede

Britain’s Queen Elizabeth and U.S. President Donald Trump arrive at the State Banquet at Buckingham Palace in London, Britain June 3, 2019. Victoria Jones/Pool via REUTERS
I morgen skal danskerne til stemmeboksene, og dermed slutter næsten en måneds valgkamp. Vi kan rigtig godt lide valgkampe, men en måned er måske alligevel lige at stramme den lidt. Det er ligesom juleaften. Det begynder med lækre sager og en hyggelig stemning, men så bliver onkel Jens fuld og racistisk, farmor tror, hun kan vinde din kærlighed ved at stopfodre dig med tomme kalorier, og selv begynder du at overveje, om et overdrevent alkoholmisbrug vil være den eneste måde, hvorpå du for fremtiden kan holde din familie ud.
Men selvom valgkampen lakker mod enden, så er det først nu, det egentlige politiske drama begynder. De seneste par uger har vist et usædvanligt mudret billede i dansk politik, og de forskellige partier kaster om sig med ufravigelige krav. Uanset hvem Danmarks næste statsminister bliver, så vil vedkommende få sit hyr med at stable en stabil og handlekraftig regering på benene.
Nu er det dog med regeringer, som det er med giftemål: Man behøver slet ikke kunne lide hinanden for at indgå dem. Skulle man være i tvivl om, at det er tilfældet, kan man bare tage et kig mod Italien. Her dannede det højrenationale Lega og den bastardpopulistiske Femstjernebevægelse en uhellig regeringsalliance efter valget i 2018. Helt fra starten gik parterne skævt af hinanden. De kunne ikke beslutte, hvilket af de to partier, der skulle have premierministerposten, og de blev derfor enige om at indsætte den uafhængige og relativt ukendte advokat Giuseppe Conte som teknokrat på toppen.