“2025 er blevet defineret af Charlie Kirk, men ikke af det, Charlie Kirk stod for, hvem han var, eller hvem hans allierede hævder, at han var. Hysteriet, meningsløsheden og den totale usammenhæng omkring hans død er blevet symbolsk for Amerika. Det tog et årti, før 9/11-vittigheder virkelig kunne slå an, men Kirks død var blevet forvandlet til en vittighed, før kuglen overhovedet ramte ham. Politik er nu fuldt ud nedsænket i sin postliterære æra, og også politisk vold er blevet ulæselig.” Journalist Sarah Jeong tager afsked med 2025 i The Verge med et passende kig på USA’s igangværende ideologiske nedsmeltning.

På de danske udrejsecentre som Avnstrup og Kærshovedgård sidder ikke kun voksne, men også mange børn fanget i et systemisk koldt og nedslidende limbo. De er blevet afvist og må derfor ikke begynde en reel tilværelse i Danmark, men omvendt har de ingen fremtid at rejse “hjem” til. Og hvad gør de så? Det sætter mediet Respons fokus på i en podcastserie i fem afsnit, som har fået den passende titel “Ung og afvist”.

Aforismer, altså fyndige og underfundige små formuleringer, er stærkt undervurderede som refleksionsværktøjer – og det er vel heller ikke for ingenting, at en filosof som Friedrich Nietzsche havde en svaghed for dem. Så måske giver det også god mening at dyrke dem i en tid, hvor sociale medier er fyldt med banale betragtninger, og vi i stigende grad udliciterer vores tænkning til ChatGPT. Det slår forfatter James Geary i hvert fald et slag for i The Atlantic: “Dette er aforismers fantastiske kraft, og det er det, der adskiller dem fra ligegyldige udtalelser fra influencere på sociale medier og selvhjælpsgurueres platituder: Aforismer får dig ikke til at føle dig godt tilpas.”