Torsdag den 18. januar

Forbandet godt fjernsyn

Med The Curse har Nathan Fielder og Benny Safdie skabt en serie, som er ulig noget andet på streamingmarkedet.

Føljetons Boghjælp

Svar på vores 19 videnskabelige spørgsmål. Så får du skræddersyede boganbefalinger til 2024.

Få anbefalingerne

Kære læser

Landbruget ligger brak

Det kan være svært at forstå, hvorfor så mange landmænd holder fast i fortællingen om, at det danske landbrug er afgørende for den danske økonomi, når det gang på gang er blevet modbevist. Graver man længe nok på internettet, kan man finde et bud på svaret fra en britisk kvinde ved navn Susan Guerrier, der […]

Det bedste vi har set

Gratis omgang for kongehuset

Kan vi klare mere tekst om kongen? Så skulle det da lige være Alexander Rich Henningsens skriv om tronskiftet i Atlas: “Min kilde, som er den af os to, der rent faktisk var til stede på pladsen, får mig ned på jorden igen. Med et blik på det tomme kagefad siger hun: ‘Det blev en selvfølgelig smule sektagtigt, da folk begyndte at råbe hurra i takt efter de ni hurraer. Folk råbte på sådan en søvnig, lidt zombieagtig måde, messende ligesom. Men ellers virkede det, som om mange bare var kommet for at se aben. Lidt som mig selv. Det var jo et gratis arrangement. Man er vel jyde.’”

+ Og reportagen her i Euroman om en lettere fejlslagen republikansk protestaktion.

Pessimisten Malm

Klimatænker- og aktivist Andreas Malm – som bl.a. har skrevet den ret forrygende Sådan sprænger man en rørledning i luften – er blevet interviewet i New York Times, hvor journalisten David Marchese har svært ved at sluge nogle af Malms mere radikale idéer. Det fører eksempelvis til den her udveksling: “Giv mig en grund til at leve. ‘Hvad mener du?’ Dit arbejde er knusende. Men jeg er optimistisk omkring det menneskelige projekt. ‘Jeg er ikke optimist omkring det menneskelige projekt.’”

Ufrivillig tankstation

Engang var Galápagosøerne et naturskønt refugium, fyldt med sjælden fauna som kæmpeskildpadder og Charles Darwins famøse fugle. Sådan er det på sin vis stadig, for øerne er selvfølgelig blevet optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste og bliver fortsat værnet om. Problemet er så bare, at turister og biologer ikke længere er de eneste, der finder Galápagosøerne interessante. Som Washington Post beskriver, har narkosmuglere nemlig også fået øjnene op for den afsidesliggende natur.

Spisesedlen

Eurovision vil ikke udelukke Israel fra årets konkurrence.

Pakistan udfører missilangreb i Iran.

Den amerikanske delstat Iowa sagsøger TikTok.

FN-organisationer advarer om, at den humanitære indsats i Gaza er “alvorligt begrænset”.

Pernille Vermund melder sig ind i Liberal Alliance og bliver partiets ældreordfører.

USA sætter houthibevægelsen tilbage på deres terrorliste.

Grønland mister 30 mio. ton is i timen.

Nærsynet

Sunak sejrer sig ihjel

Det britiske Underhus stemte sent onsdag aften for ved tredjebehandlingen af det lovforslag, der skal gøre det muligt at sende asylansøgere til Rwanda – hvilket landets højesteret ellers har afgjort strider imod international lov.  60 konservative parlamentsmedlemmer var oprindeligt imod forslaget, men mytteriet slog fejl, og i sidste ende stemte kun 11 af dem imod. Torymedlemmet Lee Anderson beretter for eksempel, at han skiftede mening, fordi “dem fra Labour fnisede og grinte.”

+ Premierminister Rishi Sunak kunne knap nå at fejre sin politiske sejr, før dagens avisforsider landede med dårlige nyheder: En ny meningsmåling viser, at hans konservative parti kun står til 20 pct. af stemmerne.

Et sidste ord

Ingen kan modstå Mr. Darcy.

Vi ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12