Fra april til juni 2018 adskilte Donald Trumps regering mere end 5.000 børn fra deres forældre ved den mexicanske grænse. Efterfølgende lovede Demokraterne, at de ansvarlige ville blive stillet til ansvar – men intet skete. En ny dokumentar fra den anerkendte filmskaber Errol Morris belyser den dystre sag. I en læseværdig artikel reflekterer Politicos Ankush Khardori over dokumentarens afsløringer: “At undlade at holde de ansvarlige for adskillelsespolitikken til regnskab er fortsat en af de vigtigste uafsluttede sager fra Trump-æraen – en opgave, som både Biden-Harris-administrationen og landet mere generelt aldrig har taget fat på.”

Vi danskere er gode til at pege fingre ad USA’s politiske galehus. Men hvad med os selv? Forskeren Søren Schultz Hansen oplister i KForum en interessant liste over lighedspunkter mellem Danmark og USA, hvad angår forholdet mellem medier og politik. Tænk bare på Inger Støjbergs Trumpagtige vælgermøder og Mette Frederiksens skepsis over for den etablerede presse: “Danmark og de danske politikere, medier og måske også vælgere ligner USA og Donald Trump mere, end vi vil indrømme. Vi har alle et ansvar for at imødegå, at den indbyrdes polarisering og distancering risikerer at stige.”

What’s Next er navnet på en ny Netflix-dokumentar, der lader Bill Gates give sit bud på, hvordan vi løser verdens problemer. Journalisten Paris Marx har ikke meget til overs for dokumentarens mikrofonholderi over for rigmanden, som han med en velvalgt vending kalder Gates-washing: “What’s Next er ikke meget mere end det nyeste PR-redskab for Gates. Den er designet til at sikre, at offentligheden fortsat ser en grådig monopolist, der aktivt promoverer kommercialiserede løsninger på problemer, som er dårligt egnede til markedsløsninger, som en altruistisk bedstefar, hvis opsparede formue kan løse verdens problemer.”