Torsdag den 5. december
Frankrigs premierminister Michel Barnier er blevet væltet og det politiske kaos totalt. Så hvad gør Emmanuel Macron nu?
Kære læser
Så er det på søndag, at Notre-Dame, den gamle røgsværtede og brandramte middelalderkatedral, genåbner på Île de la Cité i Paris efter fem års omhyggelig genopbygning og restaurering. Statsoverhoveder fra hele verden vil glide ind i den franske hovedstad, og præsident Emmanuel Macron vil måske kunne få et par timers break fra sine nationalpolitiske problemer […]
Det bedste vi har set
Ringetoner er ikke længere, hvad de har været. Det vil sige: De er stadig lige så irriterende, men man hører dem sjældnere, og de er langt fra så god en forretning som i 00’erne. Altså dengang popstjernen Jessica Simpson og andre musikere taktisk versionerede deres singler til ringetoner, og hele industrien havde en omsætning på langt over en mia. dollars. Ifølge mediet Sherwood News er omsætningen for ringetoner siden dengang faldet med over 99 pct. Men måske er de købte ringetoner faktisk på vej tilbage – i hvert fald i lande som Indien, Sri Lanka, Pakistan og Bangladesh, og på nostalgiske millennials’ telefoner.
Heldigvis er det blevet mindre comme il faut at piske børn til succes. Senest eksemplificeret ved Nikolaj Hübbes afgang som balletmester ved Det Kongelige Teaters Balletskole, der kommer på bagkant af en omfattende kritik af forholdene på skolen. Forhold, som vel at mærke har været kendt længe, men som der først nu for alvor gøres noget ved. For som professor i pædagogisk antropologi Eva Gulløv siger i P1-programmet Udsyn: “Børn er simpelthen blevet for vigtige for os til, at vi kan tillade os, at de bliver udsat for nogen som helst ting.” Interessant samtale om elitemiljøer anført af forfatter og Føljeton-ven Kaspar Colling Nielsen.
Har du fået set Gladiator II endnu? Selv har vi ikke helt kunnet svinge os op til at se Paul Mescal i sandaler, men det lader så også til, at der er god grund til at være kritisk over for filmens historieskrivning – i hvert fald hvis man spørger Hyperallergic: “Ved at ignorere Getas og Caracallas afro-syriske identitet i både casting og plot, samtidig med at kvinder som Julia Domna helt fjernes, forstærker (filmen, red.) den populære antagelse, at Roms mangfoldighed kun fandtes i de afsidesliggende områder, som de erobrede. I stedet kan og bør vi anerkende, at den også fandtes blandt den romerske elite, der foretog erobringerne.”
Spisesedlen
Amnesty International har “tilstrækkeligt grundlag” for at konkludere, at Israel begår folkemord i Gaza.
Fugle forsinker leveringen af fire F35-fly til Danmark.
Og regeringens våbenindkøb fra Israel er udskudt mindst to måneder, viser lækket brev fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Staten bør have sin egen regeringsadvokat og droppe kammeradvokattitlen, lyder anbefalingen fra ekspertgruppe.
Storbritannien har indtil juni brugt 715 mio. pund på fejlede Rwanda-planer.
Yoon Suk Yeol, Sydkoreas præsident, står over for afstemning om rigsretssag.
Sakebrygning kommer på Unescos liste over immateriel kulturarv.
Nærsynet
Mandag begyndte verdens foreløbigt største klimaretssag ved Den Internationale Domstol i Haag (ICJ): Over to uger skal 98 stater og 12 organisationer fremlægge deres svar på anklagerne fra Vanuatu, der på vegne af en koalition af ø-stater lægger sag an mod verdens rigeste lande for at være medskyldige i vandstigninger og hyppigere klimakatastrofer i Stillehavet. […]
Et sidste ord
Forbyder du dine børn at se Harry Potter, så forstår vi dig egentlig godt.