Weekend den 29. maj

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Merkel, Konni og Kreml

Angela Merkel er bange for hunde, men ikke for Putin. Da den dengang tyske kansler i 2007 besøgte den russiske præsidents sommerresidens i Sochi, kaldte Putin pludselig sin sorte labrador Konni (1999-2024) ind i rummet – en af hans gennem tiden mange hunde, hvis sind han selv brugte til at lette humøret på dårlige dage. […]

Det bedste vi har set

Interviews med ICE-agenter

Det er snart et halvt års tid siden, at ICE raserede Minneapolis, hvor de skød og dræbte to amerikanske borgere på åben gade. Channel 5 with Andrew Callaghan har besluttet sig for ikke at glemme ‘Operation Metro Surge’ og har sat sig ned med tre forskellige ICE-agenter. Om den ene dræbte, Renée Good, siger en af agenterne ganske koldt: “Opførte hun sig som en kælling? Klart … Burde hun være blevet hevet ud af bilen og fået tæsk? Klart. Men der er mange måder at gribe det an på. Man kunne have håndteret situationen på en helt anden måde.”

De bedste danske sange

Af en eller anden grund har DR’s radiokanaler besluttet sig for at lave en liste over de 100 bedste danske sange. Derfor sender kanalerne mellem kl. 12 og 14 de kommende uger lutter dansk musik. Og på DR’s hjemmeside er der en samling artikler, der dykker ned i den danske musikarv. Man kan fx læse tilblivelseshistorien om ‘Mormors kolonihavehus’, som Erik Clausen og Leif Sylvester har skrevet uden at tage de store hensyn til versefødder, om ‘Rocket Brothers’, som blev skrevet kort efter en åndemaner havde fjernet Kasper Eistrups skriveblokade, og om ‘Man binder os på mund og hånd’, som Poul Henningsen fik gennem nazicensuren med sine dobbelttydigheder.

Transhumanistisk fadæse

Ved de netop overståede Enhanched Games i Las Vegas— også kendt som steroideolympiaden — dystede atleter i velkendte discipliner som sprint, svømning og vægtløftning, men med et twist: Alle præstationsfremmende midler var tilladt. I The Conversation gør videnskabsfilosoffen Byron Hade status på et bizart arrangement, der skulle revolutionere atletikken, men endte som en fiasko: “Begivenheden var transhumanisme i praksis — et blik på menneskehedens atletiske fremtid. Hvad det faktisk leverede var en enkelt verdensrekord, som blev slået med få millisekunder, af den samme svømmer, som havde fået den ære året før ved et prøvearrangement.”

Mindre forsamlingsfrihed

I 2022 gjorde en britisk lovpakke det muligt at straffe forstyrrelse af den offentlige ro og orden med op til ti års fængsel. Det er et af mange eksempler på, at man i Storbritannien har forsøgt slå ned på demonstrationer – særligt de klimapolitiske og propalæstinensiske. I en ny rapport kortlægger forskere fra London og kampagnegruppen Defend Our Juries, at ændringer i love og flere beføjelser til politiet har “skabt et betydeligt mere undertrykkende retligt klima for aktivister”. Al Jazeera gør rede for rapporten.

Frihed er at være ligeglad

Den ikoniske britiske sanger og producer FKA Twigs spiller i Falkonersalen d. 4. juni. I den forbindelse har Poptillæggets Lucia Odoom lavet et dejligt interview med kunstneren, som under optagelsen sidder på bagsædet af en bil i London: “Som kvinde kan der være et pres om at være smuk, men jeg er totalt ligeglad. På [sangen] cellophane er jeg ligeglad med, om min stemme knækker, om jeg rammer tonerne, om jeg synger for højt eller for lavt, for hurtigt eller for langsomt. Det er bare ren følelse, og det er meget frigørende som kunstner.”

Filosoffens farvel

Den danske filosof Søren Gosvig Olesen takker af efter 30 år som underviser på Københavns Universitet. Gosvig er en ener, som i årevis har bekæmpet universitetsfilosofiens dogmer indefra. Desuden har han opfundet ordet ‘italesættelse’ i forbindelse med sin oversættelse af Foucaults Viljen til Viden. Man kan nu frit tilgå Gosvigs afskedsforelæsning, som han indleder sådan her: “Jeg anser afskedsforelæsningen som en helt særlig genre. Her kan man endelig sige, hvad man vil. Der er ikke længere noget at være bange for, det er for sent at blive fyret.”

Spisesedlen

Benjamin Netanyahu siger, at det israelske militær bør tage kontrol med “70 pct.” af Gazastriben.

Omsætningen for Terma, som eksporterer våbendele til Israel, er i regnskabsåret 2025/26 steget med 3,4 mia. kr.

Japans befolkningstal er skrumpet med 3 mio. mennesker siden 2020, viser foreløbige tal fra folketællingen i 2025.

Parlamentet i Letland godkender ny regering. Den tidligere blev væltet efter sag om droner i lettisk luftrum.

Iran og USA’s repræsentanter opnår foreløbig aftale om at forlænge våbenhvile med 60 dage, men mangler godkendelse af Trump.

EU-Kommissionen godkender Arlas overtagelse af tyske DMK og nederlandske DOC. Det bliver Europas største andelsmejeriselskab.

Og udsteder bøde på 200 mio. euro til Temu for at tillade salg af ulovlige produkter som kemikaliefyldt babylegetøj og elektronik, der ikke består basale sikkerhedstests.

Et sidste ord

Alt er større i Texas – selv dinosaurerne. Vi er glade for, at vi ikke levede for 80 mio. år siden.

God weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12