Øv, altså. Formanden for Kopenhagen Fur, minkavler Tage Pedersen, er ærgerlig over, at minkavlerne nu er blevet fjernet fra de kommissioner, som skal vurdere, hvor mange penge minkavlerne skal have i erstatning. Det siger han til DR – og smider samtidig offerkortet: “Vi kan – og jeg kan – ikke holde til at blive hængt ud som griske gribbe og svin, som vi er blevet de sidste 14 dage.”

+ Modejournalist Mikkel Lind Sorgenfrey i Altinget: ‘Minkavlere gør sig selv stinkende rige, selvom mink længe har været umoderne’.

++ Fem myter om minkavl (World Animal Protection).

”Ødelæggelse og konstruktion er indbyrdes gennemtrængende modsætninger, der forudsætter hinanden: ødelæggelsen af ​​planeten er konstruktionen af ​​fossile brændstoffers infrastruktur; ødelæggelsen af ​​Palæstina er opførelsen af ​​racekolonier. At vende ødelæggelsen af ​​Palæstina og planeten kræver derfor, som en logisk uangribelig tilstand, ødelæggelse af fossile brændstoffers infrastruktur og racekolonier – ikke nødvendigvis deres fysiske ødelæggelse; men nødvendigvis deres nedlæggelse og genbrug, i de tilfælde, hvor det er muligt, og hvor ikke, på vejen til deres afskaffelse, ja, deres fysiske ødelæggelse.” Andreas Malm, marxist og humanøkolog ved Lunds Universitet, er som altid i et frontalangreb mod fossilindustrien. Denne gang kobler han det sammen med folkemordet i Gaza og leverer en analyse af det, han kalder ’Palæstinas underkastelse af det fossile Empire’.

USAID (United States Agency for International Development) er en uafhængig regeringsenhed, som har til opgave at administrere USA’s udviklingsbistand og humanitære hjælpearbejde. Organisationen opererer med et budget på mere end 50 mia. dollars. Forleden var direktøren for USAID, Samantha Power, indkaldt til en høring i Repræsentanternes Hus’ stående udvalg for udenrigsanliggender. Her sagde Power, at der efter al sandsynlighed allerede er hungersnød i den nordlige del af Gaza-striben. (Se hele den tre timer lange vidneseance her.) Det progressive amerikanske magasin Mother Jones har en god artikel om den 53-årige Samantha Power, der i årevis har været en troværdig og vigtig stemme i forhold til USA’s ansvar. “Den triste sandhed midt i alt det er, at Power har skrevet en fremragende bog om USA’s historiske fiaskoer i forhold til at forebygge folkemord og andre krigsforbrydelser. Hun forstår bedre end nogen anden det manual, som den amerikanske regering bruger for at undgå ansvar og foregive ikke at kunne gøre noget.” Hendes bog er fra 2002 og hedder A Problem from Hell.

Kan mennesker leve fredeligt side om side, efter den ene med vold har forsøgt at udrydde den anden? Det gør Mukaremera Laurence, som tilhører Rwandas etniske majoritetsgruppe Hutu, og Nkundiye Thacien, som er del af minoritetsgruppen Tutsi. ”Hvordan individer interagerer med hinanden på bakkerne, bor sammen i landsbyer, forhandler deres daglige forhold og nogle gange vælger at gifte sig inden for familier på tværs af overlever-gerningsmand-kløften er hinsides regeringsførelse.” Al Jazeera har besøgt dem i Mbyo, en af Rwandas seks ’forsoningslandsbyer’.

“Især kvinder i Hæren – inklusive mig selv – har nødigt villet tale om køn. Vi har villet tale om kompetencer, så ingen kunne beskylde os for at behøve eller kræve særbehandling og være uprofessionelle. Men Hæren er en meget fysisk arbejdsplads med krav, normer og værdier, som historisk har været defineret af mænd og indirekte har været rettet mod én bestemt type mænd. Det duer ikke længere.” Interview i Information med Anne Castenschiold Bill, Danmarks første kvindelige oberstløjtnant, i dag 64 år og pensionist efter 41 år i Forsvaret. Flotte billeder, i øvrigt.

I Weekendavisens spalter diskuterer man lige nu værdien af de lyrikere, der skriver om det partikulære menneske, sammenlignet med forfattere af det universelle. Avisens egen Christian Bennike startede fejden ved at lange ud efter førstnævnte, og nu melder Simon Pasternak, forlagschef for skønlitteratur på Gyldendal, sig på banen: ”At dømme det ene ude som identitet og partikulært og uinteressant og det andet som værende interessant og indsigtsfuldt og værdifuldt for verden er nedladende og grusomt,” siger han. “Det gode, der sker i dansk litteratur i disse år, er, at der bliver skabt en ny dansk litteratur, men med flere centre, og derved bliver litteraturen mere relevant for flere.”