Onsdag den 29. januar
Explaineren
Oppositonsordførere mener, at ligestilling drukner i Miljø- og Ligestillingsministeriet. “Jeg er meget opmærksom på det,” siger Magnus Heunicke til Føljeton.
Kære læser
Forsømmelserne er ikke mulige at skjule længere: Gennem årtier har Danmark vendt ryggen til Grønland – og på område for område har relationerne været enten stedmoderlige eller helt ignoreret. Investeringerne fra dansk side har været begrænset til det automatiske bloktilskud, som en form for hold-kæft-bolsje. Det årelange fravær slår hårdt tilbage nu, hvor hele verdens øjne […]
Det bedste vi har set
Sebastian Klein, aka Dr. Pjuskebusk, vil altid have en særlig plads i vores hjerter på grund af sin pædagogiske og underholdende naturformidling rettet mod børn og barnlige sjæle. I en ny spøjs sag har Klein imidlertid gjort i nælderne: Førsteudgaven af hans seneste bog Danmarks 100 mest skøre historier om dyr i zoo er nu blevet trukket tilbage af forlaget Carlsen, efter det har vist sig, at bogens KI-genererede dyreillustrationer er fyldt med fejl – og eksempelvis har resulteret i en fembenet hjort. Sebastian Klein lægger sig dog fladt ned (betalingsmur) i et interview med Weekendavisen, så nogen større fuskebusk er han heller ikke.
Selv efter en fortjent Cavling-pris er journalist Theis Ehler Molin og hans Zetland-kolleger utroligt nok ikke blevet trætte af at grave i minkerstatningerne. Gudskelov, for pelsningen af statskassen bliver kun mere og mere absurd i takt med, at de danske minkfarme genopstår. Læs bare uddraget her, og læs så hele Zetlands seneste artikel: “I stedet for lægge (sic) sine fire farme i dvale valgte Irenes Søndergårds mand at lukke sine farme helt og på den måde få del i den lukrative erstatning. Det viser en aktindsigt, vi har fået fra Fødevarestyrelsen. Irenes mand må altså ikke genåbne sine gamle farme, men han må gerne åbne nye. Og det samme må hans kone.”
Hvad gør man, hvis man bor tæt på det nedsmeltede atomkraftværk i Fukushima, men den japanske regering her nægter at anerkende, at der stadig er strålingsfare? Så begynder man selv at holde øje med de radioaktive niveauer. Interessant reportage i The New York Times: “Kobayashi er en af Fukushimas borgerforskere, beboere omkring værket, som reagerede på de officielle fortielser og tavsheden ved at anskaffe deres egne måleinstrumenter og lære sig selv at bruge dem. De trodsede en regering, der først forsøgte at forbyde ikke-fagfolk at måle strålingen og senere bare ignorerede dem.”
Spisesedlen
Serbiens præsident Aleksandar Vucic siger farvel til premierminister Milos Vucevic som følge af omfattende studenterprotester.
Værdien af Norges oliefond steg med 4.000 mia. norske kroner i 2024.
85 pct. af grønlænderne svarer ifølge ny meningsmåling nej til, at de ønsker, at Grønland træder ud af rigsfællesskabet og bliver en del af USA.
Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic er blevet godkendt i USA til behandling af kronisk nyresygdom hos patienter, der også har type 2-diabetes.
De danske antiubådsfregatter af Absalon-klassen er ifølge flere topofficerer uegnede til ubådsjagt i Nordatlanten.
Stort solcelleprojekt nedstemt af kommunalbestyrelsen på Samsø.
FN’s nødhjælpsagenturer skærer ned på udgifterne efter kontroversiel Trump-ordre.
Nærsynet
Hvor overraskende er det egentlig, at SVM-regeringen tillader det, som Rådet for Grøn Omstillings direktør Bjarke Møller kalder for et klimamæssigt støttecirkus? Nej, det er vel næppe en nyhed, men det gør nu ikke et nyt notat fra rådet mindre opsigtsvækkende: Som Politiken beskriver, forhindrer de såkaldte grønne certifikater (som længe har været udskældt), at […]
Et sidste ord
Måske har Christopher Walken fat i den lange ende?
Vi ses i morgen!