Weekend den 8. maj
Ugens Føljeton
Kære læser
Fredagens nyhedsbillede i Storbritannien er lige så hjertevarmt, som det er gruopvækkende. I den muntre afdeling fylder den legendariske naturformidler Sir David Attenborough 100 år. Briterne ved så sandelig, hvordan man fejrer sine nationale helte. Den runde fødselsdag markeres med en live-transmitteret hyldest i Royal Albert Hall i London, mens Natural History Museum har opkaldt […]
Det bedste vi har set
Hvem ville vinde i en kamp mellem de to store troldmænd Gandalf og Dumbledore? The Guardian har lavet et finurligt læserinterview med Ian McKellen, hvor den legendariske Ringenes Herre-skuespiller svarer: “Hvorfor ville de overhovedet kæmpe? Men Gandy ville selvfølgelig vinde. Den oprindelige troldmand.”
Informations journalist Matthias Dressler-Bredsdorff har fundet ud af, at han bedst kan lide fodboldhold, når de taber. Den erkendelse har affødt en udmærket klumme om nederlagets besynderlige tiltrækningskraft: “Mit forhold til Liverpool mindede på den måde om mit forhold til venstrefløjen. Jeg syntes så klart, at klubben var flottest i modvind. En naturlig afledt psykologisk effekt: Toppen af pyramiden er sjældent noget rart sted at være, hvis man har brugt en længere periode af sit liv på pyramidekritik.”
“Landet blev så afhængigt af den tyske bilindustri, at nogle kaldte det et ‘audikrati’ – en udvikling, der blev hilst velkommen af Angela Merkel, som i et årti vendte det blinde øje til, da Orbán blev mere og mere autoritær og korrupt.” Idéhistoriker Jan-Werner Müller skriver nekrolog over Viktor Orbáns regime. I den spritnye udgave af London Review of Books.
“Når vi har produktivitetsvækst, er det den del af væksten, der ikke bliver drevet af hoveder, hænder, maskiner og bygninger.” Nationalbanken er begyndt at arbejde med kunstig intelligens, de mener kommer til at bidrage positivt til dansk produktivitet. Men kan de være sikre på det? Og hvornår? Techmediet Radar stiller de rigtige spørgsmål og går ned i materien med nationalbankdirektør Signe Krogstrup og overvismand Carl-Johan Dalgaard.
Hvordan hænger tidens fascisme sammen med finanskrisen i 2008? Er Iran-krigen begyndelsen på enden for Trump? Hvordan føles det egentlig at være finansminister i Grækenland? Økonom og venstrefløjsikon Yanis Varoufakis svarer på det og meget mere i et gyldent afsnit af podcasten The Rest is Politics. Mod slutningen siger han om sin egen kortvarige karriere i politik: “Jeg tror, folk har en god forståelse for, hvor sjæleknusende det er på samme tid at være ærlig og politiker.”
På Whitney-museet i New York kan man lige nu se en samling af 732 polaroider, som Andy Warhol har taget mellem 1972 og 1973. Interview Magazine har fået lov at dele en håndfuld af dem, og der er skønne billeder af hans gravhund Archie og halvnøgne venner.
Spisesedlen
Våbenhvilen mellem USA og Iran blev sat på prøve med angreb fra begge sider natten til fredag, men den holder ifølge Donald Trump.
Ukraine og Rusland beskylder hinanden for at bryde våbenhvilen, der er trådt i kraft i forbindelse med den årlige russiske fejring af sejren over Nazityskland.
Forsvarets omfattende militærøvelse på Bornholm og i Østersø-området begynder fredag.
Fem danske brintprojekter får milliarder fra den europæiske brintauktion og et tysk udbud.
Den Internationale Olympiske Komité ophæver restriktioner mod atleter fra Belarus, så de kan konkurrere under eget flag.
Amerikansk handelsdomstol underkender Trumps globale importtold på 10 pct.
Den finske diplomat Jukka Salovaara bliver EU’s nye ambassadør i Storbritannien.
Et sidste ord
Paven hader også kundeservice.
God weekend!







