Tirsdag den 30. januar

De Gule Traktorer

Med de omfattende landmandsprotester i Frankrig ser EU’s klimaplaner endnu engang ud til at måtte vige pladsen for nationale bekymringer.

Verden efter 2,5 grader

Brug Føljetons nye globale klimaatlas til at forstå, hvordan en varmere verden kommer til at se ud.

Dyk ned i atlasset

Kære læser

Ubevidsthed i banksektoren

Hvis en spørgeundersøgelse eksekveres ordentligt, er der tale om en helt reel forskningsbaseret metode. Hvad kendetegner en god spørgeundersøgelse? Først og fremmest handler det om, at man stiller klare, strukturerede spørgsmål til en række respondenter – helst så mange som muligt – og derefter gennemgår de indkomne data med en tættekam. I november 2023 udsendte […]

Det bedste vi har set

“Mødet går i gang, og apropos skønhed indledes det med, at vi synger Vi pløjed og vi så’de. Der er intet akkompagnement. Ingen kan helt melodien. Jeg gætter mig lidt frem. Ud fra Vivis medfølende blik antager jeg, at jeg ikke gætter rigtigt.” Atlas har sendt forfatter Hans Peter Madsen til borgermøde om udvikling af landdistrikter i Velling – og det udvikler sig til nogle herligt surrealistiske overvejelser om, hvem der egentlig har lov at sidde tilbage på den høje hest.

Midt i al kongerøgelsen blev embedet som kabinetssekretær nedlagt i forbindelse med tronskiftet. Og som professor emeritus Tim Knudsen samt post.doc. Peter Heyn Nielsen spekulerer over i Altinget, kan det være med til at gøre statsminister Mette Frederiksen (S) endnu mere magtfuld: “Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen har fundet en ny vej til at virkeliggøre Staunings drøm om at forene præsidentens funktioner med en statsministers? Bare med den forskel, at vi kan beholde en konge, som kan aflaste statsministeren med national symbolik og erhvervsfremme? Og letter fjernelsen af kabinetssekretærembedet den vej? I så fald må vi kræve en grundlovsdebat.”

Falde på halen-politik

Politik er efterhånden mest bare noget, der sker på de sociale medier. Eller rettere: Måden, mange folk lærer om politiske problemstillinger på, er gennem diverse memes og TikTok-videoer. Sådan er det i hvert fald i USA, hvor godt halvdelen af alle voksne amerikanere får deres nyheder fra SoMe. Som The New Yorker opridser, kommer det derfor også til at påvirke præsidentvalget. Ja, vi må ligesom bare indstille os på, at “flere og flere vælgere vil danne sig meninger under valget i 2024 baseret på en sjov video, som deres kusines mands søster delte i gruppechatten.”

Spisesedlen

Den russiske oppositionspolitiker Vladimir Kara-Murza er forsvundet.

Qatar præsenterer udkast til aftale om 45 dages våbenhvile for Hamas-ledelsen. Ifølge den skal 35 israelske og op mod 4.000 palæstinensiske gidsler løslades.

Ukraines sikkerhedsstyrker afslører korruption i forsvarsministeret i sag om våbenindkøb for over 250 mio. kr.

Det første menneske har fået indopereret hjernechip fra Elon Musks firma Neuralink.

Museumsdirektør kritiseres for at kalde Firenze en “prostitueret, der ikke kan blive jomfru igen”.

Ø-gruppen Palau bliver den første nation til at ratificere FN’s High Seas Treaty.

Danmark topper igen listen over lande med mindst oplevet korruption i det offentlige. Men privates partistøtte er et fortsat problem, siger formand for Transparency International Danmark Jesper Olsen.

Nærsynet

Uden støtte

På blot et døgn har 11 lande trukket deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA), svarende til omtrent 70 pct. af organisationens støtte: USA, Tyskland, Storbritannien, Canada, Nederlandene, Finland, Australien, Italien, Schweiz, Estland, Japan, Østrig og Rumænien.

Det sker, efter Israels efterretningstjeneste i et lækket dokument anklager 13 ud af UNRWA’s i alt 30.000 ansatte for at have været involveret i terrorangrebet d. 7. oktober. Som reaktion på beskyldningerne, der ifølge bl.a Politico og CNN mangler bevismateriale, har FN fyret ni ansatte og igangsat en større intern efterforskning. To af de anklagede er i mellemtiden døde, mens den sidste mangler at blive identificeret.

Tidligere talsperson for UNRWA Chris Gunness udtaler mandag til Al Jazeera, at nødhjælpsorganisationen – der kaldes en livline for 2 mio. palæstinensere – kun har få uger tilbage, før pengene løber op. Amnesty International har opfordret de 11 lande til at genoptage støtten straks, og tirsdag vil FN’s generalsekretær António Guterres tilskynde organisationens største donorer til at holde UNRWA oven vande.

Et sidste ord

Man forstår da egentlig godt, at alle milliardærerne tager turen ud i det flotte ydre rum.

Føljeton bliver dog på jorden og er tilbage igen i morgen. Ses!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12