Det er sørme og sandt december, og dermed atter den tid på året, hvor Spotify udgiver sit “Wrapped”-koncept – og hele møllen om forbrugerovervågningskapitalisme forklædt som uskyldig musikhygge begynder igen. I år er det bl.a. skribent og forfatter Liz Pelly, som leverer kritikken i The Guardian – med lidt ekstra KI-skepsis stoppet ned i julesokken: “Spotify Wrapped føles nu som endnu et eksempel på noget personligt og værdifuldt, der bliver automatiseret væk fra os; endnu et eksempel på, at en angiveligt uudholdelig opgave med at tænke og skrive bliver ‘aflastet’ for at gøre livet mere gnidningsfrit.”

Apropos Spotify og musikalske juletraditioner, er internettet selvfølgelig også ved at svømme over med mere eller mindre rage baity lister over årets bedste albums. Føler du dig som en semi-prætentiøs 00’er-hipster, bliver “indiemediet” Pitchfork stadig holdt kunstigt i live af mediekonglomeratet Condé Nast. Og altså, deres bud på de allerbedste udgivelser er faktisk ikke så ringe. Her på redaktionen er vi fx glade for at se Cameron Winter, Bad Bunny, Wednesday, Geese, Smerz, Sudan Archives og Rosalía så højt rangeret. Desuden føles det lidt som det gamle Pitchfork, at den eksperimentelle, boliviansk-amerikanske brødre-duo Los Thuthanaka løber af sted med førstepladsen. Deres musik er ikke engang på Spotify.

+ Skal det være ægte esoterisk og undergrunds-godkendt, har The Quietus en mere særpræget (men sej) årsliste.

“Som ethjulet cykelrytter tiltrækker jeg en vis opmærksomhed, og uanset om det er en travl solrig lørdag formiddag eller kl. 21.00 på en trist mandag aften, er folk tilbøjelige til at stille mig spørgsmål.” Ja, og hvad svarer man så, hvis man sådan kommer friskt og frejdigt rullende på et ethjulet cykel, og folk fx spørger, hvor det andet hjul er blevet af? Det forsøger ethjulet cykel-entusiast Declan Chidlow at forklare i et ret sjovt essay forklædt som en FAQ.

“Når en erfaren musiker kombinerer disse forskellige teknikker, kan publikum blive rørt af det smukke, rigtige og subtile resultat uden nødvendigvis at være bevidst om de valg, guitaristen har truffet. I hænderne på en stor musiker rummer dette enkle instrument næsten ubegrænsede udtryksmuligheder – vi skulpturerer bogstaveligt talt med lyd.” Musiker Craig Ogden forklarer hos Aeon, hvorfor guitaren er et genialt instrument.

Dagbladet Informations seneste importvare, Poyâ Pâkzâd, er noget af det bedste, der er sket for den lille pjosker i lang tid. Det siger vi ikke bare, fordi Føljeton udgiver Poyâs populære daglige nyhedsbrev Gâzâ Brîef. Vi siger det også, fordi det bare er dejligt at se en lille håndfuld cirkumflekser (^) stå tæt sammen på avispapir, og så fordi Poyâs analyser er af en anden verden. I denne her skoser han Berlingske for avisens hovedløse omfavnelse af den franske journalist Nora Bussignys bog om ‘islamogauchisme’.

Louisiana Channel har besøgt den armensk-egyptiske kunstner Anna Boghiguian i Cairo. Det er der kommet et smukt portræt ud af. Hvem er hun? Tja, nogle gange skal man bare trykke på begynd-knappen og se, hvad der sker. Og som museumsinspektør Christian Lund, der har lavet interviewet, skriver på Facebook, så er Boghiguians stærkeste værk “næsten hendes eget varme og dybe, intelligente væsen formet af et langt livs rejser i alverdens lande og i kunsten – jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende”.