For et par år siden havde en af Føljetons venner en oplevelse af Baader-Meinhof-fænomenet, eller frekvensillusion. Pludselig så hun ordet “renæssancemand” overalt. Var det et fænomen i sig selv, eller var renæssancemanden for alvor kommet på mode igen? Men i denne senkapitalisme giver det måske mening, at en person med mange talenter er noget tilstræbt. Anderledes har det forholdt sig med dilettanten. I Aeon har filosoffen Jay Miller skrevet et eminent forsvar for dilettanten, der har mange og mere flygtige interesser, tilgået som amatør og ikke ekspert. Dilettanten kan i sine flygtige og hyperfikserede interesser agere mellemmand mellem ekspert og lægmand, hvis “talent, energi og passioner bliver konstant kanaliseret over i nye udtryksformer. Langt fra et udtryk for mangel, er dilettantisme en konstant søgen efter overflod.” Og hvem drømmer ikke om det?

I gamle dage var verden, som vi jo ved, fuld af alverdens væsener og uhyrer. Og i 1800-tallet var det især søuhyret Kraken, der satte en skræk i livet på tidens sømænd. Videnskab.dk fortæller historien om, hvordan det var kortlægningen af verden, der tegnede et billede af den uhyggelige gigantblæksprutte – som siden skulle blive navngivet af biskoppen i Bergen, danskeren Erik Pontoppidan. Men blæksprutter, selv de største, er egentlig fredelige væsener, så hvorfor holder myten ved? “Man kan ikke aflære et monster,” siger myteforsker Bo Eriksson.

En gang i nat lagde komponisten Peter Navarro-Alonso et ret smukt nykomponeret orgelværk, FAREWELL, ud på nettet. Han spurgte Føljetons Oliver Stilling, om han ville skrive en lille tekst til. Den kommer her: “Det kan ikke være anderledes. Vi er mange, der har det som Peter Navarro-Alonso. USA betød noget for os. Vi kom der. Vi kendte nogen (det gør vi stadig). Vi besøgte steder, vi havde set på film, vi opsøgte kunst, vi havde set på plakater. Vi stod af færgen på Liberty Island. Men vi var ikke naive: Vi vidste godt, at der var flere De Forenede Stater; at alt ikke var lutter lagkage, og at hvor der er lys, er der også mørke. Ingen stjerner uden takker. Ingen striber uden flimmer. Men der må være grænser. Nogle gange må man se i øjnene, at ‘det var det’. Der var noget, og nu er det væk. Det er dramatisk og udramatisk på samme tid. Ligesom landet og ligesom Peter Navarro-Alonsos orgelværk FAREWELL. Et farvel er et farvel. Et farvel er et farvel er et farvel, ikke et på gensyn. Der er ikke noget hasta la vista her, og der er ikke noget, der haster og ‘jeg ska’ vise dig’. FAREWELL er en stille afvikling af en hengiven relation. Det er en bevægelse væk – nøgtern, men ikke uden bevægelse. Til gengæld blottet for håb. Sådan må det må være. Kan det være anderledes?”