Har man fulgt bare lidt med i det uhyggelige og omfattende magtmisbrug i USA under Trump-administrationen – senest med ICE’s omdiskuterede drab af en civil kvinde i Minneapolis – begynder det at blive mere og mere tydeligt, at landet bevæger sig mod en post-demokratisk og autokratisk virkelighed. Bag den udvikling står bl.a. en række techmilliardærer, som skridt for skridt forsøger at nedbryde og kapre det amerikanske statsapparat. Projektet ‘The Authoritarian Stack’ forsøger at kortlægge, hvem de er, og hvad de har gang i.

Apropos Trump-administrationen og magtmisbrug, så har Substack-nyhedsbrevet Can We Still Govern? et interessant lille indlæg om de billeder, som er blevet frigivet fra ‘krigsrummet’ i Mar-a-Lago under USA’s kidnapning af Venezuelas præsident Nicolás Maduro. Her kunne man se, hvordan der bag krigsminister Pete Hegseth var en skærm, som viste et feed fra X med opslag om Venezuela. Hvilket giver passende anledning til at overveje, i hvor høj grad USA er blevet forvandlet til et “clicktatorship”, hvor likes på sociale medier er blevet den vigtigste politiske rettesnor.

“Jeg kan ikke tro, at jeg siger dette, men: Det er, som om FIFA’s fredspris ikke betyder noget. Kan FIFA have begået en fejl? Hvis ja, hvordan? FIFA er kendt for sin redelighed og retfærdighed, og alle, der kender deres strenge standarder, må være chokerede over denne udvikling.” Jeff Maurer, tidligere skriver på HBO’s satireprogram Last Week Tonight with John Oliver, leverer en herligt sarkastisk nedsabling af FIFA’s stupide “fredspris”, hvis første udgave blev tildelt du-ved-hvem. I øvrigt har Maurer den skønne betragtning, at fredstrofæet tilsyneladende skildrer “flere uhyggelige, afhuggede hænder, som trækker verden mod helvede”.

Som et anonymt medlem af Føljetons redaktion sagde om kommentaren her i Jyllands-Posten af MEP’er Henrik Dahl (LA): “Ikke tit at de her ord forlader min mund, men Henrik Dahl har fat i noget”. Det ser sørme sådan ud: “Hvis vi begrænser os til de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, er det kun Storbritannien og Frankrig, der nogenlunde konsekvent respekterer det, europæerne kalder ‘den regelbaserede verdensorden’. […] Med andre ord: Flertallet af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har et – diplomatisk sagt – afslappet forhold til FN-pagten og andre fundamentale dele af den regelbaserede verdensorden.”

“Vi har et strukturelt problem med den fulde erkendelse af vores koloniale historie, når vi konstant har behov for at dirigere og diktere, hvad grønlænderne må ytre sig om, og hvordan de skal agere i offentligheden lige nu. Det siver bare igennem, alle steder. Det er ikke grønlændernes reaktioner, vi burde have så travlt med, men vores egen arrogance. […] Det siger mere om os, at vi stadig ikke har fattet i vores hoveder og hjerter, at Grønlands politiske og økonomiske sårbarhed ikke er opstået ud af det blå eller isoleret, men er resultatet af årtiers kolonial forvaltning og beslutninger truffet uden grønlandsk medindflydelse.” Skarpt Grønlands-indspark i POV fra debattør og juridisk konsulent Khaterah Parwani.

Zetlands graverjournalist Theis Ehler Molin – som var primus motor på mediets Cavlingpris-vindende afsløringer af minkerstatningssagen – har efter eget udsagn brugt det seneste halve år på at dykke ned i Moderaternes forvirrende pengestrømme. Nu står han så klar med en ny serie kaldet “Løkke og frimurerne”, som vil forsøge at kortlægge “en verden af politik og store pengebeløb, som alle partier i Danmark må navigere i, og som plejer at være gemt væk bag tunge gardiner”. Stærkt arbejde – det virker som noget, man bør følge tæt.