Tirsdag den 11. februar
Polens premierminister Donald Tusk lægger sig ud med Kommissionen i spørgsmålet om EU’s nye asyl- og migrationspagt.
Kære læser
Alle børn er lige, nogle børn er bare født mere lige end andre, kunne en hurtig omskrivning af George Orwells mest citerede bondegårdsregel i Animal Farm lyde. Nu er der så minsandten også kommet en ny metaundersøgelse, der bakker den lumske mavefornemmelse op, som mange børn af større søskendeflokke nok sommetider har gået rundt med: […]
Det bedste vi har set
Hos Maya Tekeli i P1-programmet Virkelig indrømmer modeugens direktør Cecilie Thorsmark, at hun leder en industri, der ødelægger planeten. Alligevel ville hun ikke svare, da vores freelancejournalist Mikkel Lind Sorgenfrey forsøgte at få hende i tale. Derudover skulle Thorsmark have ringet rundt til de forskellige brands for at sørge for, at han og et DR-hold ikke måtte komme ind til modeugen. Her svarer hun på kritikken: “Vores branche er vant til kritisk presse og vant til kritiske spørgsmål. Min fornemmelse er heller ikke, at vores branche er bange for svære samtaler. Men jeg forstår godt, når man afvikler et show på 10 minutter, at man ikke der prioriterer, at man også skal have båndbredde til at interagere med et tv-program, som dækker branchen, men at man hellere vil gøre det under ordnede og rolige forhold.”
+ Mikkel Lind Sorgenfreys reportage i Føljeton.
Er du ikke kun træt af Meta og X, men også Google, Amazon, Microsoft, ja, måske også Slack? Den her side har samlet et hav af europæiske alternativer til de mest populære tjenester fra USA, hvis du har brug for en lille pause.
“Det er ikke kun os, der er bange for ikke at give noget væk. Det er også den anden side, der tænker, at vi måske arbejder for staten og prøver at lokke dem i en fælde. Jo dybere man går, jo farligere bliver det for alle involverede. Det er en meget langvarig proces.” Interview med den eksilerede filminstruktør Mohammad Rasoulof om arbejdet med Frøet fra det hellige figentræ, der handler om livet under Mahsa Amini-demonstrationerne i Iran og lige nu får seks stjerner alle vegne. Det er også ham, der vandt guldbjørnen for There Is No Evil.
Spisesedlen
Hamas udskyder frigivelsen af flere gidsler med henvisning til israelske overtrædelser af våbenhvilen.
Ukraine begrænser brugen af strøm efter russiske angreb.
Danmark topper nok engang liste over mindst korrupte lande.
Skat får medhold i civilt søgsmål i USA om udbytteskat og tildeles 3,6 mia. kr.
Rumæniens præsident Klaus Iohannis trækker sig.
Folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam melder sig ind i det grønlandske parti Naleraq – og stiller op til Inatisartut.
Google Maps omdøber Den Mexicanske Golf til Gulf of America for amerikanske brugere.
Nærsynet
Det har ikke fyldt meget i mediebilledet herhjemme (eller i EU-debatten), men omfattende og opsigtsvækkende folkelige protester mod præsident Aleksandar Vučićs semi-autoritære styre finder i disse uger sted i Serbien. Protester, hvis lige man ikke har set i landet siden den forhenværende diktator Slobodan Milošević blev væltet i 2000. Utilfredsheden udspringer af en ulykke tilbage […]
Et sidste ord
Du er ikke blevet fyret, bare forfremmet udad.