Torsdag 17. november 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Den blå cocktail er klar

Bilsalget er ved at slå alle rekorder her i 2016, men vent en kende: De største og mest benzinslugende biler vil blive endnu billigere efter nytår. Registreringsafgiften får endnu et hak nedad. Samtidig lettes boligskatten på de allerdyreste ejerboliger til næste år. Forhandlingerne om næste års finanslov – der ventes at blive fremlagt enten her […]

Det bedste vi har set

Fortvivlede klimaforskere

Vores venner på internetavisen Zetland har talt med en række klimaforskere, der sover ret dårligt om natten. Det er desværre en historie, der er alt for velkendt for de fleste, men nogle gange findes der vinkler, som rammer hårdere end andre, og det her er godt set. Overbevisende og hårrejsende læsning.

”Min mest overvældende følelse er vrede,” siger en af klimaforskerne. ”En vrede næret af dem, som er grådige på bekostning af fremtidige generationer. Min frustration med disse grådige, løgnagtige bastarder er personlig (…) som en far, hvis familie bliver truet.”

Falske nyheder triumferer

I de sidste tre måneder af valgkampen i USA formåede falske nyheder at skabe mere aktivitet på Facebook end tophistorierne fra hæderkronede medier som New York Times, Washington Post, NBC News og bl.a. Huffington Post. Kulørte løgnehistorier og det rene sludder overtrumfede altså seriøs journalistik. Den mest populære falske nyhedshistorie, som ifølge Buzzfeed blev cirkuleret på Facebook, havde overskriften: ”Pave Frans chokerer verden: Anbefaler Donald Trump.” Den næstmest populære hed: ”WikiLeaks bekræfter: Hillary solgte våben til ISIS.” Velkommen til en skør, skør verden…

Steve Ditko vil ikke have besøg

I anledning af premieren på den seneste Marvel-universets seneste superheltefilm, Doctor Strange, portrætterer magasinet Vulture den 89-årige tegneserieskaber Steve Ditko, som sammen med legenden Stan Lee fandt på Dr. Strange i 1963. Men selv om Ditko er nem at finde frem til, lever han et totalt tilbagetrukket liv og er ikke blevet fotograferet siden 1968. Journalisten prøver at ringe og skrive, og til sidst banker han på den gamle mands dør – og fortryder det straks: ”Før jeg kunne nå at sige anden stavelse af hans navn, rynkede han sine øjenbryn, spidsede munden og lavede helt smalle øjne. Han bøjede hovede ned i en vinkel på 45 grader og rystede det derefter på en måde, som jeg antog var i afsky. Døren røg hårdt i dørkarmen, og  sikkerhedslåsen blev slået på plads. Hele interaktionen varede mindre end seks et halvt sekund.” Det er godt.

+ Blot en lille pudsighed, nu vi taler om film i den lette ende. Disneys nye animationsfilm om den polynesiske prinsesse Moana kommer til at hedde Oceania i Italien. Det her er nyt for os, men det forholder sig åbenbart sådan, at en af Italiens mest berømte pornoskuespillere netop hed Moana. Moana Pozzi, der døde i  1994, nåede at medvirke i 100 voksenfilm. Hun var også med til at stifte Kærlighedspartiet, ligesom hun uden held stillede op til posten som borgmester i Rom.

Spisesedlen

Mindst 84 døde i Aleppo på 48 timer. De seneste døgns bombardementer af det belejrede østlige Aleppo har kostet mindst 84 civile livet, såret endnu flere, jævnet boligområder med jorden og skadet de få hospitaler, der stadig står. ”Helikopterne stopper ikke et eneste sekund,” fortæller Bebars Mishal, der bor i Aleppo og arbejder for hjælpeorganisationen White Helmets, der hver dag redder civile ud af murbrokkerne.

Kartelskandale eksploderer i nedbrydningsbranchen. Børsen har kastet lys over karteldannelse blandt nogle af de største nedbrydningsvirksomheder i Danmark. Mellem ti og 20 personer og virksomheder bliver nu sigtet for af låne hinandens priser i forbindelse med udbud. Fire af de mistænkte sidder i bestyrelsen i brancheforeningen Dansk Byggeri. En af dem er Mads Søndergaard, ejer af Søndergaard Nedrivning, og han har erkendt sin skyld og samarbejder med politiet for at få en mildere straf. ”Vi har valgt at lægge kortene på bordet,” siger han til Børsen.

Hvert fjerde barn i EU kan ende i fattigdom. Tal fra den europæiske statistikbank Eurostat viser, at 25,3 millioner børn – svarende til 27 procent – under 18 år i EU er i fare for at ende i fattigdom. Eurostats undersøgelse viser endvidere, at børnene alle lever under et af følgende forhold: sociale ydelser rækker ikke, husstandens materielle standarder er ikke tilstrækkelige, eller forældrene arbejder for lidt eller slet ikke.

To colombianske FARC-oprørere er blevet dræbt i kamp, da de forlod deres tilladte område med våben i hænderne. Det er første gang, at våbenhvilen mellem Colombias regering og oprørsgruppen er blevet brudt, siden den blev indgået i august. Det sker, efter parterne så sent som i sidste weekend stod klar med et nyt bud på en fredsaftale. Den nye aftale skal formentlig vedtages i kongressen i stedet for at blive sendt til endnu en folkeafstemning.

Kina: klimaforandringerne er ikke vores opspind. I 2012 tweetede en byggespekulant ved navn Donald Trump, at Kina havde fundet på klimaforandringerne for at skade USA’s konkurrencedygtighed. Ved et FN-møde i Marokko i går så Kinas viceudenrigsminister Liu Zhenmin sig nødsaget til at forklare pressen sagens rette sammenhæng, nu hvor Trump er blevet præsident. ”Hvis man kigger på klimaforhandlingernes historie, så blev de faktisk indledt af FN’s Klimapanel (IPCC) med støtte fra Republikanerne under Reagan og Bush seniors regering i de sene 80’ere,” sagde Liu Zhenmin.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12