Cobra Kai er en knytnæve af nostalgi
På papiret er Cobra Kai næsten dømt til at fejle. Serien tager udgangspunkt i de gamle Karate Kid-film fra 80’erne og spoler handlingen godt 30 år frem i tiden. Skuespillerne er de samme som dengang, men med rollerne byttet om: Nu er det Johnny fra den onde karateklub Cobra Kai – ham, som Daniel-san besejrer i finalen i den første film – der skal oplære en gennemmobbet teenagedreng i karatens ædle kunst. Alt ved den præmis skriger jo dårlig pastiche, hvis ikke ligefrem desperation. Kan det virkelig passe, at vitterligt alle semi-succesfulde 80’er-franchises skal have en nutidig opfølger?
På noget nær rekordtid får Cobra Kai dog fejet al tvivl så grundigt af vejen, og man foranlediges til at tro, at selveste Mr. Miyagi styrer kosten. Særligt seere med et ømt punkt for de gamle Karate Kid-film – som, indrømmet, mindst én her på Føljeton-redaktionen har (og en anden går til karate) – vil lave trane-spark og tromme-kataer af ren begejstring. Cobra Kai formår på en måde, der er de færreste fortsættelser forundt, at udvise en enorm kærlighed til sit kildemateriale, samtidig med, at den faktisk forbedrer og udvider universet på meningsfuld vis.
Ligesom i de gamle film er rivaliseringen mellem Johnny Lawrence og Daniel LaRusso (spillet af henholdsvis Johnny Lawrence og Ralph Macchio) i højsædet. Johnny bruger tiden som et semi-socialt udskud med dåsebajer og manglende kontakt til sin teenage-søn, alt imens Daniel driver en succesfuld bilforretning sammen med sin kone. Begge hænger fast i fortiden: Johnny er utroligt nok stadig plaget af sine gamle nederlag, Daniel bruger det sorte bælte som salgstrick (bilkøbere er åbenbart tossede med karate). Alting er dog blevet mere nuanceret: Ingen af de bærende karakterer er hverken gennemført onde eller gode, alle har deres bevæggrunde – og med tiden kan alle også lave de vildeste cirkelspark.