Weekend 9. februar

Føljetons verden

Tre bøger med Morten Kirkskov

Læsevejr taler med Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov, der anbefaler visuel ekvilibrisme, seksuel frigørelse i en krisetid og solidaritet på tværs af klasseskel.

En lille avis til vågne læsere

30 dage gratis

Kære læser

Fængslet i Beddawi

Tager man en taxa fra Bekaa-dalen halvvejs mellem Damaskus og Beirut og til den travle by Tripoli, kan man som vestligt-udseende opleve at blive bedt om at passe på med at tage ind til bymidten, fordi der er muslimer. Libanons landkort er lige så splittet som den tredelte regering, der forsøger at samle landets mere […]

Det bedste vi har set

Gyldne Golden

“Hvad kritikerne ikke fattede var, at samtidskunsten var under forandring, radikalt og permanent, fra et overvejende hvidt, finkulturelt foretagende til noget langt mere alsidigt og uforudsigeligt.” The New Yorkers Calvin Tomkins portrætterer Thelma Golden, der er direktør og chefkurator hos Studio Museum i Harlem. Sætningen ovenfor refererer til en række banebrydende udstillinger med oversete sorte kunstnere, som hun satte op i New York i 90’erne. Calvin Tomkins er i øvrigt 98 år. Alene af den grund er artiklen da værd at læse.

+ Hvis du ikke gider læse Tomkins’ tekst og bare vil have et hurtigt overblik over, hvem Thelma Golden er, så tryk her. Lidt dovent, men ok.

Original Romer

Radioprogrammet Kulturen på P1 havde forleden et indslag om originaler. Afsættet var, at Trafik- og Miljøudvalget på Frederiksberg har besluttet, at ‘Hejremanden’ skal æres med en mindeplade – selv om kommunen ikke var for flink ved ham, da han levede. Gæst i studiet er forfatteren Knud Romer, som får sagt helt utroligt meget på de 15-16 minutter, han har til rådighed. Det er ikke svært at lave radio, når Romer er med. Spol frem til 41:24.

Fangernes dilemma

Inflationspiralen: en ukontrolleret vekselvirkning mellem stigende salgspriser og lønninger, frygtet af alle økonomer. Bag tremmerne i USA’s fængsler kan ængstelige makroøkonomiske blå skjorter dog slippe frygten, da man tilsyneladende har brudt spiralen: Forbrugerpriser følger samfundets generelle stigninger, men indsattes løn følger ikke med. En anden (farefuld) sag er så, at systemet på den måde ”begrænser de legale, meningsfyldte muligheder, indsatte får for at overleve i fængslet, hvilket tvinger mange til at anskaffe daglige fornødenheder […] ved brug af ulovlige midler.” Den fængslede forfatter Phillip Vance Smith II kaster et kritisk lys over konsekvenserne af inflation for en ofte mørklagt samfundsgruppe.

En ikke uinteressant maskine

“Den store energi kom altså fra en vægt, som svarer til en tyvendedel af et sesamfrø.” Det er fysikprofessor Stefan Kragh Nielsen fra DTU, som taler, og det, han taler om, er Europas største fusionsreaktor. Forskerne drømmer om, at den kan blive en uudtømmelig grøn energikilde. Ret interessant og ganske pædagogisk præsenteret historie i Politiken.

Rengøring efter PiS

“Efter kun fire år med Trump arvede præsident Biden en rasende splittet nation, hvor domstolene var fyldt med højreorienterede apparatchiks, og hvor der var dyb uenighed om selve virkelighedens natur. […] Polen er et land, der lige har været igennem noget, der ligner det, som Trumpisterne håber at påtvinge os i en anden valgperiode. Landets institutioner er blevet udhulet. Mange erfarne teknokrater og neutrale dommere er blevet erstattet af lakajer og ideologer. Og nu forsøger landet at reparere sig selv, hvilket er grunden til, at jeg fløj dertil i sidste måned.” Interessant artikel i The New York Times om Polens demokratiske genopbygning.

Ugerevyen

To timers tågesnak

Så kom interviewet altså, som ingen havde bedt om: Den tidligere Fox News-vært og gennemførte charlatan Tucker Carlsons mikrofonholderi for den russiske diktator Vladimir Putin. Resultatet var vel nogenlunde, som man kunne forvente: I godt to timer fik Putin uforstyrret lov til at tale om sit syn på alt fra krigen i Ukraine til USA’s […]

Spisesedlen

Billede af sovende isbjørn kåret som årets naturfoto.

Europa-Kommissionen dropper planlagt regulering af pesticider – til landmændenes store begejstring.

Ørsted tabte over 20 mia. kr. i 2023, og kan dårligt siges at have vind i sejlene.

Mens Novo køber medicinalvirksomheden Catalent for at kunne følge med efterspørgslen på Wegovy.

Antallet af privatfly ved Super Bowl vil overstige hvad alle fire lufthavne i Las Vegas har plads til.

Taylor Swift truer med at sagsøge studerende, der holder øje med hendes brug af privatfly.

Norge stopper sagsbehandling af tre olieprojekter efter staten taber klimaretssag.

Undersøgelse af havsvampe kan indikere, at menneskeskabte klimaforandringer begyndte tidligere end troet.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj fjerner topgeneral og indfører ny ledelse i militæret.

Kunstig intelligens affyrer atomvåben i krigssimulation, da den “bare gerne vil have fred i verden”.

Nikki Haley taber primærvalg i Nevada til “ingen af kandidaterne” – Trump var ikke på stemmesedlen.

De første passager af papyrusrulle fundet i den romerske by Herculaneum er blevet afkodet.

Twitter-konkurrenten Bluesky er nu åben for alle.

Australien vil give ansatte lov til at ignorere opkald og beskeder fra chefer uden for arbejdstiden.

Menneskers forventede levealder er steget over hele verden.

Et sidste ord

Du ville ikke downloade en bil. Men ville du stjæle et 60 meter højt radiotårn?

Rigtig god weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12