Det går dårligt i Storbritannien. Økonomisk, socialt og også diplomatisk, når det kommer til at overtale USA til at engagere sig helhjertet i krigen i Ukraine med flere og større investeringer. Spørgsmålet er, hvorfor den britiske regering ønsker et sådant amerikansk træk, der uundgåeligt vil betyde en direkte Nato-Rusland-krig. The UnHerd om og slår ned på, at de britiske bestræbelser – succesfulde eller ej – kan have katastrofale følger: “Det afgørende er, hvordan dette opfattes i Rusland. Hvis sidstnævnte mener, at vestlige lande er seriøse omkring uundgåeligheden af krig, er det let at se, hvordan de kan konkludere, at Nato kunne beslutte at angribe først på et tidspunkt, og derfor kunne vælge at foregribe et angreb ved at tage det første skridt.”

Om mindre end to måneder vil vi på tværs af det europæiske kontinent (forhåbentlig) flokkes til stemmeurnerne til europaparlamentsvalget. Vi skal være med til afgøre EU’s fremtid! Medmindre altså, at fremtiden allerede er støbt af ledende europæiske politikere, som Jacobin-skribenten Francesca De Benedetti argumenterer: “Selvom mange ikke indser det, er et stadig mere neoliberalt Europa ved at blive bygget for øjnene af os – og dets politiske lederskab omfatter nu den yderste højrefløj. Men at foreslå et alternativ er allerede blevet sværere.” Forklaringen: EU’s krigsnarrativ.

Krigen i Gaza handler om pikmåleri. Så simpelt opsummerer journalist for Zetland Emil Jørgensen det i et interview med israelske ’Fufi’, der har en fortid i Israels militær og som har været chef for hele landets civile administration i Gaza og på Vestbredden. “Den palæstinensiske befolkning lider, og hvad er endemålet?” spørger Fufi. “Jeg er ked af at sige det. Men det handler om at vise, hvem der er den stærkeste. Hvem der har den største … i klassen.” En relativt sjældent kritisk snak med en tidligere højstående person i det israelske militær.