Torsdag den 10. oktober
Mens EU-landene er enige om at gøre grænselivet besværligt, foreslår Spaniens premierminister Pedro Sánchez en anden vej.
Kære læser
“Det står galt til. Det kan man jo ikke skjule. Det er klart, når man står her anden pinsedag i solskin, ser det jo pittoresk ud, ikke? Det gør det jo på overfladen, men der er bare ikke rigtig noget liv neden under.” Ordene kom (betalingsmur) fra Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, da han en […]
Det bedste vi har set
Den amerikansk-russiske tænker Ayn Rand er den danske bankmand Lars Seiers yndlingsfilosof. Seier læste Rands roman Atlas Shrugged, efter han angiveligt begyndte at tvivle på, om han virkelig havde gjort sig fortjent til sin store formue. Bogen beroligede rigmanden med, at selve meningen med livet er at være en selvisk, kynisk kapitalist. Litteraten Gary Morson sætter interessante ord på værket: “Der er to romaner, der kan ændre en bogglad fjortenårigs liv: Ringenes Herre og Atlas Shrugged. Den ene er en barnlig fantasi, der ofte fører til en livslang besættelse af dens utrolige helte, hvilket resulterer i en følelsesmæssigt umoden, socialt handicappet voksen, ude af stand til at håndtere den virkelige verden. Den anden handler selvfølgelig om orker.”
Dødstallet i Gaza er steget til 42.000, imens Israel invaderer Libanon og forbereder et direkte angreb på Iran. Den forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) er i Altinget med en læseværdig analyse af situationen i Mellemøsten, der retter skarp kritik mod Israels krigsførelse: “Det er ikke kun ligegyldighed og grim racisme, der gør, at vi ikke ser ansigter på ofrene for Israels krig mod Gaza. Israels regering har gjort alt for at lægge røgslør hen over de blodige realiteter – både ud til verden og hjem til deres eget folk.”
I hjertet af Reykjavik, nærmere bestemt på Kalkofnsvegur 2, ligger en noget speciel kontorbygning, der udefra set ellers ligner et ganske almindeligt stykke beton- og glas-grå tristesse. Ikke nok med, at kontorbygningen huser Islands notoriske penismuseum samt en H&M, så er den nemlig også adresse for den lyssky virksomhed Withheld for Privacy. En virksomhed, der groft sagt specialiserer sig i at skjule folks identiteter online – hvilket, med The New York Times’ ord, har givet bygningen “et ry som et virtuelt offshore-tilflugtssted for nogle af verdens værste gerningsmænd inden for identitetstyveri, ransomware, desinformation, bedrageri og andre forseelser”.
Spisesedlen
Knap en mio. civile er nu blevet drevet på flugt i Libanon, vurderer FN.
Forbrugerombudsmanden opdaterer sin tolkning af Markedsføringsloven i forhold til influenter.
Renoveringen af Nationalbanken står nu til at koste mere end tre mia. kr.
Regeringens administrationsbesparelser kommer også til at ramme eksterne organisationer og forskning.
Kamala Harris har indsamlet en mia. dollars i donationer på 80 dage.
Hver ottende kvinde er blevet udsat for seksuelle overgreb, før hun er fyldt 18, anslår Unicef.
Nobelprisen i kemi er blevet tildelt tre forskere for deres opdagelser inden for proteiner – nobelprisen i litteratur uddeles i eftermiddag.
Nærsynet
Orkansæsonen er over USA. Først kom orkanen Helene, der kostede over 200 mennesker livet og dermed blev den mest dødbringende orkan siden Katrina tilbage i 2005. Nu er turen så kommet til orkanen Milton, der natten til torsdag ramte delstaten Florida med omfattende ødelæggelser til følge. Knap tre mio. mennesker i Florida står uden strøm, […]
Et sidste ord
Heldigvis accepterer Wikipedia ikke bare et hvilket som helst dickpic.
Fortsat god torsdag!