“Det kan godt være, at Folkemødet er elitært og dyrt og upraktisk. Men charmen ligger i afsidesheden og forståelsen for ikke at kunne komme hjem for slet ikke at tale om, at man aldrig blot kan åbne døren til folket. […] Det er essentielt, at det er placeret så langt væk fra civilisationen, at man intet andet valg har end at stå og høre de Rasmus Seebach-sange, Magnus Heunicke mener, man skal høre, mens man drikker en fadøl, som en eller anden fra Berlingske, man engang var til jobsamtale ved, mener, man da skal have.” Euromans Mia Skovby giver det forkromede (og fordrukne) overblik fra det nu veloverståede Folkemødet.

Disney har på godt og ondt defineret popkulturen i det meste af verden – bare ikke i Kina, hvor Mickey Mouse gentagne gange har måttet konstatere, at popularitet stadig kan være en kattens leg med musen. Som The Dial beskriver, ses det kinesiske publikums stedmoderlige forhold til Disney måske bedst i Shanghai Disneyland. Her er den mest folkekære karakter nemlig hverken Mickey, Fedtmule eller Anders And, men den pink ræv LinaBell, som ikke engang har nogen baggrundshistorie. Kort sagt virker Disney-magien bare ikke på samme måde i Kina. Hvorfor egentlig ikke?

De konservative står til et katastrofevalg i Storbritannien, og det er der ekstremt mange gode grunde til. Som London Review of Books indigneret opridser, ligger toryerne nemlig præcis, som de har redt: “Intet sted har Tory-partiets kortsigtethed været mere tydelig end i dets nedskæringspolitik og dets skråsikre Bullingdon-boy-tro på, at det kunne undgå at skade sig selv, mens det stod i spidsen for et karneval af national selvskade. De begivenheder og personligheder, jeg har beskrevet indtil nu, er næsten irrelevante. Det er den katastrofale forvaltning af økonomien og den offentlige sfære, der har knust Storbritanniens selvbillede som et velstående, succesfuldt og velfungerende samfund.”