Weekend den 8. august

Kære læser

Bibi er bindegal

Benjamin Netanyahu lytter ikke. Ikke til Læger Uden Grænser, som kalder nødhjælpsuddelingerne i Gaza – faciliteret af den amerikanskstøttede israelske organisation Gaza Humanitarian Foundation – “orkestreret drab”. Heller ikke til Israels største menneskerettighedsorganisation B’Tselem, der har udgivet en rapport, der anklager landet for at begå folkemord. Ikke til det tiltagende internationale pres fra verdens lande […]

Det bedste vi har set

Kul kan ikke tale

Debattør og forfatter Eskil Halberg kritiserer (kærligt) Politiken for at være på et “spiritistisk korstog” efter at have lyttet til et afsnit af podcasten Den Levende med forfatter Amitav Ghosh. I et Facebook-opslag varsler Halberg mod en “grøn modedille”, der vil have os til “at forstå, at også dyr, planter og svampe har noget at skulle have sagt i den aktuelle biosfæriske nedsmeltning og overophedning.” Det tjener nemlig “et borgerligt og reaktionært tilbageslag for den offentlige mobilisering imod de økologiske kriser.” Mennesker bærer alene ansvaret for klimakrisen, ikke olie eller kul, der ifølge Halberg altså hverken kan tale, akkumulere kapital eller handle politisk. Øv.

Tal med et træ

Træer. Gode at kravle i, perfekte til julepynt og naturlige parasoller på en solrig sommerdag. Nå ja, og så er det noget med, at de producerer den ilt, vi indånder. Men hvornår har du egentlig sagt ordentligt hej til et træ? Filmmager og komponist Emmanuel Vaughan-Lee opfordrer – og guider dig – i regi af Emergence Magazine til netop det: Gå udenfor og tilbring noget tid sammen med en af disse højtragende skabninger. De er nemlig mere end kulisse og klatrestativ; faktisk har menneskeheden aldrig levet uden dem, så det er vel på tide, at vi får sagt pænt goddag.

Den effektive sultemaskine

“Set fra luften ligner Gaza ruinerne af en ældgammel civilisation, bragt frem i lyset efter århundreders mørke,” skriver The Guardian-journalist Lorenzo Tondo om synet fra et jordansk militærfly over Gazas luftrum. Militærflyet nedkaster faldskærmsudstyrede paller med nødhjælp til Gaza. Denne form for nødhjælp er dog hverken sikker for den palæstinensiske befolkning eller tilstrækkelig til at dække det enorme behov for mad i området. Samtidig rapporterer FN, at kun 1,5 pct. af landbrugsjorden i Gaza er brugbar efter de israelske bombardementer. “Israel har bygget den mest effektive sultemaskine, man kan forestille sig,” udtaler FN’s specialrapportør Michael Fakhri.

Verdens mest magtfulde antivaxer

Den ene dag kritiserer han dansk vaccineforskning, og den næste annullerer han vaccinekontrakter for 500 mio. dollars. USA’s sundhedsminister og notoriske vaccineskeptiker Robert F. Kennedy Jr. har travlt. Et nyt dansk studie undersøger, om aluminium i vacciner giver øget risiko for en række sygdomme, men finder ingen sammenhæng. Undersøgelsen får heftig kritik af Kennedy, der kalder det et “propagandastunt af medicinalindustrien”. Anders Hviid, en af forskerne bag studiet, tager kritikken med ro: “Jeg har tænkt mig at uddrage de metodiske kritikpunkter, der er gemt i støjen fra de hårde ord, og så svare nøgternt på dem.”

TikTok-turismens tærende effekt

TikTok er her, der og alle vegne. Fra dansekoreografier på gaden til turisten på din stamcafé. I sit nyhedsbrev Ridgeline skriver journalist Craig Mod langt, men interessant om TikTok-turisme og dens skadelige effekt på de små lokale fællesskaber: “Den hurtigste måde at dræbe fællesskabet på er at gå viralt på en ødelæggende måde”. Heldigvis ser Mod også lys for enden af TikTok-tunnelen. Det er stadig muligt at være en god turist ved “at være en bidragende del af økonomien (finansielt og kulturelt), at blande sig med stamgæster uden at fortrænge dem”. Så gå en omvej, find en lille café, men lad være med at tiktokke det.

Etikk høyrer heime i politikk

Afsløringerne om Oljefondets investeringer i et israelsk bombeflyselskab, som vi var omkring onsdag, har fået nordmændenes pis i kog. “Det er Etikkrådet som ser på etiske spørsmål,” forsvarede fondens direktør, Nicolai Tangen, sig. Den køber ansvarshavende redaktør på norske Panorama Nyheter Emil André Erstad ikke: “Etikkrådet har blitt ein praktisk ventil for moralsk ansvar, men det er feil adresse for sinnet mot investeringane i den israelske krigsmaskina.” I stedet bør de norske politikere stemple ind og sætte det etiske kompas for investeringerne. Og der kan nordmændene jo give deres besyv med, når der er Stortingsvalg 8. september.

Ugerevyen

Sommerens sommerskoler

Føljeton er tilbage fra en veloverstået ferie, og den flittige læser har nok bemærket, at den daglige Føljeton ser anderledes ud, end den gjorde over sommeren. I hele juli har vi haft færre nyheder og mere nørderi fordelt over fem serier, og nåede du ikke at læse med, kan du finde dem alle sammen her.

Spisesedlen

Don’t you get it? Modellen Jura hev et palæstinensisk flag op ad lommen og foldede det ud, mens hun gik catwalk på Copenhagen Fashion Week. ‘Act now against the genocide in Palestine,’ stod der på det. Mere af det. Så gider man måske modeshows.

Den grønne omstilling er ustoppelig. “Ingen regering, ingen industri, ingen særinteresser kan stoppe den,” sagde FN’s generalsekretær António Guterres, da han sidst i juli præsenterede en rapport om vedvarende energi. Endelig godt klimanyt.

Fremragende, kæmpestore udstillinger med David Hockney og Wolfgang Tillmanns i Paris – på samme tid og kun 7,5 kilometer fra hinanden. Hvor heldig har man lov at være? Hvis man altså er i Paris. Slutter begge i september.

En fin artikel i Washington Post om den afholdte palæstinensiske menneskerettighedsaktivist Awdah al-Hathaleen. Han blev skudt i sidste uge i sin landsby Umm al-Khair på Vestbredden af den israelske bosætter Yinon Levi, som er på fri fod.

Motherfucking windfarms. Dejligt at se Samuel L. Jackson ved Vesterhavet nær Hvide Sande. Han sælger tang for den svenske energiproducent Vattenfall. Det første tanganlæg i Vesterhavet er klar om fem-ti år. Mmm, proteiner.

Et sidste ord

Okay, det kan også blive for meget med de proteiner.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12