Men hvordan beskatter man egentlig de superrige, når de bare kan placere deres penge i skattely? Og bør det overhovedet være tilladt at blive meget rigere end resten af befolkningen? Den altid glimrende podcast The Rest Is Politics stiller disse og mange flere spørgsmål til den franske økonom Gabriel Zucman. Titlen på Zucmans seneste bog – We Need to Tax Billionaires – afslører hans ståsted.

Claire Stapleton var ansat i Googles kommunikationsafdeling og kendt som virksomhedens skjald, indtil hun organiserede flere hundrede ansattes nedlægning af arbejdet og sidenhen sagde sit job op. Hun skriver (sjovt!) i The New Yorker om at gå fra at deltage i fredagsbaren iført farvestrålende propelkasket til at blive desillusioneret af big tech. Denne afsluttende advarsel kommer altså fra en, som kender virksomhedens marketing-mekanismer ud og ind: “De reklamer, som virksomheden har lanceret for at promovere sine KI-funktioner, er sukkersøde og surrealistiske: Dovendyr og vaskebjørne, der laver kickflips på skateboards; telefoner, der forvandles til vaniljeisvafler, alt sammen ledsaget af sød musik, der lyder, som om den hører hjemme i en Wes Anderson-film. Det overordnede mål er simpelt: Hvis virksomhedens KI fremstår så fantasifuld, ufarlig og følelsesmæssigt intelligent som muligt – altså Googley – vil du lade den trænge dybere ind i dit liv.”

Emily Wilson, som har nyoversat både Odysseen og Illiaden til engelsk, har skrevet en viral, dårlig anmeldelse af Christopher Nolans forsøg på at oversætte Homers ene værk til filmlærredet i London Review of Books. Det er ganske underholdende, også selvom man nød filmen: “[Den] mangler mange af de elementer, der gør digtet storartet. Den har intet overbevisende at sige om tid, erindring, historie, krig eller om forholdet mellem en krigers heroiske hjemkomst og livet for hans familie, modstandere, kammerater, venner og naboer. Den mangler psykologisk, følelsesmæssig, politisk og etisk dybde. Dens fortællestruktur er effektsøgende. Skrivestilen er elendig. Ingen af personerne har overbevisende motiver for deres handlinger eller ord. Der er ingen sexscener, og al maden ser forfærdelig ud.”

+ Emily Wilson fortæller The Philadelphia Inquirer om sit oversættelsesarbejde og myternes universelle magt.

I anledning af hot Homer summer, antager vi, har Atlas delt et gavelink til Jeppe Krogsgaard Christensens skønne beretning fra 2025 om at genfortælle græske eposer til sine børn og selv dykke dybt ned i digtene. Efter essayet har man måske lidt mere mod på at kaste sig over de støvede eposser. Det er, som Krogsgaard Christensen også skriver, et meget værdigt alternativ til doomscrolling.

Disse dage er solnedgangene rødere på grund af røgen fra de voldsomme naturbrande i Spanien, Frankrig og Canada. Fotojournalisten Brais Lorenzo har i år vundet en pris fra World Press Photo for at dokumentere sidste års naturbrande i det nordvestlige Spanien. Se hele hans fotoserie her.

“When they go low, we go high,” sagde den daværende amerikanske præsidentfrue i 2016, og Maia Kahlke Lorentzen, som er en del af foreningen Cybernauterne, kalder dette for Michelle Obama-fælden. Hvis venstrefløjen vil vinde folks opmærksomhed online, må de ty til andre metoder. “Vi har lavet meget indhold om manosfæren på TikTok, og vi kan se, at hvis vi tager en kendt som influenceren Casper Krause og først laver sjov med ham, og så siger noget seriøst om fænomenet eller debatten, der ligger bagved, så går vi viralt. Hvorimod mere klassisk indhold som ’hvad er en incel?’ ikke kommer så langt ud,” siger Kahlke til Dagbladet Information.