Weekend den 13. september
Ugens Føljeton
- Den sjove grønne trepart.
- Oliver Stillings åbningstale til Golden Days.
- EU’s landbrugspolitik.
- Harris’ tabte momentum.
- Og Trumps eget nederlag.
- Anmeldelse af Sex (Drømme) (Kærlighed).
- Civil modstand.
- Interview med Brett Christophers.
Kære læser
Har man befundet sig på en mark fyldt med køer, ved man godt, at de ikke er til at spøge med. Oplevet på nært hold er køerne nogle imposante dyr, og i flok udgør de en åbenlys trussel, hvis først de bestemmer sig for at løbe dig over. Alligevel var der noget sært komisk ved […]
Det bedste vi har set
Magasinet The Dial har også forsøgt at indkredse et svar på, om nogle klimaaktivister ender med at skade deres egen sag. Men som en 26-årig aktivist i den franske klimabevægelse Les Soulèvements de la Terre siger: “Hvis vi ikke gør noget, venter der os forfærdelige ting.”
“Vi lever ellers i de store undskyldningers tidsalder. Der fortrydes som aldrig før. Men hvad hjælper fortrydelse, når skaden er sket? Hvad hjælper det, at man i Københavns Kommune et par år efter den stærkt omdiskuterede nedrivning af Slagtergårdene på Enghavevej meddeler offentligheden, at man fortryder? Hvad hjælper det Carlsberg Byen, at man beklager, at private spekulanter har kunnet sabotere den plan for den nye Carlsberg By, som ved en international arkitekturfestival i Barcelona i 2009 blev nomineret som ‘verdens bedste masterplan’?” Udmærket lille indlæg af professor emeritus Martin Zerlang i Politiken (gavelink).
“Det er ingen sejr at have gennemført et terrorangreb og taget civile gidsler eller at have kæmpet en guerillakrig mod en overlegen fjende i et tætbefolket område. Hverken for palæstinensere, for muslimer eller for arabere. Og det er en vildfarelse, at vestlige regeringer har bidraget militært og politisk til Israels voldsorgie i Gaza.” Mellemøstforskeren Sune Haugbølle, ja, ham Jyllands-Posten pludselig besluttede fast skulle varedeklareres som Israel-kritiker, er begyndt som skribent på Altinget. De kalder ham i øvrigt bare ‘professor i Global Middle East Studies’.
Journalisten Melissa Heikkilä undersøger, hvor meget de store KI-sprogmodeller (LLM) egentlig ved om hende, fordi: “Teknologivirksomheder som Google og OpenAI frigiver ikke oplysninger om de datasæt, der er blevet brugt til at opbygge deres sprogmodeller, men de indeholder nødvendigvis visse følsomme personoplysninger, såsom adresser, telefonnumre og e-mailadresser. Det udgør en ‘tikkende bombe’ for privatlivets fred online og åbner op for en lang række sikkerheds- og juridiske risici.” Det er i MIT Technology Review.
“Problemet er, at finans er ubrugelig. Løsningen er at prøve at gøre noget nyttigt med det eneste, det producerer: de penge, det tjener til vinderne. Fordi gambling ikke har nogen mening, må folk, der har tjent penge gennem gambling, finde mening uden for det centrale, de har gjort med deres liv. Derfra kommer vigtigheden af ’filantropi’ for den finansielle milliardærklasse.” Den britiske journalist John Lanchester om finansverdenen og den “grotesk overordnede rolle”, den efterhånden spiller i vores hverdag. I London Review of Books: For hver vinder er der en taber.
“Jeg kommer til at gå derind med krum ryg og få et øjebliks stilhed, mens venner og familie kommer og stirrer på mig. Det er sidste stop,” siger den 92-årige forfatter Gay Talese om bedemanden Frank E. Campbell, som tager sig af begravelser for New Yorks rigeste. Det er folk som John Lennon, Jacqueline Kennedy, Ivana Trump. Og altså måske også Talese, der efterhånden selv har glemt hvor mange begravelser han har været til i forretningen.
Ugerevyen
Her er klimadebatten, som vi ville ønske, den fandt sted. Som en platonisk dialog.
Spisesedlen
Den danske stat har brudt centrale EU-regler i 34 år ved ikke at have miljøvurderet en række olie- og gasfelter.
WHO er “sikre” på at have poliovaccineret 90 pct. af Gazas børn under 10 år.
33.000 ansatte i Boeing går i strejke og sætter dermed virksomhedens produktion af kommercielle fly på pause.
Ørsted dropper den fabrik, der skulle levere brændstof til regeringens såkaldt grønne indenrigsfly.
Pia Kjærsgaard (DF) stopper i dansk politik.
Unge under 18 år skal ikke længere betale arbejdsmarkedsbidrag.
38 high street-butikker lukker dagligt i Storbritannien.
Et sidste ord
80 timer? Det er jo næsten en 4 dages arbejdsuge. Nu er den i hvert fald overstået – vi ses på mandag!