Vi er ret glade for den britiske dokumentarfilmmager Adam Curtis, der med sin idiosynkratiske blanding af arkivklip, speaks og kontrapunktisk musik kreerer næsten psykedelisk samfundskritik i værker som All Watched Over by Machines of Loving Grace og HyperNormalisation. Minsandten om han ikke også har nogle ret gode pointer i interviewet her med Crack Magazine: “Vi har trukket os tilbage til en følelse af, at der altid er en ny apokalypse i horisonten; det er en forfærdelig bamse, som de borgerlige grønne krammer for sig selv og siger: ‘Vi skal alle sammen dø, det er forfærdeligt.’ Det er ikke sådan, man forandrer verden. […] Frygt er den sidste udvej for dem, der ikke har formået at mobilisere folk til at forandre verden til det bedre.”

“I dag er krigen mod terror bredt accepteret som en militær og geopolitisk fiasko. Men den er stadig ikke fuldt ud forstået som en massiv intellektuel og moralsk fiasko: et forsøg fra de vestlige medier og den politiske klasse på at skabe virkeligheden selv, hvilket mislykkedes katastrofalt, men ikke uden at indlejre grusomhed og løgnagtighed dybt og varigt i det offentlige liv. Og til dels fordi denne katastrofe ikke blev erkendt […] gentages den i dag i de vestlige mediers dækning af Israels krig mod Gaza: endnu en krig, der har antændt et bål af internationale juridiske og moralske normer og afstumpet og perverteret samvittigheder.” Pankaj Mishra, forfatter til Age of Anger, leverer en solid dosis mediekritik.

Lille, men vigtigt indspark i Information: At selv soldater har brug for kunst. For som Marta Margrete Schioldann-Nielsen, kandidat i Management of Creative Business Processes, skriver som reaktion på, at Forsvaret ikke længere skal være underlagt kunstcirkulæret: “At observere kunst forbedrer færdigheder som situationsfornemmelse, opmærksomhed på detaljer og kritisk tænkning – alle afgørende egenskaber i højspændte miljøer som Forsvaret.”