“Så … hvad er dit take?” Den evigt solbrillede komiker Kareem Rahma har forladt metroen og de utallige holdningers helle og er rejst til Damaskus for at tage en taxatur i Syriens hovedstad efter krigens afslutning. Han prajer den tidligere FedEx-chauffør og nuværende turistguide Bashars taxa: “Lad meteret køre, og kør mig hen til dit yndlingssted.” De to mænd og det lille filmhold starter ved en kaffebar fuld af minder og cigaretter og kører rundt i byen, hvor gaderne så smalle, at “katten har mistet sin sol”, som en syrisk talemåde lyder. Det er helt fortryllende godt selskab, især når Bashar dvæler ved de sidste 15 års krig og beslutningen om at tage tilbage til landet for at se sin døende mor og kobler det til ‘Chiqitita’ og hans kærlighed til ABBA.

Sommerens hedebølge fik vandstanden til at falde i Europas næstlængste flod Donau, og op ad mudderet dukkede der en masse vragrester frem fra Anden Verdenskrig. Synet af naziskraldet, der genopstår af det ulækre dynd, har fået Naomi Klein og Astra Taylor til at drage paralleller til nutidens politiske klima: “Det, vi står over for, er ikke en gentagelse af tidligere tiders autoritarisme. I stedet er det dens efterfølger … Vi kalder denne skræmmende nye udvikling for endetidsfascisme.” Vil man forstå deres begreb, skal man vente til næste uge, hvor Klein og Taylors nye bog udkommer.

Det amerikanske retssystem er allerede i gang med at forholde sig til, om en chatbot kan dømmes for retten. Bloomberg undersøger problematikken: “Vi ved, at disse agenter er i stand til at medvirke og tilskynde til skade. Det, vi kæmper med nu – ligesom så mange dommere i middelalderen, der grublede over grisens indre liv – er, hvordan vi skal fordele ansvaret, når de gør det.”

“’Pas på dig selv. Det er der ikke andre, som gør,’ sagde min morfar, når han ansatte nye medarbejdere, for han kendte udmærket de forgiftningssymptomer, som man fik af arbejdet på fabrikken.” Mindeord om Cheminova fra Johanne Mygind, forfatter til bogen Giftig og barnebarn af Aksel Mygind, der i syv år var driftsdirektør på den nu lukkede fabrik, der forurenede grundvandet, ødelagde dyrelivet og øgede kræftforekomsten.

De überrige har ikke tid eller tålmodighed til at lægge et frø i jorden og vente på, at det bliver til et fuldvoksent træ. Hvorfor ikke bare købe et afrikansk baobabtræ for 500.000 dollars? Som Tom Cox, medstifter i et firma, der køber og omplanter nogle af verdens største og tungeste træer, siger til The New York Times: “Folk, der har råd til det, vil have det største, og de vil have det bedste af alt, og de vil have det nu.” Selvom vi godt kan lide, at træer betragtes som værdifulde, føles denne overklassetendens en smule dystopisk.

“Et af de reneste udtryk for vores afmagt over for modernitetens patologier er, at vi altid deponerer dem hos børnene. Forbud mod sociale medier for børn under 15. Kollektiv alarm over elevernes læseevne. Som om vi ikke alle sammen bruger for meget tid på vores telefoner, som om metroen og køen i Netto ikke er fuld af voksne mennesker med nakken bøjet ned over små videoer, hvor der ‘sker noget nyt’. Hele tiden noget nyt. Som om det ikke også rammer forældrenes opmærksomhedevne, som om Netflix ikke er nødt til at lave serier med stadig mere primitive plot, som om børnenes problemer ikke også er vores problemer.” Midt i snakken om Pisa-undersøgelsen, der konkluderede, at danske børn er historisk dårlige til at læse, minder Dagbladet Informations Mathias Sindberg om, at det ikke kun gælder dem.