Torsdag den 14. november
Den politiske opmærksomhed er blevet så flygtig, at ingen leverer reel forandring, skriver Anton Jäger i essayet Hyperpolitik. Føljeton har mødt ham i København.
Kære læser
Det hele er lidt noget rod i de her dage, i de her måneder, i de her år. Man må udvikle mikrostrategier til at holde skruen i vandet. Fx lave små udrensninger. Her menes ikke ‘udrensninger‘, som de beskrives i Danmarks Nationalleksikon, dvs. en Stalin-agtig “fjernelse af personer inden for egne rækker, der menes at […]
Det bedste vi har set
Hvis alt andet fejler, kan man jo altid vælge at boykotte. Det er en leveregel, som en subkultur af kvinder i Sydkorea længe har haft, og efter præsidentvalget i USA leger flere amerikanske kønsfæller nu med at slutte sig til kampen. Under betegnelsen 4B – hvor b’et henviser til “bi”, der kan betyde nej på koreansk – vælger de nemlig at sige nej til at date mænd (biyeonae), at have sex med mænd (bisekseu), at føde (bichulsan) og at gifte sig med mænd (bihon). Oprindeligt opstod 4B-bevægelsen som en sydkoreansk MeeToo-protest, men den kan altså også bruges, når misogyne kræfter finder vej til Det Hvide Hus. Vox forklarer fænomenet.
“Vi har lavet planer om at mødes igen. Vil Paul tage sin guitar med? Hvem ved. For mig var det et spørgsmål om at klinke skårene, før det var for sent. Jeg føler, at vi har fundet tilbage til et vidunderligt sted. Mens jeg tænker på det nu, begynder tårerne at løbe ned ad mine kinder. Jeg kan stadig mærke hans kram.” Simon & Garfunkel er blevet genforenet, og det er da et lille lyspunkt midt i, ja, alt andet.
Hvad er det egentlig for en ballade, der har grebet om sig i Enhedslisten – og ført til, at partiet har indkaldt til et ekstraordinært årsmøde den 14. december? Det forsøger Zetland at forstå med et kig på partiets historie: “Opgøret er kulminationen på en kamp i Enhedslisten, der har været undervejs i mindst 15 år, som handler om alt andet end et lille, surt mindretal og et stort, magtfuldt flertals holdning til terrorangrebet 7. oktober. Dét opgør er kun det seneste i rækken af opgør om Enhedslistens identitet: Hvad partiet står for, hvem de er til for, og hvordan de skal kæmpe for forandring.”
Spisesedlen
Oversvømmelser vil i de kommende 100 år forvolde skader for over 400 mia. kr. i Danmark, hvis ikke der laves mere klimasikring.
Republikanerne i USA har nu også sikret sig kontrol over Repræsentanternes Hus.
Region Sjælland vil fra 2025 plante et træ for hvert nyfødt barn.
Human Rights Watch mener at have beviser for, at Israel begår forbrydelser mod menneskeheden med sine tvangsforflytninger i Gaza.
Kongehuset sløjfer prædikatet ‘Kongelig Hofleverandør’ – som dog først vil være helt væk i 2030.
Regeringen vil hæve klimabistanden til op mod fem mia. kr., men tager pengene fra udviklingsbistanden.
Verdens største koral er blevet fundet i Stillehavet.
Nærsynet
Vinter-OL kan i år fejre 100-års-jubilæum, for de sneklædte lege havde debut i Chamonix i Frankrig i 1924. Spørgsmålet er dog, om vinter-OL også kan overleve de næste hundrede år med de igangværende, galopperende temperaturstigninger skabt af klimakrisen. Netop det har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bedt University of Waterloo og Universität Innsbruck om at […]
Et sidste ord
Vigtig opdatering: Hvalen Hvaldimir var måske slet ikke en russisk spion, men snarere en desertør.