Tirsdag den 2. juni
EU-Kommissionen kritiserede for år tilbage Danmarks forslag om at sende asylansøgere til Rwanda. I en kovending åbner EU-lovgivning nu for at deportere afviste asylansøgere ud af Europa.
Kære læser
Stephen Spielberg har altid troet på, at der var liv ude i rummet. I forbindelse med forpremieren på hans seneste – og nu fjerde – film om rumvæsener, Disclosure Day, kunne manden bag E.T. og Nærkontakt af tredje grad mandag bekræfte, at vi ikke er alene. Som forberedelse til filmen Disclosure Day, der handler om […]
Det bedste vi har set
Hvid røg fra Marienborg
Klokken 16 tirsdag får Danmark et nyt regeringsgrundlag. Regeringspartierne S, SF, M og R har forhandlet sig frem til en genindført store bededag fra 2030 og indgået et kompromis om klassisk røde mærkesager som billigere offentlig transport, gratis tandlæge og en forhøjet arveafgift for dem, der arver mest – men også skattelettelser for de rigeste, […]
Undertegnedes kæreste spørger engang imellem, hvordan vejret er, selvom vi kun har været vågne i en time og stadig er indenfor i vores lille lejlighed. “Det ved jeg ikke, stik hovedet ud af vinduet,” svarer jeg oftest. I stedet tjekker hun sin vejrapp. The Guardian-journalisten Amy Fleming har kørt en kold tyrker med en hel uge uden en vejrapp. Det er blevet til en underholdende (og halvsatirisk?) artikel om ugen, hvor Fleming måtte kigge ud af vinduet i stedet for ned i telefonen, når hun skulle tage tøj på om morgenen.
Torsdag kunne Anthropic, der står bag Claude, informere om, at de har rejst yderligere 65 mia. dollars i finansiering, hvilket betyder, at de har en større værdisætning end OpenAI. Begge firmaer står snart til en børsnotering, og værdisætningen af hvert firma er efterhånden oppe at kysse 1 billion dollars. Anthropic blev startet af afhoppere fra OpenAI og er siden blevet markedsført som den ‘gode’ og ‘samvittighedsfulde’ af de to konkurrenter. Det passer ifølge techjournalisten Brian Merchant ikke helt.
Flere og flere hjemmesider vil gerne have, du lige klikker af, at du er et menneske. Journalist og teknologikritiker Anders Kjærulff er godt træt af det. Hvorfor er det mennesker der skal deklarere, at de er mennesker, og ikke maskiner, der skal deklarere sig selv, spørger Kjærulff i en kommentar hos techmediet Radar. På baggrund af historien om, at Berlingske kom til at opdigte en falsk professor, plæderer han for, at der bør være et vandmærke, hver gang kunstig intelligens er blevet brugt. Denne tekst er skrevet med menneskelige fingre og nedbidte fingernegle – ikke en maskine.
Spisesedlen
Forbrugerombudsmanden politianmelder Rejsekort & Rejseplan for vildledende markedsføring.
FN’s generalsekretær Antonio Guterres foreslår at forlænge fredsbevarende mission i Libanon, hvis mandat udløber i 2026.
Danmark har flest tilfælde af modermærkekræft i forhold til indbyggertallet i Europa.
Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) advarer om en fortstående El Niño.
Appeldomstol i USA vurderer, at forbud mod transkønnede personer i militæret er i strid med lovgivningen.
Fem danske restauranter modtager deres første michelinstjerne. Kadeau, som i forvejen havde to, får sin tredje.
Storbritannien skal ikke betale Rwanda 100 millioner britiske pund for droppet asylaftale, afgør Den Faste Voldgiftsret i Haag.
Et sidste ord
I byen der aldrig sover er sengetid en sag for borgmesteren.




