The New York Times har spurgt en række amerikanske 10-årige børn, hvordan de tror, verden kommer til at se ud i 2050 (blød betalingsmur). Der er få lysglimt i krystalkuglen, som ellers er fyldt med kunstig intelligens, færre venner, 3. Verdenskrig og Donald Trumps ansigt på 200 dollarseddelen.

“Ventetiden blev sværere at acceptere. I takt med at tiden gik, blev noget, der tidligere blot havde været teoretisk, pludselig påtrængende. Jeg studerede ultralydsbillederne som en spøgelsesjæger på udkig efter tegn – på hvem hun mon var, og hvad hun måske allerede vidste.” Millennialgenerationens stemme Lena Dunham er blevet mor. Det har hun skrevet et essay om i Vogue, der handler om mødre og den svære kunst at købe babytøj. Hvorfor bliver alle småpiger klædt ud som malkepiger?

“Endetidsfascisme er en fascisme, som er i dialog med eksistentielle kriser i planetisk målestoksforhold; en fascisme, der tager denne verdens undergang for givet,” forklarer forfatter Naomi Klein. I anledning af den nye bog End Times Facism and the Fight for the Living World har hun og medforfatter Astra Taylor været forbi The New York Times’ podcaststudie og talt med David Marchese om endetidsfascisme, uhellige alliancer på højrefløjen og techgiganter, der arbejder mod verdens undergang.

Byen Predappio, hvor Benito Mussolini blev født og begravet, har længe været afhængig af den henrettede diktator. Han tiltrækker nemlig besøgende, der bidrager til den lokale økonomi. Før 1957 var Mussolinis krop gemt væk i et skab i et kloster, men den kristendemokratiske premierminister Adone Zoli gav diktatorens familie lov til at få de jordiske rester hjem til familiegraven. Siden har op mod 100.000 mennesker besøgt graven hvert år. Det er dog ikke kun nysgerrige turister, men også en del neo-fascister, der kommer på besøg. Journalist Dani Garavelli har besøgt den italienske by dagen før Il Duces fødselsdag. I London Review of Books beretter hun om at befinde sig blandt folk iført nazi-bind og et museums ucensurerede gæstebog: “Den var også fuld af beundrede, racistiske budskaber. Jeg bladrede om til bagsiden, hvor nogen havde tegnet en tegneseriefigur, der smed et hagekors og en økse i en skraldespand. ‘Denne bog er skrald,’ havde vedkommende skrevet. ‘Fuck Benito og fascisterne.’ Nederst, med mindre skrift, havde vedkommende tilføjet: ‘Men det er da et fint museum!’”

Palæstinas Oscar-bud Citizen Osama havde premiere på dette års filmfestival i Venedig, men instruktøren bag filmen, Ahmed Hassouna kunne ikke rejse fra Gaza til Italien. Filmmagasinet Ekko har interviewet Hassouna over skrift: “I løbet af et år ser vi Osama forsøge at være journalist, far og ægtemand på samme tid, mens han lever gennem frygt, fordrivelse og mangel på de mest grundlæggende fornødenheder. Osama er selvfølgelig bare ét eksempel blandt tusinder af palæstinensere, der leder efter mad og sikkerhed, og som forsøger at beskytte deres familie og overleve. Men for mig kan disse små, menneskelige detaljer sige mere om krigen end et bredere portræt. Det er også en vigtig del af det palæstinensiske billede, jeg ønsker at præsentere: et menneske, som elsker livet og holder fast i håbet selv under de mest vanskelige omstændigheder.”

“Nu vidste hun, at hun elskede ham. Hun elskede ham så voldsomt, at resten af verden var forvandlet til en stram, meningsløs knude, bortset fra landskabet, der stadig befandt sig uden for dem, neutralt, med sit orgasmiske sommervejr. Når der ikke var motorbåde, svømmede hun nu sammen med bjørnen, svømmede i timevis, plaskede og fiskede smukke sten til ham, som han med alvorstung mine tog imod og holdt op til sine nærsynede øjne.” En kvinde forelsker sig lidenskabeligt i en bjørn. Weak Press bringer et uddrag af Marian Engels Bjørnen fra 1976, der udkommer på dansk i næste uge.