Én gang om måneden inviterer Føljeton en gæst til at komme med sine bud på det bedste derude. I dag har vi besøg af kunstner og forfatter Emma Rosenzweig, der er aktuel med romanen Jeg giver alt væk.

Den amerikanske filminstruktør Gus Van Sant er måske bedst kendt for sin ikoniske film My Own Private Ivanhoe, Good Will Hunting og Elephant, men da jeg for nylig så hans bidrag til 2. sæson af HBO Max-serien Feud, var jeg bjergtaget. Her portrætterer Van Sant nemlig noget hidtil uset – velhavende kvinder i 60’ernes New York og deres forhold til og besættelse af deres homoseksuelle ven, forfatteren Truman Capote. Det er rørende, sjovt og utroligt opløftende at se de kvindelige skuespillere (Naomi Watts, Chloë Sevigny og Calista Flockhart) alle godt over de 40 år, få lov at spille røven ud af bukserne. Og så er det et interessant portræt af et New York, som ikke eksisterer længere. Breakfast at Tiffanys møder The White Lotus.

Jeg har i flere år haft Rummets poetik liggende på mit skrivebord, og selvom jeg allerede har læst den, lader jeg den ligge fremme, for jeg kan altid åbne den og bruge noget fra den, på den ene eller anden måde. Det er både konkret i forhold til mit arbejde og mere abstrakt i forhold til mit privatliv, men der er altid noget at hente i den bog. Fænomenologien og Gaston Bachelards billeder og forklaringer af de fantasier, vi tillægger huse, døre og møbler, føles uudtømmelige.

Jeg hører altid Genstart. Hver dag. Jeg har svært ved at forstå, hvordan så komplekse emner kan koges ned til 25 minutter. Det kan give anledning til at lære mere om emnet, og det synes jeg er fantastisk. Jeg har lige hørt afsnittet ‘Forbudte stemmer‘, hvor Zara Wali fortæller om sin mor og mormor og Afghanistan, hvorfra hun flygtede som 2-årig, og hvor Taleban netop har indført en lov, der forbyder kvinder at tale og synge i det offentlige rum. Det var som sædvanligt tankevækkende og vedkommende.

Jeg hører også Jewish Currents’ podcast ‘On the Nose‘, som jeg synes er en virkelig vigtig og nuanceret platform, der fx formår at belyse krigen i Gaza fra nogle vinkler, som jeg ikke ser så mange andre steder.

Jeg laver en gigantisk portion hjemmelavet harissa en gang om måneden, for min ældste søn elsker stærke ting. Det dufter godt, men det er et helvede at stå med alle de chilier, jeg sveder, hoster og bliver nærmest svimmel af at stå og pille kernerne ud. Det kan faktisk virke lidt som en djævleuddrivelse, og det er også tiltrængt i ny og næ. Til gengæld kan harissa bruges i næsten alt; omeletter, på ostemadder og i supper. Om fredagen bager jeg flettede challah-brød, og jeg finder de fleste opskrifter på The New York Times’ madside, som jeg kan forsvinde fuldstændigt ind i, fordi de har så mange lækre ting.