Weekend den 6. december

Ugens Føljeton

 

Kære læser

Techoptimismens trækbasuner

Der er ugler i den teknologipolitiske mose på Christiansborg. Mandag præsenterede digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og finansminister Nicolai Wammen (S) regeringens nye strategi for kunstig intelligens, som efter sigende skal gøre Danmark “verdensførende” inden for anvendelse af teknologien i den offentlige sektor. Op til præsentationen fik Stage heftig kritik fra hele otte oppositionspartier, fordi de […]

Det bedste vi har set

Så faldt Hama

Vil du på omdrejningshøjde med den seneste udvikling i Syrien? Så lyt til denne glimrende udgave af Genstart, hvor Haifaa Awad, læge, Mellemfolkeligt Samvirke-forperson og Syrien-kender, er gæst. Siden Føljeton skrev leder om Syrien mandag, og som vi også skriver længere oppe i dagens nyhedsbrev, har oppositionsstyrkerne også indtaget storbyen Hama, hvor præsident Bashar al-Assads far Hafez al-Assad slog 20.000 mennesker ihjel på en måned i 1982.

+ CNN har et interview med oprørslederen Abu Mohammad al-Jolani.

++ Hassan Hassan i New Lines Magazine: ‘Hvad der gik forud for Aleppos fald‘. Virkelig god baggrundsartikel.

Lige så normal som alle andre

“Henry var en pensioneret erhvervsadvokat, som jeg mødte i hans store byhus i Bloomsbury. Han havde anerkendt karriere, et stort Magic Circle-firma og ret stor indflydelse i politik. Det interessante ved at tale med ham i denne fine dagligstue var, at da jeg stillede ham det spørgsmål, som vi gav alle, vi interviewede – om de følte sig som medlem af den britiske elite – slog han hårdt tilbage, og han virkede ret fornærmet … Hans grundlæggelsende følelse var, at han slet ikke havde nogen magt overhovedet, og at eliten befandt sig et andet sted.” Magtforsker Sam Friedman turnerer endnu med bogen Born to Rule, og har du ikke hørt ham endnu, er det på tide.

Culkin har styr på prioriteterne

Interview i The New York Times med skuespilleren Kieran Culkin (ham fra tv-serien Succession). Han er med i en ny film, A Real Pain, hvor han tilsyneladende gør en god figur. Hans tilgang til skuespillet let og legende, 100 gange mindre anstrengt (og mindre anstrengende at høre om) end hans herboende kollega Jeremy Strong.

Utæmmet populisme

“Med al respekt skal man ikke glemme, at også Ronald Reagan benyttede sig af hundefløjtens racisme. Det er ikke en uskyldens æra … Det er tydeligt, at republikanske eliter troede, at de bare kunne gøre en lille smule af det, man generøst kunne kalde kulturkrig, og mindre generøst kunne kalde racisme. De troede, de havde det under kontrol.” Godt interview til weekenden: Informations Mathias Sindberg møder den tyske politiske filosof og populismeprofessor Jan-Werner Müller.

Det er kompliceret

I tresserne udgjorde romantiske serenader næsten hver fjerde sang på de amerikanske hitlister. I dag er det antal halveret. Serenaderne er blevet overtaget af sange om kærestesorger, men det ændrer ikke på, at vi åbenbart også er trætte af at høre om kærlighed, uanset om den er forlist eller lykkelig. Til gengæld er vi mere til den besværlige af slagsen eller kærligheden til os selv. Altid skarpe Pudding.cool er klar med datavisualiseringerne.

Dan og de forsvundne vindmøller

Lotte Folke Kaarsholm, der nu er debatredaktør på Politiken, har på Facebook delt dette tv-indslag fra maj 2022, som hun lavede som vært på DR 2’s Deadline. Nu, hvor regeringens gigantiske planer om havvindmølleparker er gået i vasken, er det værd at hive det frem igen. Medvirkende: Daværende klimaminister Dan ‘the Man’ Jannik Jørgensen (S), der brokker sig over, at pressen kritiserer ham og generelt leder efter hår i suppen i stedet for at fejre regeringens mange klimasejre.

 

Ugerevyen

Nuancer af rød, blå og grøn

Tilbage i 2019 fik TDC et nyt navn. Måske bemærkede du det slet ikke, men televirksomheden var selv ganske tilfreds, ja, måske ligefrem lykkelig over resultatet. Man må da også sige, at der var blevet lagt en pæn portion ressourcer og arbejdstimer i den numerologiske manøvre. For som en Mikkel Lind med den imponerende titel […]

Spisesedlen

Egyptens diktator Abdel Fattah al-Sisi er på statsbesøg i Danmark.

Syriske oprørsgrupper har taget kontrol over Hama.

Forsvaret køber 115 infanterikampkøretøjer fra Sverige for omkring 10 mia. kr.

Energistyrelsen har ikke modtaget ét eneste bud på nogen af de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen.

Regeringen vil straffe bilisters brug af forkerte dæk med bøde.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron fastslår, at han vil blive siddende til 2027 og desuden udnævne en ny premierminister om få dage.

Nasa udskyder længe ventet Artemis-månemission til 2026.

Et sidste ord

Hvad har Margrethe Vestager og Taylor Swift til fælles? Det kan Financial Times måske forklare.

Rigtig god weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12