Weekend den 5. juni
Ugens føljeton
Mens europæiske politikere overbyder hinanden med kliniske buzzwords som ‘remigration’ og ‘eksternalisering’, har journalist og forfatter Anders Redder opsøgt den rå virkelighed bag retorikken.
Kære læser
Den omstridte handelsaftale EU-Mercosur trådte i kraft den 1. maj. Og selvom klimaforskere og diverse miljø- og menneskerettighedsorganisationer har advaret om aftalens negative effekter på klima, miljø og lokalsamfund, har nyheden ikke rigtig sat ild til debatten herhjemme. Aftalen, der har været under forhandling i mere end 25 år og i januar blev vedtaget af et […]
Det bedste vi har set
“Aaargh!” skreg den britiske kunstanmelder Adrian Searle i The Guardian i 1999: “Tracey’s menstrual knickers.” Siden hun for alvor gjorde sin entre på den britiske kunstscene med værket ‘My Bed’ på Tate Modern, har den 62-årige britiske kunstner Tracey Emin været en omdiskuteret og til tider ret så misforstået skikkelse. Værket, sengen, der var uredt og rodet, angiveligt efter en firedages depressiv episode, var grænseoverskridende – fuld af pletter, kondomer og brugte menstruationstrusser, og et gulvtæppe fuld af skrald som vodkaflasker, en graviditetstest, sutsko og lommeservietter. Tyske Sleek Magazine har været forbi hendes store retrospektive udstilling Tracey Emin: A Second Life, der løber frem til august på Tate Modern.
+ “Én ting, Emin rutinemæssigt er blevet nægtet af sin kritiske modtagelse, er friheden til at generalisere ud fra sine egne erfaringer.” Magasinet Frieze har også været forbi.
Kopierer popstjerner vitterligt bare hinandens musik? I en tankevækkende video forklarer den danske youtuber Carl E. Martin, hvordan en bestemt melodi – som han kalder Generation Alfa-melodien – bliver genbrugt i hundredvis af moderne popsange. Man efterlades lidt med en fornemmelse, som den franske filosof René Girard har sat ord på: “Individualisme er en formidabel løgn.”
Det nye regeringsgrundlag taler — som den slags dokumenter nu gør — om reformer. Men hvad en reform egentlig for en størrelse? Videnskab.dk har fået lektor ved Aalborg Universitet Poul Thøis Madsen til at give en omgang begrebsafklaring: “Ordet reform stammer fra latin: reformare, der betyder ‘at forme på ny’ eller ‘at genskabe’. I sin tidlige brug havde det ofte moralske og religiøse betydninger som under Reformationen, hvor den katolske tro blev afløst af en evangelisk‑luthersk forståelse af kristendommen.”
Verden har omkring 3.500 milliardærer, og inden længe får vi nok verdens første billionær. Så hvad giver man mændene, der har alt? Svaret er (desværre) at finde i Biblen: Riget, magten og æren i evighed. I Frankrig har optakten til præsidentvalget i 2027 allerede været propfuld af milliardærer, der ønsker at styre landet mod det ekstreme højre – og Gud. En af dem er forretningsmanden Vincent Bolloré, som har for vane at højredreje alle de kulturinstitutioner, han kommer i nærheden af, ofte med store kunstnerudvandringer til følge. Imens Pierre-Édouard Stérin, der har tjent sine penge på at sælge gaveæsker, har udtalt, at han “tjener penge for at tjene Kristus og Frankrig”. POV International forklarer den penible situation.
VM i herrefodbold er lige om hjørnet, og ekstasen har ramt The Guardian, som har lavet en detaljeret guide til — hold nu fast — samtlige 1.248 spillere fordelt på 48 hold. Entusiasterne er garanteret underholdning i timevis. Og selv hvis man ikke går op i sporten, er det faktisk i sig selv en fornøjelse at trykke sig gennem kataloget, der snildt kunne vinde et verdensmesterskab i interaktiv formidling.
Torsdag døde den fransk-iranske illustrator og filminstruktør Marjane Satrapi af sorg, blot et år efter tabet af hendes mand Mattias Ripa. Satrapi udkom i 2000 med tegneserien Persepolis, der er baseret på hendes egen barn- og ungdom i Teheran, og som siden er blevet filmatiseret.
+ “Tegning – det er menneskets første sprog, før skrivning, før overhovedet at tale, før ord.” Nekrolog i The Guardian.
++ Genlæs vores føljeton om helt bogstaveligt at blive syg af sorg.
+++ Cinemateket viser Persepolis (2007) i slutningen af juni.
Spisesedlen
Regeringspartierne vil indstille Henrik Frandsen (M), tidligere ældreminister og viceformand i Landbrug & Fødevarer, som formand for Folketinget ved åbningen i oktober.
USA indfører sanktioner mod bl.a. Cubas præsident Miguel Díaz-Canel.
EU-Domstolen afgør, at det var ulovligt, da Tyskland inddrog basale fornødenheder som tøj og husholdningsartikler fra afvist asylansøger.
Israel har dræbt mindst 11 palæstinensere og såret 32 det seneste døgn i Gaza.
Donald Trump udnytter krigstidsbeføjelser og bevilger 700 mio. dollars til kulkraftværker i USA. Kul er det mest forurenende fossile brændstof.
Københavns Kommune udvider forsøg med udeservering på fem gader i Indre By.
Hver fjerde fødsel i England sker ved akut kejsersnit.
Et sidste ord
Hvad ville du spørge en flagermus om?








