Onsdag den 23. oktober

Hvem bestemmer, hvad der er sikkert?

EU’s stort anlagte planer om modtagecentre uden for unionen er kollapset, før de overhovedet er kommet i gang.

Føljeton

Kom ud af mediemøllen.

Prøv gratis

Kære læser

Endnu værre end Skat

Sammenbruddet i landbrugskontrollen er en tragisk genopførelse af det tidligere kollaps i skattevæsenet, blot med den forskel, at den helt ukontrollerbare ødelæggelse af Danmarks natur risikerer at løbe op i en endnu større regning til borgerne. På samme måde som eksperimenterne med Skat tilbage i 00’erne resulterede i, at myndighederne pludselig ikke længere evnede at […]

Det bedste vi har set

Olé, olé, Crokinole

Kender du Crokinole, et slags brætspil, der vel kan beskrives som en mellemting mellem bob og curling, og som er særligt populært i det sydlige Ontario, Canada? Nej? Så er det heldigt, at The Pudding står klar med en god explainer om alt det væsentlige, ansporet af en (åbenbart) opsigtsvækkende kamp i det nyligt overståede 2024 World Crokinole Championship. Artiklen er endda udstyret med en digital miniudgave af Crokinole, så du selv kan prøve kræfter med det overraskende drilske spil.

Astronomisk objektiv

“Monster-teleskopet besvarer disse spørgsmål. Monster, på grund af dets enorme omfang, grotesk i sin ambition. Monster, fra den latinske rod, der betyder en åbenbaret ting. Og monster, fordi vi gennem det måske kan studere ikke bare klipper og landmasser, men muligvis livsformer, både uhyrlige og forunderlige, på fjerne planeter.” Tidligere Nasa-fysiker Casey Handmer forsøger i Palladium Magazine at argumentere for, hvorfor det er på høje tid at bygge et uhørt stort teleskop. Handmer har så også tidligere arbejdet for Elon Musks ret latterlige Hyperloop, så tag begejstringen med et gran salt – man kan jo også zoome for meget ind.

Hvad Borgen befaler

Tirsdagens helt store politiske nyhed var, at SF-profilen Jacob Mark har valgt at stoppe i politik. I den ganske læseværdige Fartblind har Mark tidligere beskrevet det stressende arbejdsmiljø på Christiansborg, som bl.a. også K-profilen Rasmus Jarlov og LA-formand Alex Vanopslagh har haft lignende betragtninger om. Spørger man lektor ved CBS Emil Husted, kommer politikerpresset dog ikke kun fra den forventning, at der skal løbes stærkt i Folketinget. Nej, noget mere grundlæggende er også på spil for de folkevalgte, fortæller han til Altinget: en oplevelse af magtesløshed.

Spisesedlen

Israel bekræfter drab på Hashem Safieddine, der blev antaget at være Hizbollahs nye leder.

Jacob Bundsgaard (S) stopper som borgmester i Aarhus.

Aarhus Universitet giver uforbeholden undskyldning efter problemer med UV-desinficeringsanlæg.

Ukraines statsanklager Andrij Kostin trækker sig som følge af skandalesag om embedsmænds unddragelse af værnepligt.

Næste års sildekvoter i Østersøen bliver øget med 108 pct.

Amira Smajic fra Den sorte svane arbejdede i flere år som agent for National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Regeringen vil fordele 850 mio. kr. fra den såkaldte SSA-reserve til “samfundets allermest udsatte”.

Nærsynet

Bussen kører videre

Tirsdag aften uddelte Nordisk Råd sine fem prestigefyldte priser, og lad os bare sige, at klaphatten godt kan hives frem. Bevares, ikke når det kommer til hovedattraktionen, nemlig rådets litteraturpris, som denne gang gik til norske Niels Fredrik Dahl for romanen Fars rygg, der “viser, hvordan ensomhed går i arv fra generation til generation, og […]

Et sidste ord

Kan du godt lide primtal? Så er der 41.024.320 gode grunde til at læse med her.

Vi tælles ved i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12